Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Min chili er stærkere end din chili!«

Der var engang, hvor den lille habanero var den stærkeste chili-frugt, men siden 2007 har et våbenkapløb om at skabe den stærkeste chili været i gang. Det handler ikke længere om mad, men om marketing - og nu blander en sværindustri-gigant sig.

Værs’go: Her er chili-saucen 10^32 Kelvin, som er produceret på verdens to stærkeste chili-frugter, og som ifølge markedsføringen er så stærk, at GE har været nødt til at emballere den i materiale, som virksomheden normalt bruger i produktionen af jetmotorer
Værs’go: Her er chili-saucen 10^32 Kelvin, som er produceret på verdens to stærkeste chili-frugter, og som ifølge markedsføringen er så stærk, at GE har været nødt til at emballere den i materiale, som virksomheden normalt bruger i produktionen af jetmotorer

Der findes mange slags våbenkapløb. Der er USA mod Rusland. Japan mod Kina. Nordkorea mod tyngdekraften.

Men der er også en anden slags våbenkapløb, som i heftighed har lidt med den første at gøre, nemlig et kapløb om at producere de allerstærkeste chili-frugter og chili-saucer.

Nu træder sværindustrigiganten General Electric ind i ræset. Selskabet gør normalt i jetmotorer og den slags uspiselige størrelser, som kræver en hel årgang af ingeniører til at udtænke og en sættevogn til at transportere. Men nu har virksomheden fået lyst til at vise sig fra sin skæve side og lancere noget, som siger tjubang i medierne.

Og værs’go - her er chili-saucen 10^32 Kelvin, som er produceret på verdens to stærkeste chili-frugter, og som ifølge markedsføringen er så stærk, at GE har været nødt til at emballere den i materiale, som virksomheden normalt bruger i produktionen af jetmotorer, nemlig kemisk nikkel og silikone-hårdmetal, fremgår det af pressemeddelelsen.

Dermed accellerer chili-kapløbet yderligere.

Habanero

Men hvad med vores barnelærdom? Hvad med den lille orange eller røde chili-frugt, habanero, som angiveligt skulle være den stærkeste - og hvis man kunne spise sådan en, så var man en ildsprudlende karl og klar til at blive blogger på Berlingske?

Well, sådan var det engang.

Mellem 1994 og 2007 var den røde Savina Habanero ifølge Guiness Rekordbog den stærkeste chili i verden, og den var den onde selv. Hvad den for såvidt også er. For styrken i en chili-frugt bliver målt på den såkaldte scoville-skala og i enheden »SHU.« En jalapeno-chili kan svide ganen på de fleste, og den ligger på mellem 2.500 og 10.000 SHU. En habanero er som at træde fra langbuerne ved Agincourt til panserslaget i Kursk, og chilien tikker ind med op mod 500.000 SHU. Det er nok til at sende en hypokonder på invalidepension.

Men i 2007 begyndte alverdens podere og splejsere at lancere nye og stærkere chili-frugter, og siden er det for alvor gået stærkt, og Guiness har haft travlt med at skifte ud blandt rekordholderne: I 2007 var det chilien Bhut Jolokia, så kom Infinity og Naga Viper, Trinidad Scopion og Trinidad Moruga Scorpion, og siden 2014 har Carolina Reaper haft titlen - med over to mio. SHU.

Dermed er en Carolina Reaper 200 gange stærkere end den jalapeno, man kan tage med hjem fra Netto, og det er ikke det hele - for producenterne af chili-saucer kan producere saucer, der er endnu stærkere, f.eks. en »Get Bitten Black Mamba,« som når op på seks mio. SHU.

Hvad det betyder?

Det betyder noget på samme måde, som det betyder noget, om Kevin Magnussens Formel 1 Renault har 800 eller 810 hestekræfter. Det betyder ikke noget for andre end nogle få, men marketingsværdien er ubetalelig. En Renault-racer kan få en familiefar til at overveje en Clio, og Carolina Reaper er med til at gøre chilifrugter coole, fordi de er hotte. De er fjernsynet, damebladene, den fjerne side af globen, som kommer hjem til parcelhuset på Uglegylpevej, og de har det med at kaste en vis glans på producenten. Chili Klaus ville ikke være det samme, hvis han var Pære Klaus, og kæder af restauranter og tøjhandlere kalder sig ikke for »Bintje,« men »Chili.«

Og det var, hvad General Electric gjorde. Virksomheden producerede chili-saucen sammen med marketingsfirmaet Thrillist, der gør i ram og mandig livsstil, og som er eksperter i at skabe events, og alverdens medier købte den. 10^32 er stærk, men langt fra den stærkeste sauce, og det er under ingen omstændigheder nødvendigt at producere den med jetmotor-elementer og emballere den i silikone-hårdmetal og kemisk nikkel. En glasflaske kan gøre det. Men fortæl det til finanskanalen CNBC og de andre TV-stationer, som tidligere på ugen sendte live fra lanceringen, og til de digitale journalister og madbloggere, som prøvekørte 10^32, og bagefter udfoldede sig i alle variationer over post-traumatisk stresssyndrom.

Mission accomplished. General Electric omsætter for 117 mia. dollar om året og er formentlig ligeglad med, at produktionen på 1.000 flasker af saucen er udsolgt, men reklameværdien er ubetalelig. En virksomhed, som producer uhåndterbare maskiner, blev pludselig håndterbar og hip, og der var high-fives i marketingsafdelingen.

Måske kunne Nordkorea lære noget af den historie.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.