Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når sandheden skal frem: Stod Saudi-Arabien bag 9/11?

De 28 sider papir er gemt i en pansersikret hvælving under Kongressen og er tophemmelige. Men Obama overvejer nu at offentliggøre dem, og så har vi balladen. For papirerne peger på Saudi- Arabien som medskyldig i 9/11, siger toppolitikere.

11. september 2001 fløj et fly ind i Pentagon i Washington. Blandt kaprerne var Nawaf al-Hamzi og Khalid al-Midhar. Spørgsmålet er, om de fik hjælp lokalt og af hvem. 28 siders hemmeligstemplet rapport kan måske give svaret. Foto: Larry Downing/Reuters
11. september 2001 fløj et fly ind i Pentagon i Washington. Blandt kaprerne var Nawaf al-Hamzi og Khalid al-Midhar. Spørgsmålet er, om de fik hjælp lokalt og af hvem. 28 siders hemmeligstemplet rapport kan måske give svaret. Foto: Larry Downing/Reuters

De to mænd må have følt det, som om de befandt sig i en Stockhausen-totalsymfoni.

Rundt om dem hørte de lyde, som de ikke forstod, og misklangene og halvtonerne ramte dem som et par på skrinet. Alt var forkert, alt var tydeligvis vendt mod dem. Det var en kakofonisk fjendeverden.

Pasbetjenten vinkede dem frem. Det var deres tur. Det er uvist, hvad de talte med ham om, men det er et godt gæt, at de ikke talte. De to mænd kunne ikke et ord engelsk, de havde aldrig før været i USA eller i det hele taget uden for deres egen kulturelle vendekreds, og de havde ingen uddannelse eller andre færdigheder, som kunne hjælpe dem. Deres visabilleder fortalte det hele: To saudiarabiske mænd, hvis mørke hud og sorte overskæg kontrasterede med den kridhvide ghutrah, og hvis vagtsomme øjne stirrede på kameraet, som om det ville tage deres sjæl.

Det var de visabilleder, som pasbetjenten studerede den dag i lufthavnen, og de var de to fremmede fugle, som stod foran ham. Han tastede deres navne ind i computeren, men computeren gav ham ingen moddirektioner, og uvidende om hvad der ville følge, stemplede han det forjættede stempel i passene: Tilladelse til at opholde sig i USA i seks måneder.

Nawaf al-Hamzi og Khalid al-Midhar var ankommet.

På film ser det simpelt ud. Terroristen ankommer til en lufthavn, og han ved lige, hvad han skal sige og gøre, han springer i en taxi, og hver en genvej er hans. Men lad os forestille os virkeligheden lørdag 15. januar 2000, en vindstille og varm dag i Los Angeles, hvor Hamzi og Midhar netop var kommet gennem paskontrollen og bagagetjekket. Hvad så?

De var begge fodsoldater i terrororganisationen al-Qaeda og havde hjemme i lande, hvor man taler jihad med arabisk accent, bl.a. Saudi-Arabien, Yemen, Afghanistan og Tjetjenien. Men USA var udebane, alt omkring dem var udebane, fra reklameskilte for personlig hygiejne til kvinder iklædt næsten ingenting, og de kendte angiveligt intet og ingen. Alligevel lykkedes det dem på rekordtid at leje en lejlighed, blive optaget på flyveskoler og få et personnummer og et kørekort udstedt af Californien; De havde ingen problemer med at købe og indregistrere en bil, åbne hver sin bankkonto, rejse til Las Vegas, Florida og New Jersey, og få sig en telefon og ringe til mobiltelefoner og satellittelefoner på den anden side kloden. Og de havde altid penge til det hele, fra rejsechecks til kontanter, og det fører til et oplagt spørgsmål:

Hvordan kunne det lade sig gøre?

 

Der er to muligheder, og den ene er, at Hamzi og Midhar var naturtalenter i deres metier, de var kulturelle kamæleoner, som skiftede sprog og farve efter omgivelserne og fandt løsninger, hvor andre ikke kunne. Men vi ved, at det ikke er rigtigt – de var så vidløse, at deres chefer oprindeligt var imod deres udsendelse. Både lederen af al-Qaeda, Osama bin Laden, og logistikeren bag operationen, Khalid Sheikh Mohammed, antog dem i første omgang for at være uegnede som andet end kanonføde.

Hvilket fører til den anden mulighed – at de to mænd fik betydelig lokal hjælp. Hamzi og Midhar ankom ikke til ingenting: De ankom til allierede, som tog hånd om dem og sørgede for, at de to sprog- og forudsætningsløse saudiere på rekordtid blev klar til 11. september 2001.

Den lokale support har hidtil været indhyllet i tåge, fordi Bush-regeringen i sin tid besluttede at hemmeligstemple de 28 sider af den officielle 9/11- rapport, som handlede om det spørgsmål.

Men præsident Obama overvejer nu at offentliggøre de 28 sider og vil tage beslutning om det inden sommer, oplyste en talsmand i denne uge, men vi kan allerede nu sammenstykke en skitse over indholdet. De 28 sider papir er godt nok gemt i et bevogtet og panser- og lydsikret rum under kongresbygningen i Washington, og kun udvalgte personer får lov til at læse dem og under overvågning, men det har ikke hindret lækager.

Og lækagerne fører ét sted hen: Saudi-Arabiens ministerium for islamiske anliggender.

