Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ministre, rådgivere og strateger: Her er Trumps hold

Donald Trump har efterhånden udpeget det hold, som skal stå bag ham, når han 20. januar tiltræder som USAs præsident. Senest har han udnævnt svigersønnen Jared Kushner til posten som sin seniorrådgiver. Se her, hvem Donald Trump ellers har valgt til sin regering.

I næste uge tiltræder Donald Trump som USAs præsident, og ved hans side skal stå et hold af ministre, chefer og rådgivere. Donald Trump har efterhånden udfyldt pladserne ved sit bord, og snart skal de nominerede ministre i høring i Senatet, hvor de skal godkendes.

Senest har Donald Trump udpeget sin svigersøn, Jared Kushner, som seniorrådgiver. Herunder finder du listen over alle dem, som Donald Trump har udpeget til poster i administrationen.

Mike Pence er Donald Trumps vicepræsident.
Mike Pence er Donald Trumps vicepræsident.

Mike Pence, vicepræsident

Mike Pence var Donald Trumps »running mate« under præsidentvalget som hans vicepræsidentkandidat. Guvernøren fra staten Indiana er Trumps højrehånd, når det kommer til at udpege ministre.

Mike Pence er politisk kendt for sin modstand mod abort, og han har desuden støttet forslag om at forbyde ægteskab mellem homoseksuelle.

Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, skal også være hans seniorrådgiver. Jared Kushner er gift med Ivanka Trump.
Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, skal også være hans seniorrådgiver. Jared Kushner er gift med Ivanka Trump.

Jared Kushner, seniorrådgiver

Jared Kushner er Donald Trumps svigersøn og skal rådgive præsidenten om handelsaftaler og Mellemøsten. Jared Kushner skal derfor arbejde tæt sammen med den kommende stabschef Reince Priebus, og præsidentens anden seniorrådgiver og chefstrateg, Steve Brannon, om at rådgive Donald Trump.

Den 35-årige forretningsmand er gift med Ivanka Trump, der til gengæld ikke skal arbejde for sin far i Det Hvide Hus.

Det har længe været rygtet, at Jared Kushner ville få den indflydelsesrige post, og flere har sået tvivl om, hvorvidt det er nepotisme og i strid med amerikansk lov. Ifølge juridiske kilder gælder loven dog ikke i Det Hvide Hus.

James Mattis, forsvarsminister

En af USAs mest kendte generaler med tilnavnet James »Mad Dog« Mattis. Det har han tilegnet gennem sin karriere, hvor han var kendt for at være en kontant general, hvis udtalelser ikke altid faldt i god jord. Blandt andet kom han under et foredrag i forbindelse med kampene i Afghanistan i 2005 til at udtale, at det er ”sjovt at skyde mennesker”.

James Mattis har tidligere stået i spidsen for de amerikanske tropper i Irak og Afghanistan. Hvis han godkendes bliver han den næstøverste chef for det amerikanske militærs 1,4 mio. personer.

»Ingen er i tvivl om, at valget af Mattis er godt. Men med udnævnelsen af en anden tidligere generel som sikkerhedspolitisk rådgiver, skal der nok heller ikke flere ind, mener mange kongresmedlemmer,« skriver Berlingskes USA-korrespondent, Kristian Mouritzen.

Oliegiganten Rex Tillerson er Donald Trumps valg til udenrigsminister.
Oliegiganten Rex Tillerson er Donald Trumps valg til udenrigsminister.

​Rex Tillerson, udenrigsminister

Oliegiganten Rex Tillerson er udpeget til den prestigefyldte post som USAs udenrigsminister. Rex Tillerson er 64 år, født i Texas og administrende direktør i olieselskabet ExxonMobile.

Rex Tillerson blev sidste år kåret til verdens 25. mest magtfulde person af magasinet Forbes, og så er han blandt andet kendt for sine forretningsforbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin. I 2013 blev Tillerson tildelt den russiske venskabsmedalje af præsident Putin.

