Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mindst 17 dræbt i en af USAs værste skolemassakrer nogensinde: »Det er en frygtelig, frygtelig dag«

Tre ud af de ti mest dødelige masseskyderier i USAs historie er sket inden for de seneste fem måneder. Massakre på gymnasium i Florida vil uden tvivl kickstarte ny debat om våben, sikkerhed på skoler og problematiske unge i USA.

Følelserne fik frit løb efter massakren på gymnasiet i Florida. / AFP PHOTO / Michele Eve Sandberg
Følelserne fik frit løb efter massakren på gymnasiet i Florida. / AFP PHOTO / Michele Eve Sandberg

Først troede mange af eleverne på gymnasiet i det sydlige Florida, at det blot var en brandøvelse, eftersom de havde haft en sådan tidligere på dagen.

Men snart stod det klart for de unge på Marjory Stoneman Douglas High School, at den nye uro på skolen dækkede over et skoleskyderi. I panik flygtede de til alle sider og gemte sig under borde, bag stole og i skabe.

Rebecca Bogart, 17 år, fortæller til New York Times, at hendes lærer netop var ved at afslutte sin undervisning om Holocaust, da de hørte skud.

»Vi lagde os alle ned på gulvet og under borde,« fortæller hun til avisen.

»Det føltes, som om vi lå der i ti til 15 minutter, hvorefter skuddene kom gennem vinduet, og glas blev smadret.«

Hun så ikke, da flere af hendes klassekammerater blev ramt, men bagefter kunne hun se mindst fem, der blødte. Én fra hovedet, en anden fra benet.

Hun forsøgte at bevare roen, mens en af hendes klassekammerater holdt hendes hånd for, at den ikke skulle ryste. Da det endelig var overstået, og de fik hjælp, bar de hendes sårede kammerater ud af klasseværelset først.

»Der var blod over hele gulvet,« siger hun.

»Man forestiller sig ikke, at sådan noget nogensinde vil ske for dig, og så sker det.«

Men sandheden er, at masseskyderier i USA er som en epidemi, der bare bliver værre, og massakren onsdag i Florida skriver sig med 17 dræbte nu ikke blot ind som et af de ti mest blodige skoleskyderier i USAs historie. Tre ud af de ti mest dødelige masseskyderier i USAs historie er sket inden for de seneste fem måneder. Det vil uden tvivl kickstarte en ny debat om den lette adgang til våben i Amerika og også en ny diskussion om sikkerheden på landets skoler og de problematiske unge.

Onsdag i Florida var den anholdte mistænkte gerningsmand en 19-årig fyr, der var blevet smidt ud af Marjory Stoneman Douglas High School for nylig på grund af disciplinære problemer.

Nikolas Cruz, som de amerikanske medier over en bred kam nævner som gerningsmanden, formåede efter sit amokløb med en AR-15-riffel først at stikke af fra skolen, men blev kort tid efter anholdt af talstærkt politi i et hus ikke langt fra skolen.

Ifølge lokalavisen Sun Sentinel har Nikolas Cruz kæmpet med store personlige problemer. Ikke mindst de seneste måneder.

Den dag, han blev født, blev han adopteret af et ældre ægtepar. Men hans far døde af et hjerteanfald, da han var meget yngre, og hans 68-årige mor døde for blot tre en halv måned siden, fortæller naboer, venner og familie til Sun Sentinel.

De fortæller historierne til avisen om en indesluttet og deprimeret dreng, der var diagnosticeret med autisme, altid kom med mærkelige kommentarer og gik med hættetrøje og hovedet bøjet.

Nikolas Cruz var også en dreng, der havde masser af våben og gik rundt og talte om at skyde frøer, egern og slanger. En tidligere nabo fortæller til Sun Sentinel, at politiet blev tilkaldt et utal af gange, og at Nikolas Cruz blev set skyde naboens høns.

Ifølge Washington Post lagde han billeder af våben frem på sin profil på Instagram. Et viste mindst seks rifler og håndvåben spredt ud på en seng med billedteksten »arsenal«. Et andet billede viste en kasse med ammunition tilføjet teksten »har kostet mig 30 dollar«. Et tredje viste liget af en blodig frø.

Den lokale sherif, Scott Israel, fortalte onsdag desuden, at hans efterforskere havde fundet noget »meget, meget foruroligende« på den anholdtes profiler på de sociale medier.

Men det blev ikke opdaget i tide.

Gerningsmanden begyndte at skyde allerede inden, han gik ind på skolen. 12 af de omkomne blev fundet inde på skolen, tre blev fundet uden for skolen. Yderligere to døde af deres kvæstelser på hospitalet.

For amerikanerne vækker massakren minder om angrebet på gymnasiet Columbine uden for Denver, hvor 12 elever og en lærer blev myrdet i 1999, og angrebet på Sandy Hook, en folkeskole i Newtown, Connecticut, hvor 20 elever og seks voksne blev skudt i 2012.

Men selv om skoleskyderier er tilbagevendende i USA, er følelsen altid den samme.

»Det er en frygtelig, frygtelig dag,« sagde Scott Israel, da han onsdag aften oplyste om det store antal dræbte.

»Bare frygtelig, fuldstændig frygtelig.«

»Mine bønner og kondolence går til familierne til ofrene for det frygtelige skyderi i Florida,« lød det i et tweet fra præsident Donald Trump.

»Intet barn, ingen lærer eller nogen anden burde nogensinde føle sig usikker i en amerikansk skole.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.