Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu skal EUs ledere vinde deres befolkningers tillid tilbage

Med kaos i Storbritannien tager EU's stats- og regeringschefer på et topmøde tirsdag og onsdag fat på den første diskussion af, hvordan fremtidens EU uden Storbritannien skal se ud, og hvordan tilliden i befolkningerne kan genvindes.

Frankrigs præsident, Francois Hollande. Tysklands kansler, Angela Merkel. Ungarns premierminister, Viktor Orban. Italiens premierminister, Matteo Renzi. Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen.
Frankrigs præsident, Francois Hollande. Tysklands kansler, Angela Merkel. Ungarns premierminister, Viktor Orban. Italiens premierminister, Matteo Renzi. Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Efter det britiske exit-chok gør de resterende 27 EU-lande klar til en fremtid uden Storbritannien. Men hvor tæt skal fremtidens partnerskab med briterne være, og hvordan skal fremtidens EU se ud, hvis det skal genvinde befolkningernes tillid?

Det handler om at skabe vækst, job og håb for fremtiden, samt at EU i højere grad fokuserer på de grænseoverskridende problemer, som kun kan håndteres i fællesskab. Men der er ganske forskellige syn i EU-landene på, hvordan det skal ske i praksis, og der venter derfor en vanskelig proces.

Berlingske kigger her nærmere på de vigtigste positioner i kampen om fremtidens EU.

Danmark og frihandels- forkæmperne

Danmark, Sverige, Finland samt Holland og Irland er naturlige alliancepartnere om et EU, der især har fokus på frihandel med et stærkere indre marked. Den anden hovedprioritet er at holde sammen på de 27 lande efter et britisk exit, fordi de alle er mindre lande, som ifølge landenes regeringer har brug for et stærkt EU til at håndtere grænseoverskridende problemer.

Indstillingen i disse lande er, at det giver god mening for alle parter at sikre en så tæt partnerskabsaftale med Storbritannien som muligt, fordi handel med briterne har stor økonomisk betydning. Der er forståelse for, at briterne har brug for lidt tid til at få en ny regering på plads og finde ud af, hvad det er for en tilknytning til EU, de ønsker. Der er dog også en erkendelse af, at briterne vitterligt er på vej ud af EU, og at det ikke kan lade sig gøre at give briterne fuld adgang til det indre marked, hvis briterne ikke vil acceptere den medfølgende frie bevægelighed for EU-borgere.

EU skal i det hele taget være slankere og skal ud over handel især fokusere på de grænseoverskridende problemer som sikkerhed, migration og vækst, mens et område som social politik bør overlades til medlemslandene selv at håndtere.

Angela Merkel i balancegang

EUs mest magtfulde land får en helt særlig rolle med at holde sammen på resten af EU, og det er kansler Angela Merkel – at dømme efter de første udtalelser over weekenden – meget bevidst om.

På visse områder ser Tyskland et stærkere europæisk samarbejde som en nødvendighed. Det gælder sikkerhedspolitik, asylpolitik og økonomi, hvor der ikke mindst er brug for en bedre styring af eurozonen. Men Angela Merkel er sig også meget bevidst om, at det klassiske fransk-tyske svar om, at »mere EU« er løsningen, ikke vil blive godt modtaget af befolkningerne i EU.

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har sammen med sin franske kollega, Jean-Marc Ayrault, lavet et udspil, der taler om mere »politisk union« med fokus på netop grænseoverskridende områder som sikkerhedspolitik, asylpolitik og økonomi, men med mulighed for at stå udenfor for de EU-lande, som ikke er interesserede i mere EU. Den socialdemokratiske Steinmeier er imidlertid i højere grad den gamle »mere EU«-skole end Merkel, og kansleren vil gå mere pragmatisk til værks og lytte grundigt til alle de øvrige EU-lande for at høre, hvordan de ser på et sådant EU med flere hastigheder i fremtiden.

I forhold til Storbritannien er tonen også pragmatisk. Det er en meget vigtig handelspartner, og sådan ønsker Tyskland også, at det skal være fremover. Man vil ikke se Tyskland gå på kompromis med den frie bevægelighed, men man vil strække sig langt for at få et nært partnerskab til briterne.

