Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu tager libyerne også gummibåden til Europa

Migranter og flygtninge, der benytter Libyen som transitland for at nå til Europa, er hovedsageligt afrikanere, der stammer syd for Sahara. Nu tager libyerne selv den farefulde tur.

Migranter og flygtninge på Middelhavet kort forinden, de bliver reddet af Læger Uden Grænser. Blandt de mange migranter fra lande syd for Sahara er der nu også borgere fra Libyen, der har fået nok af de kaotiske tilstande i Libyen og forsøger at krydse Middelhavet i træ- eller gummibåde. Foto: Asger Ladefoged
Migranter og flygtninge på Middelhavet kort forinden, de bliver reddet af Læger Uden Grænser. Blandt de mange migranter fra lande syd for Sahara er der nu også borgere fra Libyen, der har fået nok af de kaotiske tilstande i Libyen og forsøger at krydse Middelhavet i træ- eller gummibåde. Foto: Asger Ladefoged

Kholod Tweer spørger igen og igen, hvornår skibet er i Italien – det land, som den 21-årige kvinde håber, at hun kan bruge som springbræt til et nyt liv i Tyskland.

Kholod Tweer er blot en af i alt 25 libyere, der under denne redningsaktion i Middel­havet er samlet op af Læger uden Grænsers skib, Vos Prudence. Libyerne var natten forinden stået til havs i en lille overfyldt træbåd sammen med migranter og flygtninge fra andre afrikanske lande og fra Syrien, og Vos Prudence er nu på vej til Sicilien med 743 syge, forkomne, men også forventningsfulde migranter og flygtninge fra 15 lande.

»Det er nyt, at der nu også er libyere om bord på de propfyldte og synkefærdige både på Middel­havet,« fortæller Stefano Argenziano, der er operationskoordinator for den humanitære organisation Læger uden Grænsers indsats i Middelhavet.

De vil væk fra et Libyen, hvor borgerkrigen gør det stadig mere usikkert, farligt og udsigtsløst at opholde sig.

»De har slået min far ihjel, og også min onkel. Sådan så han ud, da de var færdige med ham,« siger den 21-årige Kholod med henvisning til den milits, der gjorde det af med onklen.

Hun viser et billede på sin mobiltelefon af et ansigt, der er blevet gennemtævet til ukendelighed.

»Jeg kunne ikke blive i Libyen mere,« siger Kholod.

Henrettelser, tortur og voldtægt

Det samme siger alle andre migranter eller flygtninge, som Berlingske taler med om bord på Læger uden Grænsers redningsskib. Uanset om de er fra Bangladesh, Pakistan, Syrien eller fra et af de afrikanske lande syd for Sahara, er deres beretninger nogenlunde enslydende: Er man migrant eller flygtning i transit i Libyen, behandles man som et dyr. Især de libyske militser, der er involveret i menneskesmuglingen til Europa, er berygtede for deres grusomhed og for de interneringslejre, hvor ikke mindst sorte afrikanere udsættes for »henrettelser, tortur, voldtægt, afpresning og forvisning til ørkenen«, som det hedder i en lækket rapport fra det tyske udenrigsministerium.

Også FN har længe slået alarm over forholdene for migranterne og flygtningene – og for libyerne selv – i det konfliktramte nordafrikanske land. Og nu gør FN det så igen.

»Der er brug for stor økonomisk støtte for at yde hårdt tiltrængt beskyttelse og hjælp til migranter og den konfliktramte befolkning i Libyen,« lyder opfordringen fra direktøren i FNs organisation for migration (IOM), William Lacy Swing.

Mindst 382.000 migranter i Libyen

Ifølge IOMs seneste opgørelse, der er fra april, er organisationen vidende om knap 382.000 migranter i Libyen. Tallet kan med andre ord meget vel være højere, og FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) udsendte i den forløbne uge endnu en appel. Denne gang beder UNHCR om 75,5 millioner dollar til det stigende behov for humanitær nødhjælp og beskyttelse i Libyen.

Selv om øget FN-hjælp til migranterne og flygtningene i Libyen ikke er en garanti for, at de undlader at sætte sig i en gummibåd med kurs mod Europa, lyder de 75,5 millioner kroner som en god investering for de europæiske regeringer, der med lys og lygte leder efter et håndtag, der kan bremse flugten over Middelhavet.

Indtil videre har det dog været op ad bakke for FN at finde finansiering til indsatsen i Libyen. Sidste år anmodede FN medlemslandene om 125 millioner dollar, men fik kun 48 millioner.

Siden 2014 er en halv million flygtninge/migranter gået i land i Italien. Her bliver stort set alle, der stævner ud fra Libyens kyst, sat i land efter at være blevet samlet op af de humanitære organisationer, af EUs patruljebåde og flådefartøjer eller af handelsfartøjer.

Italien og de øvrige EU-lande har for længst besluttet, at der skal dæmmes op for denne menneskebølge, men indtil videre har regeringerne ikke kunnet finde et effektivt værn.

EU-landenes forsøg på at få libyerne til at bremse strømmen af migranter og flygtninge er på flere måder op ad bakke. EU er eksempelvis i fuld gang med at opruste den libyske kystvagt med et større antal patruljebåde, men både internt i EU og blandt de humanitære organisationer er der dybe panderynker: EU kan ikke bidrage til, at den libyske kystvagt opbringer migranter og flygtninge i overfyldte både og tvinger dem tilbage til nye overgreb i Libyen, lyder kritikken.

Samtidig arbejder EU på at styrke kontrollen med Libyens grænse mod syd, som migranter og flygtninge fra snart sagt resten af Afrika anvender som adgangsvej til den libyske kyst og en enkeltbillet i en båd til Europa.

Også den løsning er problematisk, mener blandt andre seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Rasmus Boserup.

»Libyen har udviklet sig til en fejlslagen stat i intern kollaps regeret af hundredvis af lokalt forankrede militser og tre konkurrerende regeringer og med en sprængfarlig sikkerhedssituation, der gør det ekstremt vanskeligt at kontrollere en 2.000 kilometer lang grænse,« siger Rasmus Boserup.

Seniorforskeren understreger, at Libyen ikke kun udgør en stor udfordring for Europa på grund af migranterne.

»Der er også en øget terrortrussel,« fastslår Rasmus Boserup blandt andet med henvisning til det nylige terroranslag i Manchester, der trak tråde til Libyen.

»Derfor vil det være logisk, at NATO sætter ind med en fredsbevarende operation, hvor militserne afvæbnes og vejen banes for et politisk stabilt Libyen,« mener Rasmus Boserup. Han understreger, at dette haster, fordi en række lande uden for Europa er i fuld gang med at vinde indflydelse i Libyen.

Egypten og De Forenede Arabiske Emirater støtter sammen med Rusland en magtfuld militær fraktion under general Haftar i det østlige Libyen. Tyrkiet og Qatar bakker op om en indflydelsesrig gruppe kaldet Misrata-militsen, mens EU støtter regeringen under premier­minister Fayez al-Sarra i hovedstaden Tripoli.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.