Eller som en advokat for de efterladte efter ofrene for 9/11 sagde i en retssag sidste år:

Da Hamzi og Midhar ankom til Los Angeles, »vidste de helt præcis, hvor de skulle gå hen for at få hjælp ... der var et support-netværk på plads«. Og det pågældende netværk var ledet af mænd fra Saudi-Arabiens ministerium for islamiske anliggender, og de skulle sørge for, at terroristerne »blev assimileret i USA, de skulle hjælpe dem med at finde noget at bo i og sørge for, at de blev optaget på flyskoler ... Der er således en direkte forbindelse mellem den saudiarabiske regering og 9/11«, sagde advokat Sean Carter ifølge et retsudskrift, som Berlingske har læst.

Den saudiarabiske regering benægter hårdnakket sådan en forbindelse, og de amerikanske domstole har indtil nu nægtet de efterladte ret til at føre erstatningssag mod Saudi-Arabien på grund af diplomatisk immunitet – og fordi der er et missing link mellem det mulige, det sandsynlige og det bevislige. Og det er her, hvor de 28 sider kommer ind i billedet.

I forrige uge satte TV-programmet »60 Minutes« fokus på de 28 sider, og journalist Steve Kroft interviewede bl.a. tidligere senator Bob Graham, demokrat, daværende formand for Senatets efterretningsudvalg og formand for kulegravningen af efterforskningen af 9/11:

Kroft: Du er overbevist om, at de fik støtte fra Saudi - Arabien?

Graham: I høj grad.

Kroft: Og når du siger »Saudi Arabien,« så mener du regeringen ...

Graham: Jeg mener...

Kroft: ... organisationer, rigmænd?

Graham: Alle de nævnte.

Et kongresmedlem, som har læst de hemmelige 28 sider, siger anonymt til The New Yorker, at den »saudiarabiske regerings forbindelse til 9/11-terroristerne er meget foruroligende ... og spørgsmålet er, om forbindelsen var sanktioneret i kongefamilien eller nede i geledderne, og om den efterforskningsmæssigt er fulgt til dørs«.

Den tidligere flådeminister og medlem af 9/11 kommissionen, republikaneren John Lehman, siger til »60 Minutes«, at højtstående saudiarabiske personer var klar over, hvad der foregik.

Måske var det ikke officiel saudiarabisk politik, siger han, men »det var ikke en tilfældighed, at 15 ud af 19 flykaprere kom fra Saudi-Arabien«.

En anden republikaner, kongresmedlem Walther Jones, er klar over, at en offentliggørelse vil belaste Bush-regeringen og Saudi-Arabien, men det er prisen værd, siger han til The New Yorker: En offentliggørelse vil »træde på nogle ømme tæer. Men sådan må det være. En nation, som skjuler sandheden, er en fejlslagen nation«.

Nawaf al-Hamzi og Khalid al-Midhar er de centrale personer i den »sandhed.« For her er, hvad der skete med dem efter deres ankomst til Los Angeles International Airport 15. januar 2000:

De tog direkte til Kong Fahad Moskeen, hvor imamen Fahad al-Thumairy regerede. Thumairy havde en dobbeltfunktion i det saudiarabiske og radikale muslimske miljø i Los Angeles, fremgår det af den officielle 9/11 rapport. Han var både imam og sektionsleder på det saudiaarbiske konsulat i byen, lønnet af Ministeriet for Islamiske Anliggender i Riyadh. I 2003 blev han bandlyst fra USA, fordi han angiveligt plejede omgang med terrorister.

9/11-efterforskerne skriver, at de kan ikke bevise, at Thumairy tog imod og assisterede Hamzi og Midhar, men »indicierne« peger på ham som »den logiske kontaktperson«.

1. februar 2000 kørte en anden saudier, Omar al-Bayoumi, fra sit hjem i San Diego til et møde med Fahad al-Thumairy på det saudiarabiske konsulat i Los Angeles. Officielt var Bayoumi ansat af Dallah Avco, et saudiarabisk flyselskab, som betalte ham 4.000 dollar om måneden for ikke at lave noget for dem. For reelt var han en saudiarabisk religiøs agent, har bl.a. senator Bob Graham sagt. »I en rapport før 9/11 beskrev FBI ham som en saudiarabisk agent, som bl.a. spionerede blandt saudiarbiske studerende i USA og holdt øje med deres moralske levned«, har Graham sagt til flere medier.

De to mænd – Thumairy og Bayoumi – mødtes i en time på konsulatet, hvorefter Bayoumi kørte til en halal-restaurant på Venice Boulevard i forstaden Culver City. Her stødte han – »helt tilfældigt«, siger han – ind i Hamzi og Midhar, og Bayoumi tog hånd om de to fortabte sjæle. Han sørgede for at skaffe dem en lejlighed i det samme boligkompleks, som han selv boede i San Diego, og han betalte den første måneds husleje. Han beordrede en af sine folk til at sørge for alt det praktiske for Hamzi og Midhar – fra kørekort til optagelse på en flyskole, og på rekordtid var de to vordende flykaprere i præcis den by og den position, som al-Qaeda ville have dem i. Al-Qaeda havde nu en base – en celle – i USA.

»Det er selve hvepsereden i begivenhederne,« siger tidligere kongresmedlem og ambassadør Tim Roemer til »60 Minutes.« »Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det.«

Bayoumi har forklaret til FBI, at det alt sammen var en tilfældighed, og at han blot forsøgte at hjælpe to landsmænd og trosfæller, som havde brug for hjælp.

»Tror du, at det var en tilfældighed,« spurgte »60 Minutes« den tidligere flådeminister John Lehman.

»Jeg tror ikke på tilfældigheder,« svarede han lakonisk.

11. september 2001 fløj American Airlines Flight 77 ind i Pentagon i Washington. Blandt de fem kaprere ombord på flyet var Nawaf al-Hamzi og Khalid al-Midhar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.