Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mismod i Sydafrika

Mange sydafrikanere lever bedre liv i dag, end de gjorde for 20 år siden. Alligevel er der ikke meget optimisme at spore. Hurra-råbene har lagt sig efter 20 år med demokrati.

Meget har udviklet sig til det bedre i Sydafrika efter apartheids ophævelse i 1994. Alligevel lever næsten hver anden sydafrikaner under fattigdomsgrænsen på to dollar om dagen, og landet er et af de absolut mest ulige i verden. Foto: Nic Bothma/EPA
Meget har udviklet sig til det bedre i Sydafrika efter apartheids ophævelse i 1994. Alligevel lever næsten hver anden sydafrikaner under fattigdomsgrænsen på to dollar om dagen, og landet er et af de absolut mest ulige i verden. Foto: Nic Bothma/EPA

Søndag 11. februar 1990 trådte Nelson Mandela for første gang i 27 år ud i friheden.

Der var solskin, og menneskene, der var mødt op for at hylde den nye leder, skulle tælles i tusinder. Der blev skrevet sange. Mange. Og de blev sunget. En æra var forbi. Apartheid var forbi. Det gode havde vundet, og håbet var grønt. Der var forår i luften.

Fire år senere kunne Mandela, stadig med håbet intakt, sætte sig i præsidentsædet som Sydafrikas første demokratisk valgte præsident, og landet stod frem som en demokratisk mønsterstat, hvorfra billeder af kilometerlange køer, der slangede sig fra stemmeurnerne og ud i landskabet, gik verden rundt.

I maj 2014 – 20 år senere – udtalte en anden af Sydafrikas moralske autoriteter, Desmond Tutu, at han var glad for, at Mandela og mange af de andre frihedskæmpere var døde. Så de ikke kunne se, hvad Sydafrika havde udviklet sig til.

Noget er gået galt.

Hvad?

Meget har faktisk udviklet sig til det bedre. Mange flere har i dag ordentlige sanitære forhold, elektricitet, uddannelse og andre goder. Der er færre, der i dag lever i slum, end der var ved apartheids ophævelse 1994. Der er i dag cirka ti gange så mange sorte ansatte i landets ledelser – private som offentlige. Dobbelt så mange sydafrikanere havde i 2013 en bankkonto i forhold til 20 år tidligere. Der er opstået en sort middelklasse, og der er bygget boliger. Ifølge regeringen næsten fire millioner boliger. Alligevel vil mange sydafrikanere berette om elendighed, råddenskab og håbløshed, når man spørger til deres land, og ikke mindst dets fremtid.

 

Det gælder i særdeleshed, hvis man spørger en af de 15 millioner arbejdsløse – næsten en tredjedel af befolkningen – der er i landet. Ulighed, arbejdsløshed og korruption er nøgleord her.

»Der er ingen tvivl om, at Sydafrika er blevet et meget bedre sted at leve. Et meget, meget bedre sted,« siger Richard Pithouse, der underviser på Rhodes University i Sydafrika.

»Men,« påpeger han, »der er meget fattigdom; masser af mennesker er arbejdsløse eller har kun uformel beskæftigelse. De er selvfølgelig glade for, at der ikke længere er formel racisme, men der er en håbløshed blandt dem. Især blandt de unge, der endda er hårdere ramt. De har svært ved at forestille sig en fremtid, hvor de kan få en meningsfuld og respektfuld rolle. Der er ikke nogen sti, de kan følge, og der er ingen, der har en plan for, hvordan man skal håndtere den situation.«

Uligheden lever stadig

I begyndelsen af 1990erne frygtede mange, at ophævelsen af apartheid kunne udvikle sig til en borgerkrig og en hævntørstig blodrus blandt de sorte sydafrikanere, og derfor var stabilitet blandt Nelson Mandelas højeste prioriteter som præsident. Han var meget optaget af at kigge fremad og ikke så meget tilbage, men i manges øjne havde han ikke blik for de sociale skævheder, som apartheid havde skabt. Man kan fjerne love og regler, men de sociale konsekvenser af love og regler er langt vanskeligere og mere tidskrævende at udviske.

 

I maj 2013 sagde lederen af Sydafrikas Kommunistiske Ungdom, Buti Manamela, der er indvalgt i parlamentet for ANC, at det ikke nyttede noget kun at se fremad. Historien – apartheid – betyder noget, og den gør en forskel. Han mener ikke, at kampen endte i 1994, men at den endnu udkæmpes hver dag.

»Bare spørg de millioner, der stadig ikke har job. De, der bor i apartheidtidens planlagte boliger, som må bruge det meste af deres sparsomme løn på transport og mad. Bare spørg dem, der ikke kan få et lån til at starte en virksomhed, uanset hvor god en idé de måtte have. Bare spørg de unge med uddannelse, der ikke kan komme ind i erhvervslivet og endnu mere avancere. Alle vi, der hver dag kæmper for skabe en levevej – det er a luta continua.«

Han mener ikke, man kan tale om frihed, når mange sorte og hvide stadig fødes under så ulige forhold. Det gælder inden for sundhedsvæsnet, i skole- og uddannelsessystemet; det gælder adgangen til ordentlig ernæring, arbejdsforhold og snart sagt alle aspekter inden for et moderne liv.

