Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Minister for bare lår skaber debat i Italien

Er en saftig karikaturtegning af den unge minister Maria Elena Boschi udtryk for sexisme eller tværtimod ligestilling? Debatten raser i Italien.

Tegningen af Maria Elena Boschi med bare ben har bragt italienske sind i kog. Foto: Alessandro di Meo/Ansa
Tegningen af Maria Elena Boschi med bare ben har bragt italienske sind i kog. Foto: Alessandro di Meo/Ansa

Maria Elena Boschi er vant til lidt af hvert. Da hun som 32-årig i 2013 blev valgt ind i det italienske parlament, bemærkede tidligere premierminister Silvio Berlusconi på vanlig lummer vis, at »De er da alt for smuk til at være kommunist«.

Året efter udnævnte Matteo Renzi den unge socialdemokrat (som hun retteligt er) til minister med ansvar for forhandlingerne om en grundlovsreform. Ved den lejlighed cirkulerede på de sociale medier et manipuleret billede af, hvordan hun angiveligt skriver under på sin udnævnelse iført et stort stykke med bart og en g-streng. Siden har partikammeraten Rosy Bindi mere end antydet, at Boschis udseende er hendes største politiske kvalitet. Ministeren har også selv bidraget til den lyserøde interesse for sin person med bekendelser om singlelivets genvordigheder i Vanity Fair.

På den baggrund skulle man ikke tro, at Riccardo Mannellis tegning i onsdagsudgaven af Il Fatto Cotidiano ville vække større opmærksomhed. Overskriften lyder »Riforme: Lo stato delle cos(c)e«, hvilket – alt efter om man tager det indskudte »c« med – betyder »Reformer: Tingenes tilstand« eller »Reformer: Lårenes tilstand«.

Hø, hø, med andre ord. Men hvis Mannelli havde regnet med at score et par billige husarpoint, fik han i stedet det halve Italien på nakken. Især kvindelige, men også en del mandlige politikere fra både venstre og højre har de seneste dage fordømt tegningen som sexis­tisk.

»Politisk satire har en vigtig funktion, selv når den er mest ondskabsfuld. Men vi bør ikke acceptere en bondsk sexisme, som ikke har noget dybere budskab,« lyder det fra socialdemokraten Valeria Fedeli, mens konservative Renata Polverini kræver respekt for den kvindelige krop.

Også tegner Sergio Staino kritiserer tegningen for at mangle en kobling mellem reformer og lår, som ville gøre den morsom. Samtidig opfordrer han til at passe på med at tegne kvindekroppen for øjeblikket.

»Den er under angreb fra såvel æresdrab og jalousivold som det islamiske kvindesyn og højrefløjens sexistiske angreb på f.eks. parlamentsformanden,« siger Staino.

Sidstnævnte Laura Boldrini måtte forleden finde sig i, at Lega Nord-lederen, Matteo Salvini, opkaldte en oppustelig sexdukke, han havde med på scenen under et møde, efter hende.

Men når det handler om satire, gælder der andre regler, mener klummeskribenter Michele Serra, der forsvarer Mannelli i La Repubblica. Han minder om, at også mandlige politikeres krop bliver brugt imod dem. Tidligere premier­minister Giulio Andreotti fik bogstavelig talt altid på puklen af tegnerne, og en berømt tegning fra 1990 viser den liberale leder Giovanni Spadolini kun iført italiensk landholdstrøje og med en endog meget lille tissemand.

»Hvis kejseren er nøgen, og det har han været længe, er turen nu kommet til kejserinden. Med til lige muligheder hører også lige ubehageligheder,« skriver Serra.

Under alle omstændigheder er intet så skidt, at det ikke er godt for nogen. Den nobelprisvindende multikunstner Dario Fo satte lørdag sit seneste værk med titlen »Maleri på sporet af en metafysisk dynamik. Portræt af en elegant kvinde, Maria Elena Boschi« til salg. Indtjeningen på lærredet, der naturligvis er inspireret af Mannellis tegning, skal være med til at finansiere protestbevægelsen Movimento 5 Stelle, som Fo er medlem af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.