Fransk præsident under pres

Præsident François Hollande er fanget mellem to modsatrettede hensyn. I bund og grund er en mere europæisk føderalistisk kurs en del af DNAet i det franske socialistparti, men mere end noget andet har Hollande øjnene rettet mod næste års præsidentvalg og Front Nationals Marine Le Pen, der med sin EU- og indvandringskritiske politik står til et kanonvalg.

Den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, er sammen med sin tyske kollega kommet med et udspil, der peger på vigtigheden af et stærkere europæisk samarbejde inden for sikkerhedspolitik, asylpolitik og økonomi. Især det sikkerhedspolitiske element bakker Hollande varmt op om, mens Merkel og Hollande ikke ser helt ens på fremtidens styring af eurozonen, ligesom Merkels insisteren på asylkvoter aldrig har været populær i Frankrig.

Med præsidentvalg næste år vil Hollande derfor i første omgang især fokusere på et stærkere forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde i EU. Frankrig har siden sidste års terrorangreb befundet sig i undtagelsestilstand, og kampen mod terror er øverst på den franske agenda. Også et stærkere europæisk forsvarssamarbejde er noget, som Hollande ønsker, og som han vurderer, at mange franskmænd vil finde fornuftigt uden at søge over mod Marine Le Pen.

Frankrig har aldrig været en frihandelsnation på samme måde som de nordvesteuropæiske lande. Tværtom er Frankrig ofte blevet anklaget for protektionistisk lovgivning, ligesom Hollande stritter imod en stor frihandelsaftale mellem EU og USA, så her venter en af de store kampe om fremtidens EU.

Solidaritet på italiensk

På nogle måder fremstår Italien som det mest føderalistiske af EU-landene i øjeblikket, men premierminister Matteo Renzi er samtidig presset af det EU-skeptiske protestparti Femstjernebevægelsen, der er det næststørste i det italienske parlament og netop har vundet borgmestervalget i flere af Italiens største byer.

Renzi er EU-føderalist i den forstand, at han ser et meget tættere finanspolitisk samarbejde mellem eurolandene som afgørende for, at Europa kan få gang i væksten, og det skal vel at mærke være en finanspolitik, som gerne er baseret på fælles euroobligationer og en mere italiensk vækstpolitik, hvor der ikke er så meget fokus på offentlige sparekrav. Renzi og Tysklands Merkel står stejlt over for hinanden her.

Netop på grund af EU-modstandernes styrke i Italien holder Renzi hårdt på sin økonomiske linje over for Merkels, idet Tysklands store magt er benzin på det EU-skeptiske bål i Italien. Renzi forsøger at samle Italien, Frankrig og Spanien som en stærk modpol til den tyske sparekurs, men hidtil har Renzi ikke haft den store succes med det projekt.

Renzi og Merkel kan til gengæld mødes om behovet for en stærkere fælles europæisk asyl- og migrationspolitik. Begge bakker de op om de omstridte asylkvoter, som til gengæld er voldsomt upopulære i mange andre EU-lande.

Centraleuropa og den fri bevægelighed

De fire centraleuropæiske lande Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn – også kaldet Visegrád-landene – sætter tonen blandt de lande, som kom med i EU ved østudvidelsen i 2004. Og det helt centrale for disse lande er den fri bevægelighed til at arbejde i andre EU-lande. Det har ifølge disse lande bragt velstand til hele EU, og det afgørende i fremtiden er derfor at holde fokus på den fri bevægelighed som en grundlæggende rettighed.

Landene er mere end trætte af at høre på, at deres borgere skulle være velfærdsturister i Storbritannien, Tyskland eller Danmark. Tværtimod bidrager østarbejderne positivt til samfundsøkonomien og betaler langt mere i skat, end de hæver i sociale ydelser, lyder det.

EU er en kæmpe nettogevinst for disse lande, som derfor også ser sammenholdet mellem de resterende 27 lande efter et britisk exit som helt afgørende. Derfor skal EU koncentrere sig om vækst og jobskabelse og holde sig langt væk fra tvungne asylkvoter, der splitter EU-landene.

I forhold til Storbritannien er de centraleuropæiske landes hovedkrav, at de nuværende østarbejdere kan få lov til at blive i Storbritannien på de nuværende betingelser.

Både Polen, Tjekkiet og Ungarn har desuden sendt hårde ord i retning af EU-Kommissionen og dens formand, Jean-Claude Juncker, som medansvarlig for EUs krise og derfor for, at briterne har stemt for at forlade EU.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.