Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Myanmar afviser folkedrabsrapport: »Vi gav ikke FN adgang«

Det har været en nat, hvor vigtige vurderinger har fundet sted. I et verserende Nafta-drama skal Canada vurdere vigtigheden af amerikanske biler, i Bruxelles giver et tysk kommissærikon en vurdering af mulig formand, og i Myanmar har man vurderet en FN-rapport.

En gruppe Rohingya-kvinder demonstrerede tidligere på måneden i Bangladesh for at markere udvisningen fra Myanmar. Nu har FN også foretaget en udredning af forløbet - anbefalingen lyder at føre sagen ved Den International Strafferet.
En gruppe Rohingya-kvinder demonstrerede tidligere på måneden i Bangladesh for at markere udvisningen fra Myanmar. Nu har FN også foretaget en udredning af forløbet - anbefalingen lyder at føre sagen ved Den International Strafferet.

Anbefaling: Giv sagen videre til Den Internationale Strafferet

Myanmar afviser resultaterne af en ny FN-undersøgelse, der viser, at landets militær har forsøgt at udføre folkedrab på det muslimske rohingya-mindretal.

Det siger en talsmand for Myanmars regering onsdag i landets første reaktion på rapporten, der blev præsenteret mandag.

»Vi gav ikke FN adgang til Myanmar. Derfor er vi ikke enige i - ej heller accepterer vi - nogen resolutioner fra FNs Menneskerettighedsråd,« siger talsmand Zaw Htay til den myanmarske avis Global New Light ifølge nyhedsbureauet AFP.

I rapporten fra FN anbefales det, at sagen overgives til Den Internationale Straffedomstol (ICC). Alternativt at der oprettes en særdomstol til at retsforfølge de ansvarlige.

Ifølge rapporten bør Myanmars hærchef og flere af landets generaler stilles for en domstol for forsøg på folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 700.000 rohingyaer er flygtet fra Myanmars vestlige delstat Rakhine til Bangladesh, siden hæren for et år siden indledte en brutal forfølgelse af det muslimske mindretal.

Mange flygtninge har fortalt om drab, massevoldtægter og nedbrændinger af hele landsbyer.

I rapporten rettes der også skarp kritik mod Myanmars civile leder, Aung San Suu Kyi. Hun modtog i 1991 Nobels fredspris for sin frihedskamp under det daværende militærstyre.

Aung San Suu Kyi har »ikke brugt sin position som leder af regeringen eller sin moralske autoritet til at dæmme op for eller forhindre de løbende begivenheder«, lyder det fra de eksperter, der har skrevet rapporten.

Tirsdag aften i FN's Sikkerhedsråd sagde generalsekretær António Guterres, at der bør ses med alvor på den nye FN-rapport om Myanmar.

»Jeg mener, at denne rapports konklusioner og anbefalinger fortjener alvorlig overvejelse af alle relevante FN-organer,« sagde Guterres ifølge Reuters.

/ritzau/

»Det bliver enten told på biler, eller at en aftale falder på plads«

USA og Canada har sent tirsdag aften dansk tid indledt forhandlinger i Washington om en revision af Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, Nafta. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mandag blev Mexico og USA enige om rammerne for en ny aftale, der skal afløse den nuværende, der trådte i kraft 1. januar 1994 mellem de tre lande.

USA's præsident, Donald Trump, har sat en tidsfrist til fredag for handelssamtalerne med Canada.

Det er Trump, der har ønsket en genforhandling af Nafta. Han mener, at aftalen, som den står i dag, ikke tilgodeser amerikanske interesser i tilstrækkelig grad.

Canadas handelsdelegation ledes af udenrigsminister Chrystia Freeland, som måtte afbryde en rejse i Europa, fordi Canada efter mandagens gennembrud mellem USA og Mexico blev inviteret til forhandlingsbordet.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, sagde tidligere tirsdag, at han kun vil underskrive en handelsaftale, som er til gavn for Canada.

