Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu græder Argentina for Messi

Ikonet Lionel Messi siger som 29-årig farvel til Argentinas landshold efter endnu et finalenederlag. Uden en triumf med »los albiceleste« får han aldrig plads i Olympen for de største fodboldguder.

Lionel Messi har måttet se langt efter triumfer med det argentinske landshold, og nu er det slut: I en alder af 29 år afslutter fodboldens mest lysende stjerne sin landholdskarriere - efter at have brændt i den straffesparkskonkurrence, som i stedet gjorde Chile til vinder af Copa de América natten til mandag. Foto: Li Muz/Sipa
Lionel Messi har måttet se langt efter triumfer med det argentinske landshold, og nu er det slut: I en alder af 29 år afslutter fodboldens mest lysende stjerne sin landholdskarriere - efter at have brændt i den straffesparkskonkurrence, som i stedet gjorde Chile til vinder af Copa de América natten til mandag. Foto: Li Muz/Sipa

BARCELONA: Det er aldrig let at score på et straffespark, der kan afgøre en finale.

Tager man oven i købet tilløb med 43 millioner fodboldgale landsmænds øjne stikkende i nakken – under evig mistanke, fordi den monumentale succes i europæiske klubturneringer aldrig krones med triumfer for landsholdet – ja, så kan opgaven forekomme umulig. Selv for en spiller, der med blot en smule mere held i Argentinas hvide og himmelblå trøje gennem de seneste år, for længst ville have skrevet sig ind i historien som den bedste nogensinde.

Hele Leo Messis kropsholdning skriger det, mens han uden at være i ordentlig balance sparker til med sit ellers så gyldne venstreben:

»Åh nej, bare det nu ikke sker igen!«

Men jo, det gør det. Bolden forsvinder i et sort hul langt oppe over Chiles mål, hvorfra klubkammeraten fra FC Barcelona Claudio Bravo kan se til uden at røre en målmandsfinger, og Argentina er på vej til at tabe den tredje Copa de América eller VM-finale siden 2014 med den mindst tænkelige margin.

Den sidste, for Messis vedkommende, medmindre han altså skifter mening.

Det var ganske vist holdkammeraten Biglia, der natten til mandag europæisk tid med endnu en afbrænder sendte Argentina definitivt ud i mørket under den afgørende straffesparkskonkurrence. Men da Messi havde tørret endnu et nederlags tårer ud af øjnene, meddelte han med sin som altid monotone og sært melankolske stemmeføring, at nu orkede han ikke mere.

»Jeg har forsøgt alt for at vinde en titel med Argentina. Men det er mig åbenbart ikke forundt. Derfor er det bedst for alle parter, at jeg stopper på landsholdet,« fastslog han.

Med sine 29 år burde Messi ellers have endnu et par gode slutrunder i benene. Og måske vil han, når skuffelsen har fortaget sig genoverveje sit afbud, noterer den argentinske sportsavis Olé håbefuldt og fortsætter:

»For det gør ondt at se ham græde. Det gør ondt se denne store generation med selvfølgelighed gribe ud efter herligheden for hver gang at drukne i forbitrelse. Det gør ondt at se verdens bedste spiller gøre det fantastisk for dette landshold, og at det alt sammen alligevel ikke er nok.«

Men måske kan det ikke være anderledes for Messi og med ham Agüero, Higuaín og Mascherano fra samme store generation.

Måske gør argentinerens fans klogest i at glemme jagten på den pokal, der kunne give Messi plads i Olympen blandt historiens absolut største anført af Pelé og Maradona. I hvert fald skyldes det næppe et øjebliks frustration, når en mand af så få ord som Messi udtrykker sig så umisforståeligt klart.

Serviettens velsignelse og forbandelse

Lionel Andrés Messi Cuccittini blev født 24. juni 1987 i den argentinske storby Rosario. Allerede fra den tidlige barndom stod det klart, at han var udstyret med et usædvanligt fodboldtalent. Der var bare ét stort problem: Han var meget lille.

En medfødt mangel på et særligt hormon forhindrede »Leo« i at vokse. Og da FC Barcelona, hvis spejdere havde opdaget den argentinske splejs, tilbød at betale for den dyre behandling, som kunne få ham til at skyde i vejret, flyttede han 13 år gammel til den catalanske by, hvor han blev optaget på det berømte akademi »La Masia«.

Historien går, at den første kontrakt blev udfærdiget på en serviet. Barças udsending havde fået aftalen på plads under en frokost, men var nervøs for, at spillerens forældre skulle skifte mening. Og underskriften på servietten skulle vise sig at blive både en velsignelse og en forbandelse.

På den ene side har Messi efter førsteholdsdebuten i 2005 vundet alt, der er værd at vinde på klubniveau – og lidt til – som først solist og senere dirigent for et af de smukkeste mandskaber, fodboldhistorien har kendt. På den anden side er han, til trods for at have bevaret en lårtyk argentinsk accent og leveret andre beviser på sin patriotisme, aldrig for alvor blevet accepteret i hjemlandet.

Jo flere Champions League-titler Messi har hjemført med FC Barcelona, desto tommere så der ud på hylden til argentinske landsholdstrofæer. Og en til afgudsdyrkelse grænsende beundring i Europa har blot fået ham til at længes endnu mere efter landsmændenes ubetingede anerkendelse. Lige indtil han søndag nat, efter endnu et mislykket forsøg på at bringe balance i regnskabet, ikke orkede mere.

Måske også fordi den lille splejs fra Rosario efterhånden – på godt og på ondt – er blevet en voksen mand. Som familiefar kan han ikke længere som en autist lukke sig inde i en verden af fodbold. Og en pinlig sag om skattesvig har gjort det klart, at man nogle gange gør klogt i også at forholde sig til den del af tilværelsen, som foregår uden for banen.

Så hvorfor jagte en åbenbart umulig hæder med tungen ud af halsen og pine en ikke længere purung krop med lange rejser frem og tilbage over Atlanten? Hvorfor ikke bare erkende, at det ikke er ham forundt?

»Messias er abdiceret,« skriver den mexicanske avis Record. Men endnu kun fra hjemstavnens del af sine riger.

Video Article type "" is not supported.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.