Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når de rige begår selvmord

Amerikanske medier skriver om en »epidemi af selvmord« blandt finansfolk. Statistikken er tvivlsom, men fascinationen er ikke: Hvorfor begår de rige og kendte selvmord? Fordi penge vitterligt er roden til alt ondt.

Mindst otte højtlønnede finansfolk på Wall Street har begået selvmord i år, og amerikanske medier beskæftiger sig indgående med det, der af nogen betegnes som en epidemi, der også har ramt andre rige og berømte.
Mindst otte højtlønnede finansfolk på Wall Street har begået selvmord i år, og amerikanske medier beskæftiger sig indgående med det, der af nogen betegnes som en epidemi, der også har ramt andre rige og berømte.

Når New York Post advarer om »en epidemi af selvmord« i finansindustrien, betyder det ikke, at det er rigtigt. Det betyder bare, at det sælger aviser.

Avisen er en tabloidavis ejet af Rupert Murdoch, og gennem de seneste uger har den skrevet artikel efter artikel om succesrige forretningsfolk, som pludselig springer ud af deres gode liv og ud fra et højhus, hænger sig eller kaster sig ud foran et tog. Og detaljerne er hjerteskærende.

For eksempel om den 28-årige Autumn Radtke, som var chef for First Meta, en børs for handel med virtuel valuta. Hun var et boblende navn i Silicon Valley, men boblede ikke indvendigt. For nyligt linkede hun på sociale medier til en artikel med titlen »Den psykologske pris for iværksætteri« i magasinet Inc., og få dage senere sprang hun ud fra en 26 etager høj bygning i Singapore og landede i New York Post.

Avisen har i alt opregnet otte af den slags meget offentlige selvmord blandt finansfolk i år, og andre medier har taget tråden op. Wall Street Journal skriver om »bølgen« af selvmord, det samme gør Reuters og International Business Times, snesevis af webmedier og blogs følger trop, og Wikipedia har oprettet et opslag med overskriften »2014 banker suicides«.

Hos Bloomberg har kommentatoren Barry Ritholtz på den ene side beskrevet, hvordan de otte selvmord i finansindustrien er toppen af isbjerget – der er mange flere – mens journalist Nick Summers på den anden side har forklaret, at der ikke er tale om en selvmordsepidemi, men snarere om en tabloiditis-epidemi – af fascination og offentlighed – fordi den slags selvmord blandt finansfolk og andre rige mennesker altid er omgærdet af »en vis mytologisering«, som han siger.

Rig og berømt så – hvorfor?

Formentlig har Nick Summers ret. Det er tvivlsomt, om der er en bølge af selvmord på Wall Street, men det er mindre tvivlsomt, at der er en bølge af fascination omkring de rige og kendtes selvmord.

Uden for finansindustrien gælder det f.eks. L’ Wren Scott, som var modedesigner og kæreste med Mick Jagger; hun begik selvmord i sidste måned, og de amerikanske medier spekulerer stadig i årsagen. Det samme gør de britiske medier om Boris Berezovsky, som ofte blev beskrevet som »den næstrigeste russer i verden«. Han havde siden 2000 boet i London, hvor han også begik selvmord, og ligsynshøringen i sidste uge blev et tilløbsstykke.

Skuespilleren Philip Seymour Hoffman døde i februar, officielt af en overdosis heroin, men selv en doven søgning på Google rejser spørgsmålet om selvmord. Var han træt af det hele?

Hvilket fortæller lidt om, hvad fascinationen af den type selvmord er gjort af. For – hvor brutalt og taktløst det end lyder – hvis en ludfattig, udstødt og syg misbruger siger farvel og tak, vækker det meget lidt opsigt. Men hvis en person, som emmer bare en smule af de gode sæder på business class, gør det – så vækker det til gengæld opsigt.

Forskellen mellem de to eksempler er spørgsmålet »hvorfor«. I det første eksempel har vi ingen grund til at stille det, i det andet tilfælde har vi. Når man har så meget – fra karriere til berømmelse, fra penge til talent – hvorfor så?

Cathy Horyn, modekritiker på New York Times, skrev i sin avis en frustreret nekrolog over sin ven L’ Wren Scott, og hun forsøgte netop at gribe om det spørgsmål. Som alle andre foretagsomme forretningsmennesker oplevede Scott sine op- og nedture – med italienske producenter, med cash flow, med umedgørlige medarbejdere – men derfra og så til at gøre, hvad hun gjorde? Hvordan kan penge og produktionsbekymringer betyde så meget? Og ikke mindst når man har ni mio. dollar på sin bankbog?

Det er meningsløst – og lige så meningsløst, som når finansmænd, der tilsyneladende har alt, undtagen perspektiv, tager den samme fatale beslutning.

Penge er roden til – næsten – alt ondt

Det er den uudtalte kilde til den nuværende fascination af finansselvmordene: en fordom om, at oven over skyerne skinner solen altid på de rige og succesrige, de kendte og anerkendte.

Det er i den grad forkert, som nyere forskning viser. Med kun en lille tråd af korrekt.

Og for at tage det seneste først. Sidste forår udgav CDC, det amerikanske svar på Sundhedsstyrelsen, en opsigtsvækkende rapport, som konkluderede, at selvmord »var en stigende offentlig helbredsrisiko«. Året før havde USA nået en ulykkelig milepæl, landet havde flere selvmord end trafikdrab, og hvert år siden 1999 er antallet af selvmord steget og steget. På et årti er selvmordsraten steget med 20 pct., og antallet af døde er steget med 30 pct., selvmord har på ti år kostet flere amerikanere livet end Anden Verdenskrig, skriver Newsweek, og som magasinet også noterer: Hvis det havde været enhver anden lidelse, ville samfundet ikke tolerere det. Og det er ikke bare amerikanerne. I den industrialiserede verden er selvskade, en kategori som inkluderer selvmord, nu den førende dødsårsag blandt 15- til 49-årige.