»Sandheden er, at vi starter ved forskellige startlinjer,« siger han.

Uddannelsesområdet kæmper stadig – 20 år senere – med apartheidsystemets strukturer, der uddannede sorte til lavstatusjob oftest som gartnere eller stuepiger i hvides haver og hjem. Man har stadig et todelt system. I nogle provinser, især på landet, er uddannelsesniveauet meget lavt, mens der er gode skoler og videregående uddannelser til dem, der kan betale for det.

Stort potentiale

Ifølge Richard Pithouse er situationen i dagens Sydafrika ikke bæredygtig og potentielt farlig.

»Man ser allerede vold mod afrikanere fra andre lande og mod homoseksuelle. Der er et stigende antal protester rundt om i landet, og myndighederne slår hårdere og hårdere ned på dem. Sydafrikanere kan stort set ikke tænde fjernsynet i dag uden at se politiet skyde mod demonstranter et eller andet sted i landet. ANC er ved at gøre staten til en voldelig stat,« siger han.

 

Sydafrika klarer sig på mange måder godt. Ser man på statsgælden i forhold til bruttonationalproduktet ligger Sydafrika i den bedre ende – bedre end USA, Japan og de fleste europæiske lande. Staten hiver i dag næsten fem gange så mange penge hjem i skat i forhold til for 20 år siden, og mens man i Europa lå underdrejet, ramt af finanskrisen, havde sydafrikanerne en pæn vækst – landet er i det hele taget ikke noget dårligt drevet land. Set fra bogholderiet. Alligevel lever næsten hver anden sydafrikaner under fattigdomsgrænsen på to dollar om dagen, og landet er et af de absolut mest ulige i verden.

På universitetet i Stellenbosch, et af landets bedste, sidder Nicola de Jager. Hun er professor og beskæftiger sig blandt andet med den demokratiske udvikling i det sydlige Afrika. Og hun kalder netop uligheden og den store arbejdsløshed for nogle af de største problemer i Sydafrika i dag, og hun mener, der er et langt større potentiale i Sydafrika.

»Vi har så meget potentiale, der ikke bliver realiseret. Vi har en af verdens mest ineffektive arbejdsstyrker, samtidig har vi et meget reguleret arbejdsmarked. De senere år er lønningerne steget, mens produktiviteten er gået ned. Og de små og mellemstore virksomheder kæmper virkelig på grund af det. Der skabes simplethen for få nye arbejdspladser, og det er et stort problem,« siger Nicola de Jager.

Hun peger samtidig på, at ANC, der rummer et meget bredt spektrum af politiske holdninger, ofte laver modsatrettede tiltag. For eksempel, da partiet sidste år lancerede den Nationale Udviklingsplan og planen Ny Vækst. To planer, der trækker i hver sin retning.

»Den ene plan trækker mod højre, mens den anden plan trækker mod venstre. Og ANC har travlere med at tilgodese de mange forskellige ideologier i partiet end med at finde pragmatiske løsninger, der virker. Og det er ikke blot indenfor den økonomiske politik, sådan er det med mange forskellige politiske områder,« forklarer Nicola de Jager.

Korruption og magtfuldkommenhed

Slå op i en sydafrikansk avis, tænd for fjernsynet eller tal med en sydafrikaner, og man vil inden for kort tid høre ordet korruption. Et af Sydafrikas helt store problemer. Det handler ikke bare om tyveri eller om bestikkelse, men i høj grad om en politisering af staten, hvor det ofte er svært at se forskel på stat, regering og parti. Landet er gået fra et system med et meget dominerende parti, National Party, under apartheid til et andet system med et dominant parti, ANC. Og som så mange andre gamle frihedsbevægelser har ANC haft svært ved omstillingen til politisk parti.

»Det er, som om de har følelse af, at de har en evig ret til magten og forveksler statens interesser med partiets interesser, ligesom de har en tendens til at tale på folkets vegne. På den måde hæver de sig over debatten, for hvis du er imod ANC, er du imod folket,« siger Nicola de Jager.

Og det hjælper ikke med en præsident ved roret, der ofte balancerer på kanten af loven og vil gå langt for ikke at blive stillet for en dommer. Som for eksempel at udskifte ledelsen af det statslige TV-selskab for at undgå fremtidige kritiske indslag. Det samme er sket i efterretningstjenesten og med en tidligere ombudsmand. Eller som Nicola de Jager forklarer det:

»Staten bliver i dag holdt som gidsel og bliver brugt i partiets interesse. Det er meget vigtigt, at vi kommer ud af det, og så har vi har brug for tid til at skabe en demokratisk kultur.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.