Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Motorcykelbombe dræber tre på marked i Thailand

Tre personer dræbt af motorcykelbombe i det sydlige Thailand. USA løber dansk kvindelandshold over ende og vinder 5-1. Få overblikket over nattens nyheder fra udlandet her.

»Gerningsmændene placerede en bombe på en motorcykel, som de stillede ved siden af en af standene på markedet. Eksplosionens kraft forårsagede, at tre mennesker mistede livet,« siger talsmand efter bombeangreb i det sydlige Thailand.
»Gerningsmændene placerede en bombe på en motorcykel, som de stillede ved siden af en af standene på markedet. Eksplosionens kraft forårsagede, at tre mennesker mistede livet,« siger talsmand efter bombeangreb i det sydlige Thailand.

Motorcykelbombe dræber tre på marked i det sydlige Thailand

En bombe på et marked i det sydlige Thailand har mandag dræbt tre personer og såret 18 andre. Det oplyser en talsmand for regeringens sikkerhedsstyrker.

Ifølge myndighederne er der tale om en bombe placeret på en motorcykel, som eksploderede på et marked i den sydlige provins Yala.

»Gerningsmændene placerede en bombe på en motorcykel, som de stillede ved siden af en af standene på markedet. Eksplosionens kraft forårsagede, at tre mennesker mistede livet,« siger talsmand Pramote Prom-in.

Ingen gruppe har endnu taget skylden for mandagens angreb.

Selv om Thailand er blandt de mest udviklede lande i Sydøstasien, har der i flere år været konflikter i den sydlige del af landet.

Provinserne Yala, Narathiwat og Pattani ligger i syd og har alle hovedsageligt muslimske indbyggere i det ellers overvejende buddhistiske land.

Provinserne er hjemsted for et langvarigt oprør startet af etniske malaysier-muslimer, der kæmper for mere selvstændighed i den sydlige del af landet. Oprørerne kæmper mod buddhisterne og centralstyret i Bangkok.

I 1970erne var der et muslimsk oprør i provinserne. Det brød ud igen i 2004 og har været i gang lige siden.

De seneste 14 år har flere end 6.500 mennesker mistet livet i skyderier eller bombeangreb i forbindelse med oprøret i de tre sydligste provinser.

Provinserne ligger over 1.100 kilometer fra hovedstaden Bangkok.

/ritzau/Reuters

USA står op til lammet statsapparat efter udskudt afstemning

Senatet i den amerikanske forbundshovedstad, Washington, udskyder en planlagt afstemning om et midlertidigt budget til mandag middag lokal tid. Det rapporterer NBC News natten til mandag dansk tid.

»Ingen aftale. Senatet stemmer i morgen klokken 12,« skriver Kasie Hunt, reporter for NBC News i Washington, i et tweet. Efterfølgende har andre medier bekræftet oplysningen.

Afstemningen, der skal sikre, at der er penge til at holde den offentlige sektor kørende, var ellers planlagt til at finde sted senest klokken syv mandag morgen dansk tid.

Senatet stemte ved midnat mellem fredag og lørdag amerikansk tid nej til et forslag om finansiering af det statslige budget. Det betød, at statsapparatet lukkede ned.

Ud over at sidde på præsidentposten har Republikanerne et flertal i begge Kongressens kamre, men i Senatet har partiet brug for hjælp fra en del af Demokraterne for at få budgetforslaget vedtaget.

Forslaget om et nyt budget blev torsdag uden problemer stemt gennem Repræsentanternes Hus, men i Senatet er det spinkle flertal af Republikanere på 51 medlemmer ikke i sig nok til at få forslaget godkendt. Kravet er 60 stemmer.

Mange statsansatte amerikanere indleder derfor den nye arbejdsuge med at være ufrivilligt på orlov.

Et af de springende punkter i forhandlingerne mellem senatorerne er en omdiskuteret ordning, der sikrer børn af illegale indvandrere visse rettigheder om ophold i USA.

Daca-ordningen kom til, da Barack Obama var præsident. Men Obamas afløser, Donald Trump, har talt om at fjerne den.

Demokraterne kræver en garanti for, at det ikke sker. Ellers vil de ikke stemme for det midlertidige budget.

Ifølge Senatets flertalsleder, republikaneren Mitch McConnell, vil et forslag om ordningen være en del af den lovpakke, som mandag kommer til afstemning.

