Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Turistø i Thailand er ramt af voldsomme oversvømmelser

Det brasilianske fodboldhold Chapecoense er klar til at spille igen, efter holdet mistede flere spillere i et flystyrt sidst i november. Amerikanske spionchefer fastholder anklager mod Rusland for at stå bag hackerangreb. Og voldsomme regnskyl og oversvømmelser har ramt store dele af det sydlige Thailand. Læs de vigtigste udenlandske nyheder fra natten her.

Beboere i Sungai Kolok området i det sydlige Thailand ses her 2. januar under oversvømmelser i Narathiwat. / AFP PHOTO / MADAREE TOHLALA
Beboere i Sungai Kolok området i det sydlige Thailand ses her 2. januar under oversvømmelser i Narathiwat. / AFP PHOTO / MADAREE TOHLALA

Brasiliansk fodboldhold spiller første kamp efter flystyrt

Efter det tragiske flystyrt er det brasilianske fodboldhold Chapecoense klar til at gå på banen igen.

Den hårdt prøvede brasilianske fodboldklub Chapecoense er igen klar til at spille fodbold.

Holdet går efter planen på banen igen 21. januar i en træningskamp mod hjemlandets Palmeiras, skriver klubben ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han overlevede flystyrt: Brasiliansk fodboldspiller er vågnet fra koma - og husker intet

Chapecoenses nye præsident, Plinio David De Nes Filho, er glad for at klubben nu igen skal spille fodbold, fortalte han på en pressekonference torsdag.

- Kampen mod Palmeiras er en gestus, og det viser solidariteten og storheden fra Palmeiaras, der har hjulpet klubben med at blive genetableret i en tid med stor sorg.

Det bliver klubbens første kamp siden flystyrtet.

Bolivia tilbageholder luftfartsdirektør efter flystyrt

Klubbens bedste hold blev på det nærmeste udslettet, da deres fly faldt ned, da holdet var på vej til en kamp i Columbia.

19 af holdets 24 spillere døde under flystyrtet. Holdet var på vej til den største kamp i klubbens historie, finalen i den sydamerikanske cupturnering Copa Sudamericana, da deres fly styrtede til jorden.

I alt 71 af de 77 personer om bord på flyet omkom.

Onsdag præsenterede klubben Douglas Grolli, Nadson og Rossi som de første tre nye spillere til holdet.

Chapecoense bliver kåret som Copa Sudamericana-vinder efter flystyrt

Det ventes, at de tre nye spillere får følgeskab af yderligere 17 spillere. En lang række spillere fra hele verden har stillet sig til rådighed for klubben, der har haft 90 spillere i kikkerten.

Der er håb om, at to af de overlevende fra flystyrtet kan komme til at spille fodbold igen. To pladser på holdet vil derfor blive dedikeret til dem.

En tredje overlevende spiller har fået amputeret en del af sit ben. Han er blevet tilbudt en rolle i klubben, ligesom hans trøjenummer er fredet til evig tid.

/ritzau/

 

Den amerikanske vicepræsident Joe Biden.
Den amerikanske vicepræsident Joe Biden.

USA's vicepræsident opfordrer Trump til at blive voksen

Joe Biden mener, at det er på tide, at USA's kommende præsident begynder at udrette noget.

USA's vicepræsident, Joe Biden, lægger ikke fingrene imellem, når han deler gode råd ud til den kommende øverstbefalende i Det Hvide Hus.

Ifølge vicepræsident Biden er det på tide, at republikaneren Donald Trump bliver voksen.

Meldingen kommer i forbindelse med et interview med tv-stationen PBS. Her blev han blandt andet spurgt om en række kontroversielle bemærkninger og tweets fra Donald Trumps side, efter at han vandt præsidentvalget i november.

- Bliv voksen, Donald. Bliv voksen. Det er på tide at blive en voksen person. Du er præsident, siger Joe Biden blandt andet i interviewet, der blev sendt torsdag aften amerikansk tid.

- Det er på tide at udrette noget. Vis os, hvad du kan, tilføjer vicepræsidenten.

Efter Demokraternes valgnederlag i november har Joe Biden indikeret, at han ikke er klar til at lægge politik bag sig, når han sammen med Barack Obama forlader Det Hvide Hus 20. januar.

Vicepræsidenten har allerede givet sit bud på, hvordan Demokraterne skal reagere på valgnederlaget til Republikanerne.

