Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Museumstyve stjal næsehorn og kinesisk kunst for millioner

Irsk tyvebande er blevet dømt for at stå bag plyndringer af britiske museer, auktionshuse og private samlinger med henblik på et boomende asiatisk marked, hvor tyvekosterne kunne indbringe mere end en halv milliard kroner.

Britiske medier har døbt banden herover »Rathkeale Rovers«. De 14 bandemedlemmer er blevet idømt fængsel i mellem fire og syv år for kunsttyverierne. Foto: Durham Police
Britiske medier har døbt banden herover »Rathkeale Rovers«. De 14 bandemedlemmer er blevet idømt fængsel i mellem fire og syv år for kunsttyverierne. Foto: Durham Police

LONDON: De fleste ved godt, at man bør passe lidt ekstra på, hvis man tilfældigvis har en fransk impressionist hængende på væggen. Men hvem har tænkt på det udstoppede hoved fra et næsehorn? Det gjorde en tyvebande, der i disse dage er stillet for en britisk domstol efter at have stjålet værdier til en anslået markedsværdi af mere end en halv milliard kroner.

Den smarte detalje er naturligvis, at hornet fra næsehorn måske højst kan tiltrække let interesserede blikke fra britiske museumsgæster, men i Kina og andre steder i Østen er en hastigt voksende skare af pengestærke købere villige til at betale meget for hornets påståede virkning som medicin og potensmiddel. Kinesiske kunstgenstande er også eksploderet i værdi. Dét sammen med den britiske kolonifortid og et veludviklet samlergen har gjort mange lokale, britiske museer til rene skattekister, konkluderede en gruppe mænd med rødder i det irske omrejsende »traveller«-samfund fra byen Rathkeale i Irland.

Britiske medier har døbt banden, hvoraf de fleste tilhører samme familie, »Rathkeale Rovers«, og i retten er det blevet beskrevet, hvordan tyverier af horn og udskåret jadesten tog fart i begyndelsen af januar 2012 og i de følgende måneder resulterede i en lang række opsigtsvækkende indbrud. Snart havde bandelederne sat det i system og hyrede småkriminelle til indbrud i steder som »Fitzwilliam Museum« i Cambridge, »Oriental Museum« i Durham og »Castle Museum« i Norwich. Flere britiske auktionshuse er også blevet bestjålet. Både udskåret næsehorn og horn fra udstoppede næsehorn blev udset som bytte. Et enkelt horn kan ifølge britiske medier have en værdi af omkring halvanden million kroner. Flere horn blev stjålet under ét indbrud i en lagerhal tilhørende et museum i Dublin i 2014. Lignende tyverier skal banden have udført i både Nord- og Sydamerika, Sydafrika, Australien og andre steder i Europa. Private samlinger er også blevet bestjålet i Storbritannien og flere andre lande.

Tyverierne vekslede mellem at være smarte og velplanlagte til næsten komiske fejltagelser, der leder tankerne hen på tyverier som af de reelt værdiløse danske »Guldhornene«. Forskellen er, at der rent faktisk var tyvekoster til en anslået værdi af mere end 150 millioner kroner inklusiv en jadeskål fra det kinesiske Qing-dynasti i sækken, der var blevet gemt på en øde plads efter tyveriet i Durham.

Skjulested dækket med haveaffald

Avisen The Independent har beskrevet, hvordan ledere af banden efterfølgende ville hente byttet men ikke kunne finde de bestilte tyvekoster, fordi en gartner i mellemtiden uvidende havde dækket dem til med haveaffald. I stedet brød tyvene ind i Cambridge straks efter. 18 kinesiske kunstgenstande til en værdi af omkring 140 millioner kroner ud fra en »konservativ vurdering« forsvandt. På en overvågningsvideo kan man se indbrudstyve tabe en sæk med de tunge kunstgenstande på jorden og ned over en af mændene. I et forsøg på at stjæle en kop lavet af næsehorn fra et auktionshus i East Sussex tog hyrede tyve fejl og stjal i stedet en kop lavet af bambus.

Det stjålne fra Cambridge er aldrig blevet fundet, og politiet mener, at genstandene er blevet fragtet ud af landet formodentlig til asiatiske lande, hvor de ifølge britisk politi kan indbringe væsentligt mere end den i Storbritannien anslåede værdi. En antikvitets­handler med kinesiske rødder i London-bydelen Clapham er blevet dømt for at være mellemhandler til aftagere af tyvekosterne under sine hyppige forretningsrejser til Kina.

14 bandemedlemmer er de seneste dage blevet idømt fængsel i mellem fire og syv år for tyverierne. Ifølge The Times sagde dommeren, at der var »forårsaget et betydeligt kulturelt tab for Storbritannien«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.