Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister: Ikke nok med nye kampfly – forsvaret bør have flere penge

Købet af nye kampfly vil medføre, at de danske nedskæringer på forsvaret stopper, men står det til forsvarsminister Peter Christensen (V), skal det kommende forsvarsforlig løfte forsvarsbudgettet herudover. Han kalder det »naturligt«, at Danmark sender 200 soldater til Estland i NATO-regi næste år.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) ønsker flere penge til Forsvaret.
Forsvarsminister Peter Christensen (V) ønsker flere penge til Forsvaret.

WARSZAWA: Regeringen ønsker at sende et kompagni med 200 danske soldater til Estland næste år som led i NATOs øgede tilstedeværelse i de østlige lande, der grænser op til Rusland.

Det betyder, at hele budgettet til internationale operationer stort set er brugt i 2017, og med en ændret global sikkerhedssituation er der ifølge regeringen behov for at øge det danske forsvarsbudget i det kommende forsvarsforlig for perioden 2018-2022. Indkøb af nye kampfly vil i sig selv stoppe nedskæringerne, men budgettet bør løftes endnu mere, mener forsvarsminister Peter Christensen (V).

Skal forsvarsbudgettet løftes i det kommende forsvarsforlig?

»Der er ingen tvivl om, at det sikkerhedspolitiske billede har ændret sig, og det er også en af diskussionerne blandt NATO-landene. Det her møde ligger i forlængelse af Wales-topmødet, hvor det blev besluttet, at man skulle stoppe faldet i forsvarsbudgetterne og langsomt bygge henimod to procent (af BNP - Danmark ligger nu på blot 1,17 pct., red.). Der kan man sige, at vi har taget første skridt med aftalen om køb af nye kampfly, hvor det ligger til grund, at man stopper faldet i vores forsvarsbudgetter. Der er både en diskussion om økonomi, men også om hvad man får ud af de mange penge, man bruger, og når det kommer til output, så ligger Danmark enormt højt.«

Skal det også løftes, når indkøb af kampfly fraregnes?

»I lyset af, at den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig, så er vores ambition at øge budgetterne derudover. Men jeg kan ikke sige noget om omfang, for det har vi ikke lagt os fast på.«

Men Danmark er stadig i den dårlige halvdel af klassen - hvordan er det?

»Økonomi er et stort diskussionsemne, men mit indtryk er, at der er store forventninger til Danmark, men at der også er en forståelse for, at vi har de her femårige forsvarsforlig og kører vores budgetplanlægning på den måde. Og der står også i beslutningen fra Wales, at man skal tage hensyn til flerårige budgetaftaler.«

Så der bliver ikke kigget skævt til dig?

»Nej, jeg tror, at der bliver kigget forventningsfuldt på mig,« siger Peter Christensen med et grin.

Artiklen fortsætter under grafikken

 

Hvor længe skal de danske soldater være i Estland?

»Jeg synes, at det ligger helt naturligt for Danmark med vores historik at bidrage til det med et kompagni på omkring 200 mand. Vi var et af de første lande, der anerkendte de baltiske lande, så det er helt naturligt, at vi bidrager, og at det bliver i Estland hænger først og fremmest sammen med, at vi har et tæt samarbejde med briterne, som skal lede bataljonen. Jeg forventer, at det bliver et halvt år ad gangen, men hvor ofte udestår. Og det er, fordi at det skal passe ind i det samlede billede. Frankrig vil også være med i rotationen, og det udestår også, hvor langvarigt det franske bidrag bliver.«

Er der nogen slutdato på tilstedeværelsen?

»Det er heller ikke forhandlet på plads endnu. Jeg påregner, at vi melder det ind i en årrække, som vi ikke har lagt os fast på endnu, og så må vi løbende tage det op til revurdering.«

Hvor er det henne i Estland?

»Det er ikke lagt fast endnu.«

Hvilke soldater skal afsted?

»Det bliver sandsynligvis et let motoriseret kompagni, og det vil også skulle indtænkes i vores egen uddannelse og vedligeholdelse af vores tropper. Den nærmere planlægning går Forsvaret i gang med, når vi har truffet beslutningen.«

Er grænsen nået for internationale opgaver nu, eller kan Hæren klare mere?

»Det tror jeg godt, at vi vil kunne, men det, der også sætter en begrænsning, er den halve milliard kroner, der er aftalt i forsvarsforliget (til internationale operationer, red.). Det er klart, at med det store bidrag, så er midlerne i 2017 næsten disponeret.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.