Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mordet på Jo Cox stopper britisk EU-debat

Britiske politikere har indstillet EU-kampagnerne hen over weekenden og vil mandag i parlamentet forsøge at signalere sammenhold efter det chokerende drab på Labour-politikeren Jo Cox.

Mens mange briter i går mindedes den dræbte Labour-politiker Jo Cox med blomster foran parlamentet, kunne politiet meddele, at den mistænkte gerningsmand øjensynlig har kontakt til den yderste højrefløj. Foto: Daniel Leal-Olivas / AFP Photo
Mens mange briter i går mindedes den dræbte Labour-politiker Jo Cox med blomster foran parlamentet, kunne politiet meddele, at den mistænkte gerningsmand øjensynlig har kontakt til den yderste højrefløj. Foto: Daniel Leal-Olivas / AFP Photo

Britisk politik er sat i stå. Mordet på Labour-politikeren Jo Cox har stoppet det bitre og skånselsløse EU-opgør frem mod EU-folkeafstemningen på torsdag, og »Britain Stronger in Europe«, den officielle kampagne for at forblive i EU, har aflyst alle større kampagneaktiviteter lørdag.

»Kampagnen vil fortsat suspendere alle de planlagte nationale kampagnebegivenheder, valgboder og møder for at markere vores respekt for Jo Cox efter det tragiske mord,« lød det fra kampagneleder Will Straw i en erklæring:

»Frivillige kan vælge at fortsætte dør-til-dør-kampagner lokalt, men den nationale kampagne vil ikke foretage sig noget.«

Søndag planlægger EU-tilhængernes officielle kampagne at genoptage aktiviteterne, mens Labours egen »Remain«-kampagne meddelte, at aktiviteterne hele weekenden vil blive stærkt begrænset. Den officielle kampagne for EU-modstanderne, »Vote Leave«, har ifølge BBC indstillet alle større kampagneaktiviteter lørdag. Den UKIP-forbundne »Leave.EU«-kampagne forventes ifølge Berlingskes oplysninger at følge den officielle nej-kampagne lørdag og droppe aktiviteter. Hvordan UKIP vil forholde sig mandag, er uvist. Partiet har kun ét medlem i Underhuset, og det er ikke partileder Nigel Farage, der har stået i spidsen for en række kampagneaktiviteter. Torsdag eftermiddag efter angrebet på Cox og hele fredag var al kampagneaktivitet indstillet på begge sider af EU-debatten.

Med den politiske lammelse og et land i chok er det svært at forudse, hvordan drabet på 41-årige Cox vil kunne påvirke den forestående EU-folkeafstemning med de stærkt amputerede kampagner i den sidste fase. De britiske politikere har de seneste dage bevidst afholdt sig fra at forbinde de to begivenheder. Når det politiske liv bliver genoptaget, vil der især blive lagt mærke til reaktionen hos traditionelle Labour-vælgere. De er ifølge meningsmålinger markant mere EU-positive end konservative vælgere, men der har været stor tvivl, om Labour-vælgere ville blive hjemme fra en afstemning, der i EU-debatten mest har fremstået som et »blå-mod-blå« internt, konservativt partiopgør.

Børsmarkeder har op til weekenden rettet sig efter store fald, fordi et »Brexit« efter drabet nu bliver regnet for mindre sandsynlig i finansverdenen. Samtidig fortalte britiske medier, at bookmakere reducerede oddsene på, at Storbritannien forbliver i EU.

Trusler mod politikere bør på dagsordenen

Mens britiske politikere undgår at tale om politik og EU-opgør, lyder det fra flere politikere, at tiden er inde til en debat om den hadefulde stemning over for politikere og de trusler mod dem, der er blevet markant flere af på grund af de sociale medier. Cox var ifølge The Times udsat for gentagne trusler over flere måneder, hvilket havde ført til overvejelser om politiovervågning af den husbåd på Themsen, hvor hun boede med sin mand og deres to børn på fem og tre år. Truslerne menes ikke at have nogen forbindelse til drabet.

