Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Trump bliver jagtet af pornoskuespiller og er nu knap så rig

USAs præsident skaber som altid overskrifter og har haft et møde med statsministeren fra Sverige, hvor der i nat har været et stort og dødeligt knivslagsmål.

Stephanie Clifford aka Stormy Daniels fotograferet efter et stripshow på Gossip Gentleman Club i New York.
Stephanie Clifford aka Stormy Daniels fotograferet efter et stripshow på Gossip Gentleman Club i New York.

Pornoskuespiller forsætter kamp mod Trump

Pornoskuespilleren Stephane Clifford, der også er kendt under navnet Stormy Daniels, har sagsøgt USAs præsident, Donald Trump.

38-årige Clifford, der påstår, at hun har haft sex med Donald Trump, beder retten om at ophæve en fortrolighedsaftale, som hun underskrev kort før det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Clifford ønskede dengang at fortælle offentligheden om sit forhold til Trump, men endte altså i stedet med at underskrive en fortrolighedsaftale.

I retsdokumenter, der er kommet frem tirsdag, lyder det, at aftalen er ugyldig. Det er den angiveligt, fordi Trump aldrig selv har underskrevet den, og fordi Trumps advokat har forsøgt at presse Stephanie Clifford til stilhed.

I februar erkendte advokaten Michael Cohen, at han havde betalt Clifford 130.000 dollar for ikke at snakke om hendes påståede forhold til præsidenten.

Clifford siger, at hun i 2006 indledte et »intimt forhold« til Trump. Forholdet fortsatte angiveligt ind i 2007, hvor de to mødtes i Lake Tahoe i Nevada og i Beverly Hills i Californien. Det fremgår af tirsdagens retsdokumenter.

Trump blev gift med sin nuværende kone, Melania, i 2005.

Advokaten Michael Cohen siger, at de 130.000 dollar, han betalte til Clifford, på ingen måde er forbundet til Trump eller Trumps organisation.

Men tirsdagens søgsmål anfægter altså gyldigheden af fortrolighedsaftalen, fordi den kun er underskrevet af Clifford og Cohen.

Det hedder samtidig, at Cohen »aggressivt forsøgte at få Clifford til at tie stille, for at undgå at hun fortalte sandheden«.

»For at slå det helt fast: Forsøgene på at skræmme frøken Clifford til stilhed og »lukke hendes mund" for at »beskytte Hr. Trump« fortsætter ufortrødent, lyder det i søgsmålet.

I fortrolighedsaftalen fra 2016 refereres der til Trump og Clifford med navnene David Dennison og Peggy Peterson.

/ritzau/AP

Trump nummer 766 på listen over verdens rigeste

Chefen for Amazon, Jeff Bezos, er verdens rigeste person og topper Forbes' liste foran Bill Gates.

Donald Trump er faldet over 200 pladser på listen og ligger nummer 766, efter at han sidste år lå nummer 544.

Forbes Magazine, der tirsdag offentliggjorde sin årlige liste over verdens milliardærer, anslår, at Trumps formue er på 18,6 milliarder kroner, 2,4 milliarder kroner mindre end for et år siden.

Trump selv har i alle år hævdet at være god for langt mere, end det Forbes har anslået. Hans formue voksede under præsident Barack Obama, men er blevet mindre, efter at han meddelte, at han stillede op til præsidentvalget i 2016.

»Nedgangen er fortsat, efter at han flyttede ind i Det Hvide Hus,« konstaterer Washington Post.

Værdien på Amazon-aktien er steget med 59 procent og selskabets chef, Jeff Bezos, har næsten fordoblet sin formue fra sidste år. Den er i dag på 120 milliarder dollar (godt 720 milliarder kroner).

Microsoft-grundlæggeren Bill Gates har ifølge Forbes en formue på 90 milliarder dollar (omkring 540 milliarder kroner).

»Forskellen på nummer et og nummer to på listen over verdens rigeste har aldrig tidligere været så stor,« fastslår Forbes.