Netop derfor har en række markante amerikanske politikere stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt Rex Tillerson er den rette til jobbet som udenrigsminister.

Den pensionerede general John Kelly er Donald Trumps valg til posten som minister for indenrigspolitisk sikkerhed.
Den pensionerede general John Kelly er Donald Trumps valg til posten som minister for indenrigspolitisk sikkerhed.

​John Kelly, minister for indenrigspolitisk sikkerhed

I december nominerede Donald Trump den pensionerede general John Kelly til posten som minister for indenrigspolitisk sikkerhed, kendt som Homeland Security.

66-årige John Kelly er tidligere leder af USAs Southern Command, Latinamerika og Caribien, og godkendes han i Senatet, bliver han altså ansvarlig for 250.000 ansatte i ministeriet for indenrigspolitisk sikkerhed. Ministeriet blev oprettet efter terrorangrebet på New York og Washington 11. september 2001.

John Kelly er den tredje general, der står til at få en toppost i Donald Trumps regering.

Steven Mnuchin, finansminister

Tidligere ansat og partner i Goldman Sach, hvor han tjente sin personlige formue på 40 millioner dollar. Derefter oprettede han sin egen hedgefond. Han har støttet Trump økonomisk i valgkampen.

»Mnuchin er en af de finansfolk, som Trumps tilhængere vil elske at hade. Årsagen er, at Goldman Sachs har ry for at stå bag det, der begyndte som en jogleren med tvivlsomme huslån, men endte i en verdensomspændende finanskrise og et krak, hvor millioner af amerikanere mistede jobbet og måtte gå fra hus og hjem,« skriver Krisitan Mourtizen.

Kongresmedlemmet Tom Price er Donald Trumps bud på en sundhedsminister.
Kongresmedlemmet Tom Price er Donald Trumps bud på en sundhedsminister.

Tom Price, sundhedsminister

Det republikanske kongresmedlem fra Georgia Tom Price er udnævnt til Trump-regeringens sundhedsminister.

Den 62-årige ortopædkirurg har været en skarp kritiker af præsident Barack Obamas sundhedsreform, Obamacare, fordi han mener, at den giver for meget magt til den føderale regering og Sundhedsministeriet.

Price derimod har selv et detaljeret forslag til en erstatning, som han kalder »The Empowering Patients First Act«.

Texas-guvernøren Rick Perry er indstillet til posten som Donald Trumps energiminister.
Texas-guvernøren Rick Perry er indstillet til posten som Donald Trumps energiminister.

Rick Perry, energiminister

I december indstillede Donald Trump Texas-guvernøren Rick Perry som energiminister. Rick Perry har tidligere stillet op til valget om at blive republikanernes præsidentkandidat både i 2012 og i 2016. Begge gange har han dog måtte se sig slået af andre kandidater.

Rick Perry har tidligere foreslået at nedlægge blandt andet energiministeriet, og derfor vakte det opsigt, da Donald Trump udpegede ham som energiminister.

Mangemillionæren Andrew Puzder skal have ansvaret for beskæftigelsesområdet i USA.
Mangemillionæren Andrew Puzder skal have ansvaret for beskæftigelsesområdet i USA.

Andrew Puzder, beskæftigelsesminister

Som beskæftigelsesminister for USA har Donald Trump udpeget mangemillionæren og ejeren af 3.700 fastfood-restauranter, Andrew Puzder.

Rent arbejdsmarkedspolitisk er Andrew Puzder ikke uden holdninger. Han er modstander af at hæve mindstelønnen til over de nuværende 63 kroner, ligesom han er modstander af regler, der giver flere ansatte retten til overtidsbetaling og løn under sygdom.

Andrew Puzder støttede desuden Donald Trumps præsidentkampagne økonomisk.

Wilbur Ross, handelsminister

En 79-årig rigmand, som har været Trumps forretningskollega. Han skal stå for at afvikle USAs handelsaftaler og eventuelt forhandle nye.

