Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Netflix-brugere kan slet ikke styre deres (vide)begær

En gang om ugen plukker Karl Kühlmann Selliken, souschef på Berlingskes udlandsredaktion, i ugens globale begivenheder.

Holland indfører striber med LED-lys i asfalten til fodgængere med ansigtet begravet i deres smartphones.
Holland indfører striber med LED-lys i asfalten til fodgængere med ansigtet begravet i deres smartphones.

Ugens utroskab

I den populære Netflix-serie »Orange is the New Black« er der en grusom scene, der portrætterer menneskeligt svig på sit værste. Efter at hovedpersonen er blevet smidt i fængsel, bedrager hendes mand hende ved at se videre på deres yndlingsserie uden hende – selv om han har lovet at vente, indtil hun kommer ud igen.

Og den scene kunne være taget fra virkelighedens verden, hvor flere og flere af os ifølge en undersøgelse, som Netflix har udført, »bedrager« partneren ved at smugkigge videre i favoritserien. Det skriver CNN.

Undersøgelsen viser, at antallet af utro TV-partnere er tredoblet siden 2013. Det højeste antal findes i Mexico og Brasilien med henholdsvis 58 og 57 procent af de adspurgte, der indrømmer, at de er faldet for skærmens fristelser.

De fleste skyldige siger, at svigtet ikke var planlagt i forvejen, mens 80 procent ville gøre det oftere, hvis de kunne slippe af sted med det.

I Hong Kong mente 40 procent af de adspurgte, at den slags utroskab er værre end den kødelige slags.

Ugens mobilløsning

Bare fordi man har en smartphone, kan man godt være en idiot i trafikken. Eller lige netop derfor kunne man måske sige. Hvor mange gange har man ikke set en fumlegænger vade ud i trafikken med blikket stift rettet mod skærmen, der åbenbart er så vigtig, at den er værd at risikere liv og lemmer for?

I Holland regner man ikke med, at den udbredte tendens blandt fodgængere og endda cyklister vil være for nedadgående sådan lige med det samme, så man indfører nu på forsøgsbasis særlige striber med LED-lys i asfalten foran fodgængerovergange, der lyser henholdsvis grønt og rødt, så folk ikke behøver at fjerne blikket fra skærmen for at se på det almindelige trafiklys, hvornår det er trygt at krydse vejen. Det skriver the Guardian. Desuden skal blinkende lys langs overgangen gøre krydsende tech-junkier opmærksomme på, at det snart bliver rødt. Sådan kan man også forhindre naturlig selektion.

Ugens Robin Hood-bryllupper

I Indien kan bryllupper være en ekstravagant affære, der varer i dagevis – for dem, der har råd.

Det er der mange, der ikke har i det folkerige land, og parlamentsmedlem Ranjeet Ranjan mener, at tendensen blandt de rige med at afholde overdådige bryllupper er nået til et punkt, hvor det mere handler om at vise sin rigdom end om ægteskabet som institution. Det presser fattige familier til at bruge mere, end de egentlig har råd til, på bryllupsfesten, siger han ifølge BBC. Derfor foreslår Ranjan en ny lov, der vil begrænse antallet af gæster samt antallet af retter, der serveres til festen, ligesom værter, der bruger mere end en halv million rupees (knap 53.000 kr., red.), hvis loven bliver vedtaget, skal betale ti procent af den samlede udgift til fattige, vordende brude.

Udspillet kommer bl.a. efter en forretningsmand og tidligere politikers bryllup i november, der kostede i omegnen af en halv mia. kr. Men så havde de forgyldte invitationer også LCD-skærme i sig, hvilket blot beviser, at man sagtens kan købe sig til god smag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.