Den legendariske investor Warren Buffett fastholder sin tredjeplads på listen. Han er efterfulgt af den franske erhvervsmand Bernard Arnault, som er rykket op som nummer fire efter at have været nummer 11 sidste år. Dette skyldes først og fremmest euroens styrke i forhold til dollaren.

Facebooks Mark Zuckerberg er nummer fem på listen.

To kinesiske milliardærer er rykket op blandt de 20 rigeste i verden. Det er Ma Huateng, som leder den kinesiske internetgigant Tencent og grundlæggeren af nethandelsfirmaet Alibaba, Jack Ma.

Der er i dag 2.208 dollarmilliardærer i verden, hvilket er flere end nogensinde før.

USA har flest milliardærer (585) efterfulgt af Kina (373).

Stort knivslagsmål i Sverige: En død...

En mand er omkommet og flere personer er kommet til skade i et masseslagsmål tirsdag aften i Helsingborg i Sverige.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

Da politiet ankom til bydelen Drottninghög omkring klokken 20.30, fandt de en tilskadekommen person, som blev bragt på sygehuset. Kort tid efter blev to andre mænd fundet skadet.

Yderligere to mænd havde på egen hånd formået at komme på hospitalet.

Samtlige fem personer var alvorligt tilredt. En af mændene så voldsomt, at hans liv ikke stod til at redde.

»Vi tror, at de alle er blevet skadet i det samme slagsmål,« siger politiets pressetalsmand, Fredrik Bratt.

De fem mænd er mellem 18 og 21 år. Ifølge politiet har de alle skader fra knivstik.

Natten til onsdag leder politiet efter mistænkte gerningsmænd. Flere personer er hentet ind til forhør. Ingen er dog anholdt, skriver Expressen.

Af sikkerhedshensyn afspærrede politiet akutmodtagelsen på sygehuset i Helsingborg i flere timer.

/ritzau/

... og Trump forsvarer kritik af Sverige

USAs præsident, Donald Trump, havde tirsdag inviteret den svenske statsminister, Stefan Löfven, på besøg i Det Hvide Hus.

Her betonede værten bl.a., at han var en af de første, der kastede lys over Sveriges problematiske indvandringspolitik.

»Jeg var en af de første, som sagde det. Jeg fik en del problemer dengang, men det er fint, for jeg havde ret,« siger Donald Trump bl.a. på mødet ifølge nyhedsbureauet AP.

»Jeg ved, I (Sverige, red.) har problemer, men jeg tror, de vil forsvinde. Forhåbentlig hurtigt,« tilføjer præsidenten efter et timelangt møde med Löfven.

Den svenske statsminister erkendte på mødet, at Sverige har et problem. Dog ikke i den størrelsesorden, som præsidenten antyder.

Löfven understregede ved samme lejlighed, at den svenske regering arbejder på at løse problemerne.

Trump bød Löfven inden for i Det Hvide Hus med et fast håndtryk. Det var ventet, at mødet skulle handle om handel, forsvarspolitik og terrorbekæmpelse.

»Sverige er et fantastisk land og en fantastisk allieret,« sagde Trump, da han tog i mod sin svenske kollega.

»Forholdet til Sverige har aldrig været bedre,« sagde præsidenten efter mødet.

Donald Trump måtte på mødet svare på spørgsmål om sit udspil om at indføre toldsatser på import af stål og aluminium.

Han hævdede, at EU har behandlet USA uretfærdigt og understregede, at han fortsat har planer om at indføre de omstridte toldsatser.

Den svenske statsminister understregede på mødet, at USA er blandt Sveriges vigtigste handelspartnere.

»Vi er en af de største investorer i USA per indbygger. Direkte eller indirekte står vi for en million job i USA, og i det regnestykke inkluderer jeg også vigtige erhvervsledere, som skaber disse job,« siger Stefan Löfven ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.