Milliardæren Wilbur Roos er kendt under navnet »kongen af konkurser« for at opkøbe virksomheder, lade dem gå konkurs og tjerne penge på det.

»Han betegnes som en dygtig forretningsmand, men dog uden kendskab til det at arbejde i en regering. Ross bliver den foreløbigt ældre i administrationen, men siges at være i god form,« skriver Kristian Mouritzen.

Ben Carson, minister for bolig og byudvikling

Ben Carson var en af Donald Trumps rivaler til præsidentkandidaturet. Han er 65 år og tidligere hjernekirurg.

Han trak sig fra kapløbet om at blive præsidentkanditat for Republikanerne i marts. Senere gav han sin støtte til Donald Trump og er altså nu nomineret til at blive minister.

Elaine Chao, transportminister

Elaine Chao er 63 år og skal stå for moderniseringen af USAs infrastruktur. Hun er gift med formanden for Senatet, republikaneren Mitch McConnell. Hun har ministererfaring og var i otte år arbejdsminister under George W. Bush.

»Det vil komme til at koste adskillige milliarder dollar at forny den nedslidte amerikanske infrastruktur. Men da Republikanerne har flertal i begge kamre, og Donaldd Trump er ny præsident vil den del formentlig gå bedre – også fordi Elaine Chao kender Kongressen og de fleste politikere indgående,« skriver Kristian Mourtizen.

Kongresmedlemmet Ryan Zinke skal være indenrigsminister.
Kongresmedlemmet Ryan Zinke skal være indenrigsminister.

​Ryan Zinke, indenrigsminister

Flere militærmænd ser ud til at få en plads i Donald Trumps kommende regering. Også sædet som indenrigsminister skal ifølge Donald Trump gå til en tidligere militærmand, nærmere bestemt kongresmedlemmet Ryan Zinke fra staten Montana.

55-årige Ryan Zinke er forhenværende befalingsmand i den amerikanske flådes specialstyrker, Navy Seal, og kan nu få mere end 70.000 ansatte under sig i indenrigsministeriet. Ministeriet vogter desuden over 20 procent af det føderale landkort, herunder nationalparker som Yellowstone og Yosemite.

Ryan Zinke er kendt som en kontroversiel republikaner, fordi han mener, at den føderale stat skal eje offentligt land, i stedet for at private eller delstater ejer det.

Jeff Sessions, justitsminister

Jeff Sessions er senator og tidligere statsadvokat fra Alabama. Han er 69 år og kendt for at ønske en hårdere kurs over for illegale indvandrere.

Han er modstander af homoægteskaber og abort. Han regnes som en af de mest konservative senatorer i det amerikanske senat. Han var den første senator, der støttede Trump og skal nu være justitsminister.

Betsy DeVos, uddannelsesminister

Tidligere partileder for Republikanerne I Michigan. Den 58-årige kvinde er kendt som en forkæmper for friskoler. Hun har kæmpet mod det føderale skolesystem med ensartede mål for undervisningen og økonomisk støttet religiøse skole.

»Betsy DeVos går ind for at få gennemført så meget frihed som muligt i skolesystemet for at forhindre staten i at være bestemmende over undervisningen,« skriver Kristian Mouritzen.

Mike Pompeo, chef for efterretningstjenesten CIA

Kongresmedlem fra Kansas og tidligere officer i hæren. Han er medlem af Repræsentanternes Hus og har en juridisk embedseksamen fra Harvard.

»Selv hans politiske modstandere kalder ham en usædvanlig begavelse og en politisk målrettet mand med stærke meninger om kampen mod terror, der flugter med Trumps,« skriver Kristian Mouritzen.

Michael Flynn, national sikkerhedsrådgiver

Michael Flynn er pensioneret general og tidligere chef for det amerikanske forsvars efterretningstjeneste, DIA.  Han er 57 år og tidligere demokrat.

Han har tidligere udtalt, at islam er en politisk ideologi og ikke en religion og ønsker et stop for muslimsk indvandring. Michael Flynn er allerede sikret sin post.