Hverken Newsweek eller rapporten fra CDC går i dybden med årsagen til selvmordene, og derfor er det nemt blot rutinemæssigt at finde forklaringen i kategorien med udstødte, fattige og psykisk syge.

Canadiske forskere rokker imidlertid i en artikel ved den fordom. I tidsskriftet Psychiatric Annals beskriver de, hvordan de undersøgte 34.000 amerikanere og den måde, som »stressende livsbegivenheder« påvirkede dem på, og hvordan begivenhederne i nogle tilfælde førte til selvmord og selvmordsforsøg.

Og den stressende begivenhed, som hyppigst førte til selvmord eller selvmordsforsøg?

Penge.

Mere end skilsmisse, mere end overfald, mere end seksuelle overgreb, mere end terminal sygdom førte »økonomisk stress« til selvmord. Og mere end alle psykiske lidelser, bortset fra svær depression, førte penge til selvmord.Hvis den canadiske undersøgelse er korrekt, fjerner det i nogen grad fokus fra alle de gamle kendinge i selvmordsdebatten og normaliserer risikoen. De fleste mennesker kan komme ud for »økonomisk stress« – eller hvad de opfatter som »økonomisk stress« – og dermed flytter det rammerne for selvmord.

Det forklarer også et andet paradoks – hvorfor selvmordsraten typisk er højere i rige lande, og hvorfor raten synes at stige i takt med et lands »lykkelighedsniveau«. Danmark er verdens lykkeligste land, men også et af de lande der har den højeste selvmordsrate i verden. Det hænger sammen med – som magasinet Time skriver – nabofænomenet. I 2012 fastslog en rapport fra den amerikanske forbundsbank, at hvis man tjener 10 pct. mindre end naboen, har man fem pct. højere risiko for selvmord på grund af – som det hedder i rapporten – »den adfærdsmæssige respons til ufavorable interpersonale indtægtssammenligninger.« Eller sagt på en anden måde: Intet menneske er en ø, og de fleste mennesker vurderer deres velbefindende – økonomisk og i det hele taget – i forhold til deres omgivelser. Hvis man lever i verdens lykkeligste land og er ulykkelig, er man ekstra ulykkelig. Hvis man lever i et superigt nabolag og er ganske almindeligt rig, er man fattig.

Så ja, penge er roden til alt – eller næsten alt – ondt, og de rigeste er ikke immune.

Et forskningsprojekt på Boston College har i en årrække fulgt 165 amerikanske millionærhusstande – de pågældende husstande er i gennemsnit gode for 78 mio. dollar eller 430 mio. kr. Forskningsresultatet er endnu ikke offentliggjort, men Atlantic har tidligere fået lov til at se i besvarelserne fra husstandene, og – skriver magasinet – »de rige er i bund og grund en misfornøjet flok. Deres penge bidrager til en følelse af dyb bekymring.« Hvorfor? Fordi de er bange for, at de ikke har nok af dem. De skal i gennemsnit tjene en fjerdedel mere, end de gør, for at føle sig økonomisk sikre, lyder besvarelserne.

Psykolog Robert Kenny er en af forskerne bag undersøgelsen, og han siger til Atlantic:

»De eneste mennesker, som bekymrer sig mere om penge end de meget fattige – det er de meget rige. De er bange for at miste det hele, de bekymrer sig om, hvordan deres penge er investeret, de ligger vågne om natten af frygt for negativt afkast. Og jo rigere de bliver, desto større bliver paradokset.«

Iværksætteriets pris

Det gør ikke finansselvmordene mindre meningsløse, men det gør dem i det mindste mere forklarlige.

Penge og økonomisk stress betyder mere for risikoen for selvmord end antaget; penge og stress måles ikke i forhold til gennemsnittet, men i forhold til naboen, kollegaerne eller vennerne; og de rige er som udgangspunkt et grundbekymret og »misfornøjet« folkefærd, der er bange for at miste det hele, og det bringer os tilbage til den 28-årige Autumn Radke.

Hun var chef for en børs, der bl.a. handler med den virtuelle valuta Bitcoin, og hendes venner skriver på Facebook, at hun arbejdede nat og dag, satsede alt for virksomheden, og at hun led af hjemve. Tidligere på året gik hovedbørsen for Bitcoin, Mt. Gox i Japan, ned, og værdier for 400 mio. dollar forsvandt, og det er muligt, at det var med til at trække tæppet væk under Radke.Hun linkede til artiklen »Den psykologske pris for iværksætteri« i magasinet Inc., en artikel, som til dato er blevet delt tæt på 110.000 gange på Facebook, og den er en diagnose på finanskvinder og forretningsmænd. Den beretter bl.a. om Jody Sherman og Ilya Zhitomitskiy, to kendte iværksættere i Silicon Valley, den ene var 47 år, den anden 22 år, den ene tog sit liv i 2013, den anden i 2011, og med den samme forklaring: noget gik galt med forretningen, og de savnede perspektivet. Og de er ikke enestående. I den seneste Gallup-sundhedsundersøgelse siger 34 pct. af alle iværksættere, at de er bekymrede. 45 pct. af dem siger, at de er stressede, skriver magasinet.

Da Autumn Radke linkede til artiklen, skrev hun selv fire ord, som i dag står som et dystert notabene:

»Alt har sin pris.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.