Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Merkels måske tredje periode. Hvad vil hun bruge den til?

Her er ni bemærkelsesværdige episoder fra de tre ugers valgkamp, der søndag kulminerer i valget til den 18. tyske Forbundsdag.

Angela Merkel ser ud til at kunne indlede sin tredje periode som Tysklands kansler efter søndagens valg. I valgkampens sidste dage er hun dog kommet under pres og møder i visse kredse kritik for at have ført en apolitisk kampagne. Hér dominerer hun bybilledet i Berlin med teksten »Kanslerinde for Tyskland«.
Angela Merkel ser ud til at kunne indlede sin tredje periode som Tysklands kansler efter søndagens valg. I valgkampens sidste dage er hun dog kommet under pres og møder i visse kredse kritik for at have ført en apolitisk kampagne. Hér dominerer hun bybilledet i Berlin med teksten »Kanslerinde for Tyskland«.

Det politiske superfænomen Angela Merkel viste overraskende svaghedstegn i valgkampen. Den 59-årige tyske kansler gjorde sin personlige popularitet til omdrejningspunkt for en kampagne, der fortalte tyskerne, at det går godt, og det skal nok blive ved med at gå godt, så længe Merkel sidder mildt på magten. Verdens mægtigste kvinde førte en usædvanligt apolitisk valgkamp, men undervejs blev angsten for at blotte sig til et problem.

Til syvende og sidst er det Tysklands styrke og Angela Merkels personlige kvaliteter – det ikke-ideologiske, det samlende, det tillidsvækkende, det snu – der ser ud til søndag at sikre hende en ny periode som Tysklands kansler. Den tredje. En periode, hvor store og vanskelige projekter kan gennemføres. Hvor oparbejdet politisk kapital kan bruges. Det var i sin tredje kanslerperiode, at Angela Merkels læremester, Helmut Kohl, genforenede Tyskland og forpligtede Tyskland på euroen. Angela Merkel er ved at skrive sig ind i de tyske historiebøger som én af de store, men hvad skal der stå? De tyske vælgere har ikke fået meget at vide om, hvad al den magt skal bruges til.

Duellen
1. sept. TV-studie i Berlin-Adlershof.

»Angie«, »Angie«. SPD har glemt at bestille nogle unge »jusos« til at tage imod ved ankomsten til TV-studiet, så de første billeder, der møder 18 millioner tyske TV-seere, er af en sammenbidt Peer Steinbrück, der kanter sig igennem en skov af råbende ungkonservative med orange skilte. »Angie«, »Angie«.

Socialdemokraternes kanslerkandidat er voldsomt langt bagud i meningsmålingerne. Hans valgkamp begyndte dårligt, og pressen har været hård ved ham lige siden efteråret, hvor han halvvejs blev skubbet af sine egne ud i opgøret med CDUs Angela Merkel. Det er som om, Merkel så effektivt har redefineret den tyske kanslerrolle, at Peer Steinbrück bliver kritiseret ekstra for at være det, hun ikke er. Hun er forsigtig og driftsikker. Han mangler derimod selvkontrol og laver fodfejl. Hun er ydmyg, han er tværtimod grådig. Hun samler. Han er omvendt en spreder. Personspørgsmålet skygger totalt for hans valgkamp. Der er tre uger til valget, og der er kun én ting i Tyskland, der er kraftfuld nok til at redde Peer Steinbrück ud af sin negative spiral. Det er Angela Merkel.

Da TV-lyset tændes, og de fire berømte studieværter begynder deres udspørgen, gør begge kandidater det godt. Peer Steinbrück udfordrer. Merkel parerer. Man kan erklære duellen for uafgjort, men der er ingen tvivl om, hvem der får en gevinst ud af de 90 minutter. De to er i øjenhøjde. Vælgerne oplever pludselig en veltalende kanslerkandidat Peer Steinbrück i stedet for »Problem-Peer«.

Mega-Merkel
2. sept. Berlins hovedbanegård.

CDU har planlagt en usædvanligt apolitisk valgkamp. Valgplakaterne bærer typisk billeder af Angela Merkel og/eller næsten generiske politisk budskaber. »Kanzlerin für Deutschland.« står der på én. »Så Tyskland fortsat bliver godt regeret,« står der på en anden. Det er ikke det politiske budskab, der er vigtigt. Det er symbolerne. Merkels milde smil. Ordene »Tyskland«, »stærk« og »regeret«. Denne mandag rejser CDU en kolossal hyldest til Merkel – og til den moderne, symbolske valgkamp – midt i Berlin. En 70 gange 20 meter kollage bestående af brugerfoto af hænder, der tilsammen danner et billede af Merkels »rude« – pressens betegnelse for den figur, Angela Merkel ynder at lave med fingrene, når hun lytter i det offentlige rum. Ifølge CDUs generalsekretær repræsenterer det kernebudskabet i valgkampen. Socialdemokraterne taler om personkult i cubansk målestok. Den politiske ekspert Christoph Weckenbrock fra universitetet i Bonn kalder CDUs valgkamp for »forbløffende«.