Nikki Haley, USAs FN-ambassadør

Guvernør i South Carolina. Hun er datter af indiske indvandrere og var tidligt I valgkampen kritiker af Donald Trump. Hun har ingen erfaring med international politik, men er en klassisk konservativ republikaner, der forsøge at række ud mod midten.

»Det er en yderligere understregning af, at Donald Trump ønsker at inddrage tidligere modstandere i partiet. Og en post, som har været særdeles vigtig under præsident Barack Obama, men som man troede Trump ville besætte med en FN-modstander og ikke med en kompromissøgende politiker,« skriver Kristian Mourtizen.

Reince Priebus, stabschef i Det Hvide Hus

44-årig advokat. Han blev i 2011 valgt som formand for Republikanernes Nationale Komité. Reince Pribus bliver også nævnt som en af de midtersøgende og erfarne republikanere på Trumps hold.

»Trump signalerede dermed, at han ønsker et godt samarbejde med kongressen,« skriver Kristian Mouritzen.

Reince Pribus skal sikre, at Det Hvide Hus og Kongressen arbejder tæt sammen om at få gennemført Trumps politik. Han er sikret posten.

Steve Bannon, chefstrateg og seniorrådgiver.

Steve Bannon er en 63-årig businessmand fra Virginia. Han er chef for Trumps valgkampagne og tidligere leder af det ultrakonservative onlinemedie Breitbart News. Her har han sikret de ekstreme højreorienterede at komme til orde.

»Han er kendt for at være en dygtig strateg. Så hvis der er en, der kan holde Trump på sporet og få opfyldt nogle af de løfter, han gav under valgkampen, så er det Bannon,« skriver Kristian Mouritzen.

Steve Bannon er sikret posten som chefstrateg og seniorrådgiver.

Kellyanne Conway skal være Donald Trumps præsidentrådgiver.
Kellyanne Conway skal være Donald Trumps præsidentrådgiver.

Kellyane Conway, præsidentrådgiver

49-årige Kellyanne Conway var Donald Trumps tredje kampagnechef under præsidentkampagnen i sommer.

Hun har flere gange vist sit værd ved at udredde nogle af Donald Trumps kontroversielle kommentarer over for den amerikanske presse, og derfor lå det også i kortene, at hun skulle flytte med Donald Trump ind i Det Hvide Hus.

Kellyanne Conway er er uddannet jurist og har i mange år været ekspert i politiske målinger og statistik.

Linda McMahon skal stå i spidsen for Styrelsen for små virksomheder.
Linda McMahon skal stå i spidsen for Styrelsen for små virksomheder.

Linda McMahon, Styrelsen for små virksomheder

68-årige-Linda McMahon er mest kendt for at stå i spidsen for wrestlingforbundet WWE sammen med sin mand, Vince McMahon, men ifølge Donald Trump skal Linda McMahon nu også stå i spidsen for Styrelsen for små virksomheder, Small Business Administration.

Med den post får hun ansvar for USAs 28 millioner små virksomheder, der står for omkring halvdelen af landets ansatte i den private sektor.

Donald Trump er privat ven med hendes mand, Vince McMahon, og betegner Linda McMahon som »en af landets bedste kvindelige chefer«.

Scott Pruitt er justitsansvarlig i staten Oklahoma, og så er han Donald Trumps bud på en ny leder for det nationale miljøagentur (EPA).
Scott Pruitt er justitsansvarlig i staten Oklahoma, og så er han Donald Trumps bud på en ny leder for det nationale miljøagentur (EPA).

Scott Pruitt, leder af det nationale miljøagentur (EPA)

I starten af december nominerede Donald Trump Scott Pruitt til ny leder for det nationale miljøagentur (EPA). Det skabte vrede hos kritikere, der betegner Scott Pruitt som klimabenægter og bekæmper af et rent miljø.

Scott Pruitt er justitsansvarlig i staten Oklahoma, hvor han er kendt for at gå langt i sit forsvar for olieindustrien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.