Biden foreslår, at Demokraterne fremover skal fokusere mere på at forbedre vilkårene for den amerikanske arbejder- og middelklasse.

- Det vil blive langt tydeligere, hvad han (Donald Trump, red.) står for og er imod, og hvad vi står for og er imod, siger Joe Biden til PBS.

/ritzau/AFP

 

USA har udvist russiske diplomater, fordi amerikanske myndigheder mener, Rusland står bag hackerangreb og forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg.
USA har udvist russiske diplomater, fordi amerikanske myndigheder mener, Rusland står bag hackerangreb og forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg.

Amerikanske spionchefer fastholder anklager mod Rusland

Ved en høring i Senatet fastholder toppen af det amerikanske system, at russerne har hacket Demokraterne.

Amerikanske spionchefer fastholder anklagerne mod Rusland.

Ved en senatshøring torsdag forklarede chefen for National Intelligence, James Clapper, at han havde en meget stor tiltro til, at deres undersøgelser af den påståede russiske hacking er korrekte.

- Rusland har en meget lang tradition for at påvirke valg. Både deres egne og andres. Men vi har aldrig set en så direkte kampagne mod at påvirke et valg, som det har været tilfældet denne gang, siger han ifølge AFP.

- Dette angreb havde mange facetter. Hacking var en del, men angrebet indeholdt også propaganda, fejlinformationer og falske nyheder.

Anklagerne går på, at de russiske efterretningstjenester GRU og FSB skal have hacket sig ind i Det Demokratiske Parti. I to år skal de have udnyttet huller i computersystemerne, ligesom de skal have afluret kodeord.

Her skal de blandt andet have stjålet fortrolige oplysninger og delt dem med en række medier.

James Clapper, chefen for National Security Agency (NSA), Michael Rogers og Marcel Lettre, viceminister for forsvarets efterretningsvæsen, gav i en fælles erklæring udtryk for, at hackerangrebene er sket på aller øverste niveau.

De amerikanske efterretningstjenester skal efter planen mødes med den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, fredag for at delagtiggøre ham i deres undersøgelser.

Donald Trump har tidligere tvivlet på historierne om den påståede hacking, og har offentligt udtalt, at det var på tide at komme videre.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, udviste i sidste uge 35 russiske diplomater efter oplysningerne kom frem.

Rusland afviser at have stået bag den omfattende hacking.

/ritzau/

 

Turistø i Thailand er ramt af voldsomme oversvømmelser

Netop som højsæsonen for turisme er indledt i Thailand, skaber voldsomme regnskyl store problemer.

Voldsomme regnskyl og oversvømmelser har ramt store dele af det sydlige Thailand.

Seks mennesker er omkommet, og mindst 120.000 boliger er påvirket af vandmasserne. Det skriver AFP.

Det er uvist, om der er udlændinge blandt de omkomne.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser natten til fredag til Ritzau, at det ikke har modtaget informationer om danskere, der skulle være kommet i problemer som følge af oversvømmelser.

Blandt de ramte områder er turistdestinationen Koh Samui. Øen er et populært rejsemål for mange danskere.

Mange fly er aflyst som følge af oversvømmelserne, der kommer samtidig med, at højsæsonen for turisme står for døren i Thailand.

Vandmasserne har forvandlet veje til floder, skyllet strækninger af jernbaneskinner væk og forsinket lufttrafikken på blandt andet Koh Samui.

Billeder lagt ud på sociale medier viser biler, der er næsten totalt nedsænket i mudret vand på øen.

Ifølge ejeren af et hotel på Koh Samui har øen ikke oplevet noget lignende i mere end ti år.

- I vores gæstehus var der masser af mennesker, hvis flyafgange blev aflyst, siger Tuula Fitzpatrick til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har boet her i 12 år, og jeg har aldrig set det så slemt. Det var skræmmende. Nogle af mine ansatte kunne ikke komme på arbejde, tilføjer hun.

Thailands indenrigsministerium oplyser fredag i en meddelelse, at ni provinser i det sydlige Thailand har været plaget af monsunregn i næsten en uge.

Tusindvis af borgere i den mest sydlige provins, Narathiwat, er strandet i evakueringscentre på grund af kraftige regnskyl.

Thailands juntachef og premierminister, Prayut Chan-o-cha, vil fredag besøge provinsen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.