Mandag vil det britiske parlament ekstraordinært blive samlet for at vise sammenhold og fællesskab efter chokket over angrebet på en britisk politiker, som torsdag eftermiddag blev skudt tre gange og stukket adskillige gange med en kniv på gaden, mens hun var på gaden for at møde vælgerne i sin valgkreds. Det var meningen, at de britiske underhuspolitikere først skulle genoptage deres parlamentshandlinger mandagen efter EU-folkesafstemningen 23. juni. Nogle politikere opfordrer til, at parlamentarikerne på mandag skal bænkes i Underhuset uden hensyn til den sædvanlige skarpe opdeling mellem de forskellige partier. Dette som et modsvar til den splittelse på kryds og tværs, og den stadig mere forbitrede retorik mellem politikerne, som har præget den ophedede EU-debat.

Politiske modstandere viser sammenhold

Som et tegn på, at mordet på Cox har fået britiske parlamentarikere til at skræve over de ofte dybe kløfter mellem politiske modstandere, mødte premierminister David Cameron og Labour-leder Jeremy Cameron sammen frem i Birstall i det nordlige England lidt sydvest for Leeds. Præcis 24 timer efter at Cox var blevet angrebet her og efterfølgende døde på hospitalet af sine kvæstelser, fik Cameron ordet i den lille markedsby:

»I dag er vores nation helt forståeligt chokeret. Og jeg mener, at det er et øjeblik, hvor vi må stoppe op og tænke over nogle af de ting, der er så vigtige i vores land. Det faktum, at vi bør værdsætte og sætte pris på vores demokrati, hvor parlamentsmedlemmer er ude i offentligheden, står til regnskab for offentligheden, til rådighed for offentligheden, og det var sådan, at Jo døde. Hun døde i færd med at gøre sit arbejde.«

Mindehøjtideligheden var første gang, at Cameron og Corbyn offentligt stod side om side, efter at EU-kampagnen blev indledt, uagtet at de begge anbefaler, at briterne stemmer for fortsat EU-medlemskab. Labour-lederen konstaterede, at det er nødvendigt at stå sammen imod »de mennesker, der spreder had og gift for at splitte vores samfund« og den brutalitet, der kostede Cox livet:

»Hun blev taget fra os i en hadefuld handling, i en modbydelig handling, der kostede hende livet. Det var et angreb på demokratiet, som fandt sted, og det var den kilde til had, der dræbte hende.«

Anholdt har forbindelser til det yderste højre

Motivet til det brutale drab er fortsat ukendt. En lokal mand, den 52-årige Thomas »Tommy« Mair, blev overmandet og anholdt efter mordet, og britisk politi oplyste fredag aften, at den anholdtes forbindelse til ekstremistisme på den yderste højrefløj i øjebelikket er det hovedspor, der bliver efterforsket.

Politiet oplyste videre, at man efterforsker oplysninger om, at manden havde fået behandling for psykiske problemer. Samtidig forsøger man at finde ud af, »hvordan mistænkte kom i besiddelse af et ulovligt skydevåben«.

Politi har under ransagning af den anholdtes hjem fundet genstande med relation til nazister og højreradikal litteratur, skriver The Guardian på baggrund af anonyme oplysninger. Avisen skriver også, at politiets afhøringer af den anholdte tyder på, at han bevidst ville ramme Cox og stod på lur for at kunne angribe hende, når hun viste sig på gaden uden for det lokale bibliotek, hvor hun mødte vælgere. Forskellige vidner har til BBC og andre medier sagt, at de hørte drabsmanden råbe »Britain first« eller »put Britain first«.

Mens briterne venter på svar, der kan bringe dem videre, bliver Jo Cox fra alle sider beskrevet som en helt særlig person. Mindeord ser de gode sider, men både i hendes valgkreds, fra venner og fra politiske venner og modstandere lyder der meget dybfølte ord som »respekteret«, »troværdig«, »komptent« og bare en helt igennem usædvanlig, hjertevarm kvinde, der imponerede alle med sin energi, sin humor og sin urokkelige beslutning om at vie sit liv til at arbejde for folk i nød.

Den tidlligere Labour-formand Neil Kinnock sagde til BBC, at Cox har været en nær ven af familien, siden hun for tyve år siden begyndte at arbejde for hans hustru, Glenys, i Europa-Parlamentet:

»Hun var en meget intelligent kvinde, sprudlende. Hun var glad og havde en fantastisk aura af dedikerethed uden at være hellig og uden nogen form for svulstighed. Hun var fantastisk at være sammen med, men hun var også en utrolig effektiv politisk aktivist, hvilket hun beviste, allerede inden hun blev valgt til parlamentet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.