Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nordkorea tester ballistiske missiler

Sydkoreas planer om at købe et amerikansk antimissilsystem har gjort Kina rasende. Det kan komme styret i Pyongyang til gode.

Modelfoto fra Iris.  THAAD er navnet på et avanceret forsvarssystem, der fremover skal beskytte sydkoreanske borgere mod missilangreb fra landets aggressive nabo i nord.
Modelfoto fra Iris.  THAAD er navnet på et avanceret forsvarssystem, der fremover skal beskytte sydkoreanske borgere mod missilangreb fra landets aggressive nabo i nord.

BEIJING: THAAD er navnet på et avanceret forsvarssystem, der fremover skal beskytte sydkoreanske borgere mod missilangreb fra landets aggressive nabo i nord. Forkortelsen står for Terminal High Altitude Area Defence og er udviklet af den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin. Forrige uge blev regeringerne i Washington og Seoul enige om en aftale efter flere måneders forhandlinger. Reaktionen fra Pyongyang faldt i første omgang i form af trusler om »nådesløs gengældelse« med en styrke til »at reducere Sydkorea til et hav af flammer«. Tirsdag morgen sendte styret en endnu tydeligere advarsel af sted. Det skete med affyringen af to kortdistancemissiler og et mellemdistancemissil af den nordkoreanske type Nodong.

»De ballistiske missilers flyvning var fra 500 kilometer til 600 kilometer, hvilket er så lang en distance, at hele Sydkorea kan rammes,« fremgår det af en udtalelse fra Sydkoreas militær. Alle tre missiler styrtede i havet mellem Korea-halvøen og Japan. Testen er endnu en overtrædelse af de FN-resolutioner, der forbyder Nordkorea at udvikle teknologi, der kan anvendes i landets atomprogram.

Den type af missiler, det nordkoreanske militær affyrede, ville i et fremtidigt krigsscenarie med stor sandsynlighed være blevet skudt ned af THAAD-systemet, som er designet til at ramme kort- og mellemdistancemissiler. Sydkoreanske beregninger viser, at størstedelen af landets befolkning vil være beskyttet mod missilangreb, når THAAD er installeret.

Afgørelsen fra Haag spiller ind

Sydkoreas økonomi er dybt afhængig af eksport til Kina, og i Beijing er man ikke tilfreds med, at Seoul har i sinde at opstille amerikansk forsvarsteknologi tæt på landets grænse. THAAD består blandt andet af en særdeles effektiv radar, der kan nå ind over det nordlige Kina, og hele systemet skal efter planen bemandes af amerikanske soldater.

Set fra Kina er THAAD blot det seneste af mange amerikanske initiativer designet til at styrke USAs militære tilstedeværelse og alliancer i Asien og samtidig stække Kinas indflydelse. I Kina bliver det ikke opfattet som nogen tilfældighed, at THAAD-planerne blev offentliggjort få dage, inden en international domstol i Haag afgjorde, at store dele af Kinas territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav ikke er legitime. Den kinesiske regering har stemplet afgørelsen som ugyldig og nægter at rette sig efter den. Udviklingen i Det Sydkinesiske Hav og etableringen af et avanceret forsvarssystem vil af mange i Kina blive set som to sider af samme sag.

»De kinesiske medier og Kinas Kommunistparti adskiller spørgsmålet om THAAD fra Nordkoreas missilfremstilling. Opfattelsen er, at THAAD er langt mere forbundet til spørgsmålet om Det Sydkinesiske Hav,« forklarer Adam Cathcart, Østasien ekspert ved University of Leeds, til magasinet TIME.

Før Sydkorea skrev under på aftalen om THAAD, forsøgte Kina at presse regeringen i Seoul til at opgive planen. Det kunne få alvorlige konsekvenser for det ellers gode forhold mellem de to lande, lød det.

Spørgsmålet er nu, om Kina vil gøre alvor af truslerne. Et ud af flere scenarier er, at Kina vælger at slække på de økonomiske sanktioner mod Nordkorea. Sydkorea og USA forsøger løbende at overtale den kinesiske regering til at tage del i nye sanktioner mod styret i Pyongyang og at håndhæve dem mere konsekvent. Kina er stærkt utilfreds med de nordkoreanske atomtest og missilaffyringer og har de seneste år deltaget i adskillige FN-sanktioner. Men med Sydkoreas anskaffelse af THAAD vil Kinas vilje til at samarbejde om Nordkorea næppe blive større.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.