»Det er jo temmeligt usædvanligt, at en kansler får stor anerkendelse i befolkningen for at trække sig ud af partipolitikken og forsøge at svæve som en præsident over partierne. Det er jo egentlig ikke meningen. Dertil har man jo forbundspræsidenten.«

Europa
3. sept. Den tyske forbundsdag, Berlin.

Den ellers slagne Peer Steinbrück har fået blod på tanden og angriber Angela Merkels lederskab i den sidste debat i Forbundsdagen, men det er en strid om Europa, der står tilbage. I en TV-dokumentar, der først skal sendes den 16. september, har Angela Merkel gjort noget meget atypisk. Hun har givet SPD et stød under bæltestedet. Merkel har kaldt SPD »utilregnelige« i euro-politikken og henvist til partiets interne debat om eurobonds og fælles gældshæftelse. Peer Steinbrück er blevet konfronteret med citatet, og han er rasende. SPD har stemt for Merkels redningspakker – også når dele af hendes eget parti har vaklet. Normalt er det Peer Steinbrück, der politiserer, men Angela Merkel vil måske gerne skændes om netop euroen. Her har hun vælgeropbakning til sine krav om reformer og besparelser i Sydeuropa og nej til fælles gældshæftelse. Angela Merkel kan lide Europa-debatten, som illustrerer et grundlæggende paradoks i Angela Merkels politik. Journalisten Ralph Bollmann beskriver i sin Merkel-biografi »Die deutsche – Angela Merkel und wir«, hvordan hendes popularitet hos tyskerne i høj grad hænger sammen med, at hun beskytter dem mod krav om ubehagelige reformer og besparelser. Mange mener, at hun blev skræmt af valgkampen i 2005, hvor hun næsten tabte valget på en reformdagsorden, der gjorde tyskerne utrygge og gav oppositionen for mange mange angrebspunkter. Nu hedder formlen: »Jernkansler ude - Mutti hjemme«.

Krig og fred
5. sept. Sankt Petersborg, Rusland.

Syrien-krisen udfordrer Angela Merkel midt i valgkampen. USA og Frankrig vil straffe Bashar al-Assads styre for angiveligt at have brugt giftgas mod sin befolkning i borgerkrigen. Et klart flertal af tyskerne vil ikke. Kansleren vil heller ikke. Samtidig står den to år gamle Libyen-krig som et spøgelse i den tyske udenrigspolitik. Dengang endte det af historiske grunde tilbageholdende Tyskland på hold med Rusland og Kina i FNs Sikkerhedsråd. Angela Merkel vil undgå igen at blive isoleret. Hun rejser til G20-topmøde i Sankt Petersborg med en plan om så vidt muligt at holde sammen på de vestlige allierede og presse Rusland til politiske sanktioner. USAs præsident, Barack Obama, har en erklæring med, der skal give politisk rygstød til en amerikansk aktion uden direkte at nævne et militært angreb. Den tyske regering argumenterer for, at de europæiske G20-lande skal vente med at skrive under til et møde mellem alle EU-landenes udenrigsministre. Frankrig, Italien, Storbritannien og Spanien skriver under alligevel. Næste dag enes EUs udenrigsministre om deres egen tekst, der også kalder på en skarp reaktion, men opfordrer USA til at søge en FN-resolution. Tyskland kan nu også skrive under, men i et døgn stod landet igen isoleret. Nu er det undtagelsesvis Angela Merkel, der ifølge tysk presse har begået en fodfejl.

Valgmaskinen
8. sept. ISS-Dome i Düsseldorf.

I Düsseldorf skal CDU skyde valgkampens slutspurt i gang. Det er en stor fest i orange. Bandet spiller Tina Turners »Simply the best« og Rolling Stones’ »Angie«, mens CDUerne synger med og vifter med de velkendte »Angie«-skilte. Det er en hyldestfest for Angela Merkel. CDUs valgmaskine kører, men ikke helt glat. Merkel kom i TV-duellen med Steinbrück til kategorisk at afvise at indføre en vejafgift. Men uden en vejafgift for udenlandske bilister bliver der ingen ny borgerlig regering, har formanden for hendes bayerske søsterparti, CSU, sagt. Hvordan skal det gå op? Samtidig er tysk presse begyndt at skrive om en metaltræthed hos CDU. Merkel har suget den politiske uenighed ud af valgkampen, og samtidig føler mange konservative, at sejren allerede er hjemme. Salen med plads til 13.400 tilskuere er kun halvt fyldt. Peer Steinbrück er begyndt at indsnævre Merkels kæmpeforsping i popularitetsmålingerne. Fra juli til midt i september har Merkel tabt fem procentpoint i en måling fra TNS Forschung og ligger på 67 procent. Peer Steinbrück har vundet syv procentpoint og ligger på 56 procent.

