Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nordkorea: Missilaffyringer var simulering af atomangreb

Tirsdagens prøveaffyringer skete angiveligt på direkte ordre fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Seoul. Tirsdag affyrede Nordkorea tre ballistiske missiler, og det var et led i et simuleret atomangreb mod Sydkorea.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer det nordkoreanske medie KCNA.

Ifølge KCNA var affyringerne tirsdag en direkte ordre fra Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Han overværede angiveligt også aktionen.

- Testene afprøvede de operationelle muligheder ved at detonere atomare sprænghoveder monteret på ballistiske raketter i en bestemt højde over udvalgte mål, skriver KCNA.

Angiveligt er sydkoreanske havne udset som potentielle mål.

Tirsdag morgen affyrede Nordkorea tre missiler i retning af Det Japanske Hav.

Det oplyste først militæret i Sydkorea ifølge nyhedsbureauet Yonhap, og senere bekræftede USA's militær, at det også havde registreret affyringerne.

Missilerne, der blev sendt af sted fra regionen Hwangju i den vestlige del af Nordkorea, fløj mellem 500 og 600 kilometer, lød det fra den sydkoreanske militærkommando i en pressemeddelelse.

- Det er en distance lang nok til at ramme over alt i Sydkorea. Også Busan, hed det i meddelelsen.

Busan er Sydkoreas store havneby i den sydligste del af landet.

Styret i Nordkorea reagerede for godt en uge siden vredt på nyheden om, at Sydkorea og USA har truffet endelig afgørelse om at etablere et forsvarssystem, der kan forhindre missiler fra Nordkorea i at ramme nabolandet.

Nordkorea har truet med at gengælde opstillingen af et missilskjold med "fysisk handling", så snart det kender den geografiske placering af systemet.

I adskillige måneder har Nordkorea med jævne mellemrum foretaget prøveaffyringer af ballistiske missiler. I juni affyrede landet et mellemdistancemissil, og tidligere denne måned blev et missil sendt af sted fra en undervandsbåd.

FN's Sikkerhedsråd vedtog i marts en resolution om at udvide de internationale sanktioner mod Nordkorea. Det skete som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning 6. januar, som var den fjerde af slagsen i det lukkede land.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.