Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

NGOer trues: Stopper redningsarbejde i Middelhavet

Efter trusler fra den libyske kystvagt har de humanitære organisationer midlertidigt indstillet arbejdet med at redde migranter i Middelhavet.

Migranter pågrebet af den libyske kystvagt ud for Gharaboli, øst for hovedstaden Tripoli, Libyen den 8. juli 2017 (Foto: ISMAIL ZITOUNY/Scanpix 2017)
Migranter pågrebet af den libyske kystvagt ud for Gharaboli, øst for hovedstaden Tripoli, Libyen den 8. juli 2017 (Foto: ISMAIL ZITOUNY/Scanpix 2017)

Læger uden Grænser, Red Barnet og de andre humanitære organisationer i Middelhavet har midlertidigt indstillet redningsarbejdet.

Beslutningen kommer efter trusler fra den libyske kystvagt. Den har i flere omgange skudt varselsskud mod nogle af NGOernes redningsskibe, og nu har kystvagten gjort det klart, at den næste gang skyder for at ramme.

»Vi har af sikkerhedsmæssige årsager været nødsaget til midlertidigt at indstille redningsarbejdet på vores skib ’Prudence’ på Middelhavet,« siger direktør i Læger uden Grænser i Danmark, Jesper Brix.

Advarsel formidlet af Italien

 

Det for Læger uden Grænser vidtgående skridt skyldes, at de italienske myndigheder, som koordinerer alle redningsaktioner i Middelhavet, fredag advarede organisationen om, at det sikkerhedsmæssigt ville være risikabelt at fortsætte.

Advarslen fra de italienske myndigheder var baseret på en udmelding fra de libyske myndigheder, som nu har udvidet den zone, hvor den libyske kystvagt har ansvaret for eftersøgnings- og redningsindsatsen. Det betyder, at den libyske kystvagt nu ikke længere kun har ansvaret i libysk territorialfarvand, men også i dele af det, der opfattes som internationalt farvand, og hvor NGO-skibene typisk samler migranter og flygtninge op.

Det opfatter de humanitære organisationer som en klar ordre om at trække sig ud af de områder, hvor de har reddet ti tusindvis af migranter og flygtninge i det seneste par år.

»Vi vil gerne sende et klart budskab til dem, der krænker Libyens territorium og udviser manglende respekt for kystvagten og flåden,« sagde kystvagtens talsmand, general Ayoub Qassem, ifølge det franske nyhedsbureau AFP på et pressemøde søndag i den libyske hovedstad, Tripoli.

Ifølge Reuters sagde talsmanden samtidig, at de libyske myndigheder som sådan ikke afviser NGOernes indsats.

»Generelt afviser vi ikke NGOernes tilstedeværelse, men vi kræver mere samarbejde fra dem med den libyske stat… de skal udvise mere respekt for den libyske suverænitet,« sagde talsmanden.

Læger uden Grænser forsøger nu at få en afklaring fra de libyske myndigheder, og det samme gør Red Barnet, oplyser organisationens danske generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm.

Han fortæller, at Red Barnet har fået oplyst, at Libyen har udvidet landets territorialfarvand fra 12 til 70 sømil.

 

Har Libyen redningsskibe?

 

Ligesom Læger uden Grænser tvivler Red Barnet stærkt på, at det borgerkrigshærgede og opløsningstruede Libyen har de redningsskibe og den kapacitet, der kræves for at påtage sig ansvaret for eftersøgnings-og redningsarbejdet i havet ud for Libyen.

Derfor er der ifølge de humanitære organisationer fare for endnu flere druknede i Middelhavet. Siden begyndelsen af 2014 er mindst 13,000 migranter/flygtninge omkommet under turen fra Libyen mod Europa. I samme periode er omkring 600.000 personer gået i land i Italien, som er det eneste land, der vil tage imod de skibe, der samlede migranterne og flygtningene op til havs.

Ifølge Læger uden Grænser, Red Barnet og de andre NGOer er der dog også et andet problem, hvis redningsindsatsen overlades til de libyske myndigheder: De migranter og flygtninge, som i de seneste par måneder er blevet tilbageholdt i libysk farvand af landets mere og mere aktive kystvagt, er sendt tilbage til Libyen. Og her risikerer de overgreb i interneringslejre, som ikke bare de humanitære organisationer, men også EU er stærkt kritiske over for.

 

.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.