De skarpe vælgere
9. og 11. sept. TV-studie i Mönchengladbach.

Hidtil i valgkampen har Angela Merkel hovedsageligt mødt de tyske vælgere i store grupper, som hun har vinket til, skrevet autografer til, talt til. I ARDs valgstudie skal kansleren møde 150 repræsentativt udvalgte vælgere, der har forberedt spørgsmål inden for de områder, som ligger dem særligt på sinde. Temaerne er meget mere jordnære og konkrete end journalisternes valgdagsorden. For lidt ligestilling, for meget deltidsarbejde, for lidt ældrepleje, for få skolelærere. Mange er kritiske. Angela Merkel svarer for sig som regel uden direkte at modsige spørgeren. Hun kan forstå de fleste kritikpunkter, og hun kender sagsforholdene. Nogle gange påpeger hun, at regeringen har gjort noget. Andre gange, at regeringen arbejder på det. Indimellem gange advarer hun mod at gå for langt. Ofte konkluderer hun, at det er et spørgsmål om at finde balancen.

En vælger med kinesiske rødder fortæller, at han følte sig som tysker, lige indtil Angela Merkel i 2010 i en tale sagde, at »multi-kulti« – multikulturalisme – har slået fejl i Tyskland. Det var én af Angela Merkels sjældne polarisende udtalelser i integrationsdebatten, og den gik verden rundt. Siden den tale har han følt sig som kineser, siger manden.

Det beklager Angela Merkel. Hun forklarer, at hun absolut ikke efterlyser »assimilation«. Alle skal bidrage ud fra hver deres kulturelle udgangspunkt. Hun påpegede blot, at man i Tyskland skal »leve i samme retsrum og tale samme sprog med hinanden«.

Så får en yngre mand ordet. Han lever i et registreret parforhold med en anden mand. Han vil gerne vide, om Angela Merkel synes, han skal have lov til at adoptere. Ja eller nej?

Det kontante holdningsspørgsmål udfordrer Angela Merkels normale svarmåde. Kansleren forklarer, at hun har »det svært med den fuldstændige ligestilling«. Hun vil ikke personligt fremlægge et sådan lovforslag, siger hun.

Men manden vil vide, hvorfor hun ikke mener, at han skal have lov til at adoptere.

Nu er Angela Merkel langt uden for sin comfort zone. Det er en kontroversiel diskussion, begynder hun. Barnets vel. Sætningerne bliver usammenhængende. »Jeg kan måske her fremstå lidt gammeldags, men det må jeg leve med,« siger hun ud til publikum. »Jeg skal ikke tie om, hvad jeg tænker om det,« siger hun tilsyneladende henvendt til sig selv.

»Jeg har det svært med det, og jeg ved, at jeg dermed ikke opfylder menneskers ønsker,« siger Angela Merkel.

Hun forklarer aldrig, hvorfor hun er imod, men hendes beklagelse viser, hvor lidt hun bryder sig om at sætte et konservativt princip over et konkret menneske. Måske fordi det går imod hendes opfattelse af politik. »Det rigtige er det, der til syvende og sidst hjælper mennesker,« siger hun i en valgreklame på TV.

Det træk bliver kun understreget, da det to dage senere er Peer Steinbrücks tur til at træde ind i ARDs valgarena. SPD-kandidaten modsiger flere gange åbent vælgere, han er uenig med. Han taler hurtigt, trækker pointerne skarpt op og fremhæver SPDs konkrete forslag. Bagefter er journalisterne imponerede. De er mere uenige om Angela Merkels præstation. »Saglig, suveræn, næsten hævet over partierne,« skriver avisen Die Welt. »For første gang i denne valgkamp oplever vælgerne en delvist hjælpeløs kansler,« skriver Die Zeit.

Steinbrücks finger
13. sept. Avisen Süddeutsche Zeitung.

Mange har forklaret, at de troede, at det var en forfalskning, da fotoet af Peer Steinbrücks udstrakte langefinger og provokerende åbne mund torsdag aften ramte de elektroniske medier. Det kan ikke være rigtigt. Fotoshop måske? Nej, den er god nok. Peer Steinbrück stillede op til et interview uden ord, hvor han med gestik skulle besvare spørgsmålet, hvad han mener om sine øgenavne. F*** ***. Steinbrück har scoret point på det seneste ved at være det, som Angela Merkel ikke er: Direkte. Nu tager han den for langt og genåbner debatten om, hvorvidt han har kontrol nok over sin offentlige person til at være kansler. Angela Merkel siger ingenting. Den tavse kommunikation skal have lov til at tale for sig selv. Hvis det står mellem Steinbrücks »finger« og Merkels »rude«, ved hun godt, hvem der vinder.

