Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mystik om terrortrussel mod Stockholm

Syv til otte IS-terrorister planlægger angiveligt at slå til mod civile mål i den svenske hovedstad. Myndighederne fastholder, at der blot er tale om rygter og opfordrer svenskerne til at leve som normalt. Terrortruslen mod Danmark er faktisk større, mener ekspert.

Syv til otte IS-terrorister planlægger angiveligt at slå til mod civile mål i den svenske hovedstad. Myndighederne fastholder, at der blot er tale om rygter og opfordrer svenskerne til at leve som normalt. Terrortruslen mod Danmark er faktisk større, mener ekspert. (Arkivfoto: Johan Nilsson /EPA)
Syv til otte IS-terrorister planlægger angiveligt at slå til mod civile mål i den svenske hovedstad. Myndighederne fastholder, at der blot er tale om rygter og opfordrer svenskerne til at leve som normalt. Terrortruslen mod Danmark er faktisk større, mener ekspert. (Arkivfoto: Johan Nilsson /EPA)

Der er nok ingen, der bebrejder indbyggerne i Stockholm for at se sig over skulderen og undgå metroen i disse dage. Tirsdag kunne de nemlig læse i aviserne Expressen og Aftonbladet, at der muligvis befinder sig syv-otte terrorister fra Islamisk Stat (IS) i den svenske hovedstad lige nu, som planlægger terrorangreb mod »bløde, civile mål«.

Ifølge Expressen har irakiske myndigheder sendt oplysninger om terroristerne til de svenske myndigheder, men det vil Sveriges efterretningstjeneste, Säpo, hverken af- eller bekræfte. De svenske aviser skriver, at der er tale om en konkret trussel, mens Säpos kommunikationschef siger, at der er tale om rygter.

»Expressen er gået ud med en spekulation, et rygte. Det er spekulationer, som altid figurerer i sådan en situation, som vi ikke kan kommentere,« siger Mark Vadasz til norske NRK.

Samme trusselsniveau

Oplysningerne har angiveligt fået de svenske myndigheder til at gå i alarmberedskab, men indtil videre er trusselsniveauet det samme som i marts. Der er ikke kommet nye oplysninger om de påståede terrorister eller om hvilke bløde mål, der kan være tale om. Faktisk er den eneste konsekvens af den påståede, konkrete trussel, at det norske kongehus overvejer at melde afbud til den svenske konges 70 års fødselsdag senere på ugen.

Magnus Ranstorp, der har forsket i terrorisme i 20 år og er forskningschef på den svenske forsvarshøjskole, tager også truslen med ro.

»Nu skal informationerne først og fremmest verificeres, sådan som efterretningstjenesten er i gang med. Vi ved jo ikke, om det, Expressen skriver, er rigtigt, men vi ved, at det er noget, som Säpo efterforsker,« siger han.

Ranstorp mener ikke, at der er grund til at tro, at Sverige er et særligt vigtigt mål for Islamisk Stat. Faktisk er truslen mod Danmark større, mener han.

»Der er mange andre lande, som har højere prioritet, og Danmark er et af de lande. Desuden er der også Frankrig, Belgien og Storbritannien. IS ser Sverige som et mål, men ikke med særligt høj prioritet, for Sverige fører ikke en lige så aggressiv udenrigspolitik som andre lande,« siger Magnus Ranstorp og fortsætter:

»Hvis du til gengæld ser på, hvor mange konkrete terrorplaner, der har været i Danmark i de seneste ti år, er truslen mod Danmark større. Den kunne dårligt være større. Det kan godt være, at det ikke føles sådan, men det er kun godt, for det betyder bare, at PET er god til sit arbejde.«

Lovgivning øger aktivitet

Det kunne være nærliggende at tro, at der kan være kommet terrorister til Sverige imellem det store antal asylansøgere, der ankom i efteråret. Men Magnus Ranstorp mener, at det er mere sandsynligt, at en øget terrortrussel mod Sverige vil komme fra de potentielle terrorister, der allerede befinder sig i landet.

»I Sverige er terrorlovgivningen blevet strammet væsentligt på det seneste, og det kan have en indflydelse på miljøet, sådan at det bliver mere aktivt. Når et land bliver mere restriktivt over for terror og lægger større pres på terroristerne, vil de blive mere aktive,« siger han.

Ranstorp tilføjer, at Sverige indtil videre har »eksporteret« mere terrorisme, end man har oplevet i landet. I såvel Paris som Bruxelles har man nemlig knyttet en svensker til terrorangrebene.

Herhjemme vil PET ikke kommentere, hvorvidt truslen er forhøjet som følge af det, der sker i Sverige. PET oplyser til Berlingske, at man »følger udviklingen i Sverige«, men ikke vil kommentere på trusler i andre lande.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.