»Det vil være min hensigt at gå videre med lovgivning, som vil adressere Daca, grænsesikkerhed og relaterede emner,« siger McConnell ifølge Reuters.

/ritzau/

USA løber dansk kvindelandshold over ende og vinder 5-1

Det danske kvindelandshold i fodbold tabte natten til mandag 1-5 til verdensmestrene USA i en venskabskamp i San Diego.

Danmark scorede kampens første mål efter 14 minutter. Nadia Nadim nåede højest og satte bolden i mål på et hovedstød. Det var danskerens mål nummer 23 i landsholdssammenhæng.

Nadim er vant til at score mål på amerikanske arenaer. Hun spillede i sidste sæson for Portland Thorns i den bedste amerikanske liga, National Women's Soccer League.

Nadims hovedstødsmål blev dog en kort fornøjelse for Danmark.

Fem minutter senere havde først Alex Morgan og siden Julie Ertz nemlig bragt USA foran 2-1. Den stilling holdt til pausen.

I anden halvleg stod der USA på det meste. Allerede to minutter inde i anden halvleg scorede Mallory Pugh til 3-1, og så var der ikke meget spænding tilbage i kampen.

Pugh scorede igen til 4-1 efter 65 minutter, og med knap ti minutter af opgøret tilbage gjorde Crystal Dunn det til 5-1.

/ritzau/

2017 skriver sig ind Mexicos historie med drabsrekord

Et rekordstort antal mennesker blev dræbt i Mexico i løbet af 2017, som blev det mest blodige år i den tid, der er ført drabsstatistik.

I alt åbnede politiet i det mellemamerikanske land 25.339 drabssager sidste år. Det er næsten 25 procent flere end i 2016, viser en opgørelse fra indenrigsministeriet i landet.

Allerede da november var overstået, stod det klart, at den hidtidige rekord fra 2011 på 22.409 drab var overgået.

Der blev i 2017 også sat rekord for flest drab på en enkelt måned. I oktober blev der registreret 2.300 drab. Det var dermed den mest voldelige måned, siden myndighederne begyndte at føre regnskab for 20 år siden.

Volden er steget i Mexico, siden den tidligere præsident Felipe Calderons regering erklærede krig mod landets magtfulde og hensynsløse narkokarteller i slutningen af 2006.

I løbet af det seneste årti har vold og krig mellem bander og narkokarteller krævet flere end 100.000 liv.

Den udbredte og eskalerende vold ventes at være et af hovedtemaerne, når mexicanerne til juli skal vælge præsident.

Den nuværende præsident, Enrique Peña Nieto, står ifølge meningsmålinger foran noget af en opgave, hvis det skal lykkes for hans parti, Det Institutionelle Revolutionsparti (PRI), at fastholde magten.

Sidste år var antallet af drabssager cirka 40 procent højere end i 2013, som var Peña Nietos første hele år som præsident.

Drabsstatistikken for 2017 er offentliggjort få dage efter, at USAs præsident, Donald Trump, i et tweet hævdede, at Mexico »nu er rangeret som det mest farlige land i verden«.

Den påstand tilbageviste den mexicanske regering få timer senere.

»Selv om Mexico har et betydeligt voldsproblem, så er det åbenlyst forkert, at Mexico er verdens farligste land,« hed det i en erklæring fra det mexicanske udenrigsministerium ifølge Los Angeles Times.

Venezuela og El Salvador nævnes som lande med langt flere drab sat i forhold til indbyggerantallet.

I meddelelsen understreges den mexicanske regerings holdning om, at en væsentlig årsag til blodsudgydelserne er trafikken af amerikanske våben til Mexico samt narkoefterspørgslen i USA.

/ritzau/

Mindst 15 personer kvæstet i togulykke nær Sydney

Mindst 15 personer kom til skade, da et tog mandag formiddag lokal tid ramte en sporstopper på endestationen Richmond nordvest for Sydney i Australien.

På TV-billeder fra stedet ses tilskadekomne personer blive båret ind i ventende ambulancer.

»Det er alt fra gående patienter med mindre skader til patienter, som har behov for at blive transporteret til hospitalet,« siger Chris Bray, talsmand for ambulancetjenesten i delstaten New South Wales.