Sejr og bekymring i Bayern
15. sept. Bayern.

Det er én af den slags sejre, der giver grå hår. CDUs søsterparti i Bayern, CSU, får en strålende valgsejr ved delstatsvalget og beviser, at folkepartier stadig kan nå 50 procent. I hvert fald i Bayern. Et stort rygstød for de konservative, men for Angela Merkels liberale regeringsmakker, FDP, en katastrofe. Med 3,3 procent af stemmerne ryger de helt ud. Partiledelsen reagerer hårdt og annoncerer en kamp for at hverve konservative stemmer. Tyskerne afgiver to stemmer ved valg, og FDP går efter konservative vælgeres vigtige andenstemme. CDU siger nej. Angela Merkel har brug for begge stemmer.

Hauptsache Merkel
19. sept. Tyskland.

Meningsmålinger peger på næsten dødt løb mellem Merkels regering og oppositionen, og flere ting kan tvinge Merkel til at søge en regering med Socialdemokraterne i stedet for FDP. Én af dem er euro-modstanderne i »Alternative für Deutschland«, der ligger på vippen. Et hårdt presset FDP er begyndt at trække de politiske forskelle til CDU hårdt op. Merkel lader næsten som om, de ikke eksisterer. I et brev til CDUs vælgere og i et CDU-strategipapir nævnes regeringsmakkeren overhovedet ikke. Der er brug for et stærkt CDU og Merkel som kansler, hedder det. Strategien hedder: »Hauptsache Merkel«. Så må vi se på resten efter valget.

De næste fire år

Hvis valget i dag går, som eksperterne forventer, vil Angela Merkel danne en ny regering. Måske med FDP som juniormakker. Måske med SPD. Spørgsmålet er, hvad hun så vil bruge de næste fire år til. CDUs valgprogram giver enkelte svar. Der lægges for eksempel op til en begyndende afdragelse af Tysklands statsgæld og økonomiske forbedringer for især børnefamilier. Uden at det står klart, hvor pengene skal komme fra. Ikke et fyldigt program. Tyskerne gætter for at fylde hullerne ud. Nyhedsmagasinet Der Spiegel forventer, at Merkels store projekt kan blive højkontroversielt: En tilbagrulning af beføjelser fra EU-Kommissionen til fordel for nationalstaterne. Det vil være et opgør med 60 års Europa-politik i CDU. Bild-redaktøren Nikolaus Blume mener at vide, at Angela Merkel vil trække sig midt i valgperioden for i god ro og orden at overlade roret til en efterfølger.

Torsdag aften på Berlins Alexanderplatz holdt Peer Steinbrück en tale, der meget vel kan være en af hans sidste som toppolitiker. Der var både skuffelse og forargelse at spore hos kanslerkandidaten, der nok fik afsløret svagheder ved fænomenet Merkel, men aldrig fandt den afgørende angrebsvinkel.

»Alle hendes forgængere – alle kanslere før hende uanset partifarve – har på et tidspunkt kastet sit embede i vægtskålen for at give dette land en retning. Nogle gange endda med risiko for at miste deres embede. Gerhard Schröder gjorde det. Med den delvist i egne rækker omstridte »Agenda 2010« og mistede embedet ved valget i 2005. Helmut Kohl gjorde det også med genforeningen. Helmut Schmidt gjorde det. Han havde allerede skrevet sin aftrædelseserklæring dengang med RAF-terrorsituationen. Willy Brandt gjorde det med henblik på østpolitikken. Alle disse kanslere har på et tidspunkt sagt: »Jeg har kompetence til at lægge en retningslinje for dette land. Fru Merkel har kompetence til at lægge en retningslinje. Hun lægger ingen retningslinje for dette land,« sagde Steinbrück.

Hvis det går som forventet i dag, vil Angela Merkel komme til at regere længere end Brandt, Schröder og Schmidt. Forude ligger Kohls 16 år. Hvad vil der stå i historiebøgerne? Der vil være et fyldigt afsnit om eurokrisen. Måske vil der stå, at hendes jernvilje bragte Sydeuropa på den nødvendige reformkurs. Måske vil der stå, at hendes tøven skabte usikkerhed om euroens fremtid. Der vil være et afsnit om energiomlægningen. Måske vil der stå, at Angela Merkel førte Europa fra atom og kul til vind. Måske vil der stå, at »Energiewende« sandede til i dårlig ledelese og høje elpriser. Hvad ellers? Verden vil spændt følge Merkel III.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.