»Vi vil engagere os på positiv vis og ser frem til, at vi til slut underskriver en aftale, såfremt den er god for Canada og Canadas middelklasse,« sagde han.

Donald Trump har gjort det klart, at USA og Mexico kan gå videre med den nye aftale uden Canada.

Mandag sagde Trump, at såfremt det ikke lykkes at nå til enighed med Canada, vil han øge tolden på biler og autodele, som USA importerer fra naboen mod nord.

»Det bliver enten told på biler, eller at en aftale falder på plads,« sagde Trump og fortsatte:

»Og helt ærligt, told på biler er en meget nemmere vej at tage, men måske vil det andet (en aftale, red.) være meget bedre for Canada.«

USA er Canadas største eksportmarked. Og eksporten af køretøjer udgør 56 milliarder amerikanske dollar eller cirka 20 procent af den samlede udførsel til USA ifølge BBC.

Men gør Trump alvor af truslen, vil USA også komme til at betale en høj pris, fordi de amerikanske bilfabrikker bruger autodele produceret i Canada.

Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, og Andres Manuel Lopez, som overtager præsidentposten fra Nieto til efteråret, har begge sagt, at en ny udgave af Nafta skal omfatte de tre lande.

/ritzau/

Og den tyske EU-stolelig intensiveres

Manfred Weber, som leder Europa-Parlamentets største politiske gruppe, den konservative EPP, vil være en kompetent og passende formand for EU-Kommissionen.

Anbefalingen kommer fra Tysklands erfarne EU-kommissær, Günther Oettinger, under et pressemøde i Bruxelles om unionens kommende budgetperiode.

»Jeg har tillid til ham, og jeg er overbevist om, at han har alle kvalifikationer,« siger Oettinger.

Kommissæren sidder selv i ledelsen hos det tyske regeringsparti CDU, der på europæisk plan er knyttet til EPP.

EU-Kommissionens nuværende formand, luxembourgeren Jean-Claude Juncker, træder tilbage efter valget til EU-Parlamentet i maj 2019.

Flere navne er blevet nævnt i spillet om den tunge post. Men der har været stille omkring de mulige kandidater, og de øvrige kommissærer har ikke ytret sig om favoritter.

»Jeg mener, at det er min ret - eller måske tilmed en demokratisk forpligtelse - at jeg kommer med en klar anbefaling,« siger Günther Oettinger.

Mulige kandidater i EPP skal præsenteres i september. Partiet vælger dets topkandidat på en kongres i Helsinki 8. november.

Forbundskansler Angela Merkel i Tyskland går ifølge flere medier beslutsomt efter at bringe en landsmand i spidsen for EU-Kommissionen.

Hun er, skriver avisen Handelsblatt, klar til at ofre en ellers oplagt kandidat i Jens Weidmann, lederen af den tyske centralbank, til posten som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Det er vigtigere med en kommissionsformand end en bankboss, lyder analysen fra regeringschefen i Berlin.

Ifølge Handelsblatt ser Merkel gerne økonomiminister og partikollega Peter Altmaier som afløser for Juncker. Men også Webers navn er nævnt.

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, har været nævnt som mulig kandidat til formandsposten.

Ifølge netavisen Politico er konkurrencekommissæren et varmt bud, som den franske præsident, Emmanuel Macron, støtter.

Vestager selv har holdt kortene ret tæt til kroppen. Den radikale eksminister har ikke lagt skjul på, at hun gerne vil være kommissær igen, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke bakket op om det ønske.

EU's stats- og regeringschefer talte om processen på et topmøde tidligere på året. På mødet kom det frem, at de forbeholder sig retten til at pege på den næste formand for EU-Kommissionen.

Europa-Parlamentets medlemmer insisterer imidlertid på, at de ikke vil godkende en kandidat, der ikke har været spidskandidat for en gruppe ved parlamentsvalget.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.