Antallet af kvæstede ventes at stige ifølge talsmanden. Ingen personer er ifølge de foreløbige meldinger kommet alvorligt til skade.

Årsagen til, at toget ikke stoppede i tide og dermed ramte sporstopperen, kendes ikke. Men sammenstødet har ikke været så voldsomt, at det førte til afsporinger. På TV-billederne ses hele togstammen holde på skinnerne.

Uheldet skete kort før klokken ti mandag formiddag lokal tid. 17 ambulancer, tre helikoptere og redningshold fra brandvæsnet blev tilkaldt til stationen i Richmond, der ligger cirka 65 kilometer nordvest for Sydney.

/ritzau/

Mistænkt bortført oliemand i Berlin får livstid i Vietnam

Forretningsmanden og tidligere medlem af Vietnams kommunistparti Trinh Xuan Thanh er ved en domstol i Vietnams hovedstad, Hanoi, mandag blevet idømt livsvarigt fængsel. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Trinh Xuan Thanh er ifølge vietnamesiske myndigheder ansvarlig for et tab på 125 millioner euro - cirka 930 millioner danske kroner - da han stod i spidsen for det statslige olie- og gasselskab PetroVietnam. Han er mandag fundet skyldig i økonomisk kriminalitet og korruption.

Vietnameseren blev i august sidste år omdrejningspunkt for en diplomatisk strid mellem Vietnam og Tyskland. Det skete, da de tyske myndigheder udviste en repræsentant fra Vietnams efterretningstjeneste med base i Berlin.

Årsagen var beskyldninger om, at Trinh Xuan Thanh var blevet bortført i den tyske hovedstad.

»Bortførelsen af den vietnamesiske statsborger Trinh Xuan Thanh på tysk jord er uden fortilfælde og et skandaløst brud på tysk og international lov, udtalte det tyske udenrigsministeriums talsmand, Martin Schäfer, i begyndelsen af august sidste år.

Trinh Xuan Thanh blev ifølge tyske myndigheder transporteret tilbage til Vietnam, efter at han ifølge øjenvidner blev tvunget ind i en bil af bevæbnede mænd i parken Tiergarten i slutningen af juli sidste år.

Vietnamesisk politi har hele tiden hævdet, at Trinh Xuan Thanh blev anholdt, da han meldte sig selv.

Ligeledes mandag blev den tidligere bestyrelsesformand i PetroVietnam Dinh La Thang idømt 13 års fængsel i forbindelse med korruptionssagen.

Han er den mest højtstående politiker til at blive dømt i Vietnam i flere årtier. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I alt risikerer flere end 20 chefer i olie- og gasselskabet at blive straffet i sagen, der har slået ned på erhvervslivet og den politiske elite i Vietnam.

/ritzau/

Jordskred tager bus i Colombia og dræber 13 mennesker

Et jordskred i det sydvestlige Colombia har dræbt 13 mennesker om bord på en bus i et regnfuldt bjergområde. Det oplyste myndighederne søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jordskreddet ramte et område ikke langt fra byen Tuquerres i provinsen Narino lørdag.

Redningsfolk har hidtil bjærget 13 lig, oplyser politibetjent Fernando Montana.

Eftersøgningen fortsætter mandag for at se, om andre køretøjer i området er blevet ramt. Det oplyser katastrofemyndighederne i en erklæring.

Jord- og mudderskred sker hyppigt i de bjergrige områder i Colombia. Især i måneder med store nedbørsmængder.

Konsekvensen af skreddene er ofte tabte menneskeliv - ikke mindst på grund af den dårlige infrastruktur i landområderne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I april sidste år mistede omkring 300 mennesker livet i et mudderskred i Mocoa, der er hovedbyen i regionen Putumayo. Omkring 100 af de dræbte var børn. Jordskreddet ramte efter længere tids voldsom regn nær Mocoa.

Både huse, broer, køretøjer og træer blev revet med. Vand og jord fossede ind i 17 af Mocoas 40 kvarterer, efter at flere floder gik over deres bredder.

Det var ikke kun i Colombia, regnen væltede ned sidste forår. Også i Peru og Ecuador blev man ramt af de store vandmængder.

Det voldsomme vejr knyttes til fænomenet »El Niño« og usædvanligt høje temperaturer langs stillehavskysten i Sydamerika.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.