Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Portræt

Norske Hassan er ny somalisk premierminister

Det somaliske folk får en premierminister, der både er faglig ekspert i flygtninge og selv har taget flugtruten til Europa. Hassan Ali Khaire får gavn af sine mange år i en norsk NGO i embedet, mener tidligere arbejdsgiver.

Norske Hassan Ali Khaire bliver ny premierminister i Somalia.
Norske Hassan Ali Khaire bliver ny premierminister i Somalia.

Torsdag klokken 13 kunne Hassan fra Norge opdatere sin Facebook-profil: »Started Working as Prime Minister of Somalia.«

På profilbilledet sidder den 49-årige Hassan Ali Khaire ved et skrivebord. Han smiler. På bordet står et lille flag i rødt, hvidt og blåt.

Det norske flag blev hans, da han flygtede fra Somalia til Norge som 21-årig. I dag har han dobbelt statsborgerskab og er altså nu vendt tilbage til sit andet hjemland for at repræsentere det somaliske folk. Den nytiltrådte somaliske præsident Mohamed A. Farmaajo har nomineret ham, og Khaire skal igennem en høringsproces, før han officielt kan tiltræde.

Somalia har været hærget af borgerkrig og politiske kriser i årtier. Hovedstaden Mogadishu er løbende udsat for terrorangreb. Og ifølge organisationen Transparency International var Norge i 2016 det sjette mindste korrupte land, mens Somalia var på 176.-pladsen.

Men den hårdt prøvede somaliske befolkning er heldig med Khaire. Med ham får de en ambitiøs, dedikeret og løsningsorienteret premierminister, siger de hos Khaires norske arbejdsplads gennem 12 år, organisationen Flyktninghjelpen.

»Somalia lider under stor tørke og risikerer en hungersnød i 2017. Vi håber og tror, at Hassans baggrund vil give ham et godt udgangspunkt i en for landet vanskelig tid,« siger Harriet Rudd, leder for samfundsafdelingen i Flyktninghjelpen.

Erfaring inden for det felt har Hassan Ali Khaire meget af. Han begyndte at arbejde på Flyktninghjelpens hovedkontor i Oslo i 2002 og arbejdede sig op i organisationen. Han blev områdeansvarlig for nødhjælpsprogrammet i Somalia og senere regionalt ansvarlig for hele Afrikas Horn. Flyktninghjelpen satte pris på hans evner til at få ansat flere lokale medarbejdere og ledere i deres programmer.

»Han var en meget dedikeret medarbejder, som var optaget af, at flere skulle have hjælp og støtte. Han reagerede hurtigt, når der skete noget, og var løsningsorienteret,« siger Harriet Rudd.

»En af de heldige«

Khaire har endnu ikke udtalt sig til internationale medier om ministerposten. Tidligere har han imidlertid fortalt, hvor taknemmelig han er for alt det, Norge har givet ham.

»Jeg er en af de heldige, som kom ud, lige før krigen eskalerede i Somalia i 1989. Jeg kunne have været en af de flygtninge, som har det hårdt nu. Men jeg kom til Norge og fik tryghed, stabilitet og mulighed for at uddanne mig,« sagde Khaire til Aftenposten i 2011.

Fra Khaires skandinaviske hjemland lyder der et tillykke fra den norske, konservative udenrigsminister, Børge Brende. Han skriver også på Twitter, at han »ser frem til at samarbejde med det nye politiske lederskab«.

Khaire er kun én blandt en række somaliere i betydningsfulde stillinger, der kommer fra diasporaen. I parlamentet sidder blandt andet flere svenskere og en enkelt person med dansk statsborgerskab. Det fortæller den danske ambassadør for Kenya, Somalia, Eritrea og Seychellerne, Mette Knudsen. Hun har ikke personligt mødt Khaire endnu. Men for hende er det ikke så afgørende, at han har norsk baggrund.

»Det, der kan gøre en forskel, er, hvad sådan en ny regering reelt ønsker at gennemføre, og om de kan lave de alliancer og har den magtbase, der skal til. Der kan det både være godt og skidt med repræsentanter fra diasporaen. På den ene side er de mindre fedtet ind i nogle af de modsætninger, der er i Somalia. På den anden side har de ikke nødvendigvis den base i klanerne og grupperingerne, der gør, at de kan få gennemført deres politik,« siger Mette Knudsen.

Efter jobbet hos Flyktninghjelpen blev Khaire direktør for det London-baserede olieselskab Soma Oil & Gas, der blandt andet er delvis ejet af russiske interesser. Lækkede dokumenter viste ifølge det norske dagblad VG, at et FN-organ, der monitorerer Somalia og Eritrea, mistænkte Khaire for korruption.

De påbegyndte undersøgelser af selskabet i 2015, men konkluderede, at han ikke havde gjort noget strafbart. Khaire selv kaldte det for en »skræmmekampagne« og »løgn« i en udtalelse til den norske avis Dagbladet.

Ifølge Berlingskes oplysninger var det forventet, at præsidenten ville have valgt en kandidat fra en anden klan end Khaires. Men, siges det, Khaire er tætte venner med den netop afgåede præsident, Hassan Sheikh Mohamud. Derfor spekuleres der i, at udnævnelsen af Khaire kan have været aftalt allerede, før den nye præsident, Mohamed A. Farmaajo, tiltrådte.

Farmaajo er på pilgrimsfærd til Mekka i øjeblikket og har endnu ikke udtalt sig om udnævnelsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.