Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Traditionsrig storklub i opløsning: VM-stjerner på flugt efter angreb fra fans

I Portugal er traditionsklubben Sporting Lissabon i noget nær opløsning, efter at voldelige bøller har overfaldet spillerne til træning, og i svenske Umeå lukker og slukker jøderne efter gentagne, antisemitiske trusler.

Sporting Lissabons cheftræner, Jorge Jesus, har fået nok, og det har flere af klubbens spillere også. De vil væk, efter at de i maj blev angrebet af bøller. Her bliver træneren omfavnet af den franske spiller Romain Salin, efter at holdet for nylig tabte den portugisiske pokalfinale til Desportivo das Aves. 
Sporting Lissabons cheftræner, Jorge Jesus, har fået nok, og det har flere af klubbens spillere også. De vil væk, efter at de i maj blev angrebet af bøller. Her bliver træneren omfavnet af den franske spiller Romain Salin, efter at holdet for nylig tabte den portugisiske pokalfinale til Desportivo das Aves. 

Endnu tre VM-stjerner forlader overfaldsramte Sporting

Tre portugisiske stjerner, der i øjeblikket er i Rusland for at forberede sig til verdensmesterskabet i fodbold, har fortalt deres klub, Sporting Lissabon, at de vil ophæve deres kontrakter.

Det oplyste klubben mandag.

Beslutningen er del af en større krise i klubben, efter at spillere blev overfaldet af omkring 50 hætteklædte mænd under en træning i midten af maj.

William Carvalho, Gelson Martins og Bruno Fernandes har hver især informeret Sporting Lissabon om, at de mener, at de har et »gyldigt motiv« til at frigøre sig fra deres kontrakter.

Flere andre spillere fra Sporting Lissabon har allerede informeret klubben om deres planer om at sige op. Det gælder blandt andre anfører og målmand Rui Patrício og det unge talent Daniel Podence.

Også klubbens træner, Jorge Jesus, har meddelt sin afgang efter det voldsomme overfald på træningsanlægget nær Lissabon 15. maj.

Her tiltvang omkring 50 hætteklædte mænd med klublogoet på tøjet sig adgang og angreb både spillere og vandaliserede omklædningsrum.

Overfaldet var så voldsomt, at nogle spillere måtte sys med flere sting. Det har samtidig efterladt klubben i chok og vakt opsigt i hele Portugal.

Blandt andet har landets præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, udtrykt bekymring over landets image.

»Jeg er bekymret, da Portugal er en magtfaktor i professionel fodbold, og jeg er bekymret over alvorligheden i, hvad der er sket,« har han udtalt.

23 personer er fortsat i politiets varetægt efter overfaldet.

Hændelsen skete forud for den portugisiske pokalfinale, som Sporting tabte 1-2 til Desportivo das Aves efter en elendig afslutning på sæsonen.

Sporting sluttede på en tredjeplads i tabellen efter et nederlag til Marítimo i den sidste kamp. Dermed missede holdet chancen for at spille Champions League næste sæson.

Ritzau/AFP

Mindst ti mennesker dør i skibskollision på Volga-floden

Mindst ti mennesker blev dræbt mandag aften, da to både kolliderede på floden Volga i Rusland.

»Dykkere har bjærget ni lig – tre mænd og seks kvinder,« oplyser en talsmand for det lokale beredskabstjeneste tirsdag.

Sidenhen er yderligere et lig blevet bjærget.

Ulykken skete på floden nær byen Volgograd, da en pram kolliderede med en katamaran.

En unavngiven kilde fra den lokale nødtjeneste fortæller, at en af de mest sandsynlige årsager til ulykken er, at skipperen på katamaranen ikke overholdt sejlreglerne.

»Det forlyder, at skipperen på katamaranen overtrådte manøvrereglerne og ikke gjorde noget forsøg på at undgå kollisionen,« siger kilden.

Ifølge det russiske føderale agentur for søfart og flodtransport havde katamaranen ikke de påkrævede dokumenter og identifikationslys.

Da ulykken indtraf, var der 16 mennesker om bord på katamaranen, som ifølge den unavngivne kilde har plads til 12.

Ritzau/Tass

Jødisk samfundsliv er væk i størstedelen af Sverige

Den jødiske forening i den svenske by Umeå føler sig nødsaget til at lukke efter i halvandet år at have været plaget af trusler og hærværk.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Lukningen af foreningen i Umeå markerer ifølge avisen afslutningen på et kapitel i svensk jødisk historie.

For med lukningen findes der ikke længere organiserede jødiske samfund nord for Uppsala. Dermed er der kun jødisk samfundsliv tilbage i den sydligste tredjedel af Sverige.

Det er et stort slag for jøderne i Sverige, mener Aron Verständig, der er leder af det jødiske centralråd i Sverige.

»For jøderne i Nordsverige har det store konsekvenser, fordi de nu ikke længere har et sted at søge hen for at leve et aktivt jødisk liv. For resten af os betyder det, at vi må investere endnu mere i sikkerhed, end vi allerede gør,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Ifølge Carinne Sjöberg, der var leder af den nu lukkede forening i Umeå, var det primært nazistiske grupper, der stod bag truslerne.

Hun fortæller, at foreningens lokaler er blevet overmalet med påskriften »Hitler«, og at folk har hængt jødefjendtlige plakater op.

Derudover er der blevet tegnet hagekors og skrevet truende beskeder som »vi ved, hvor I bor«.

»Folk blev meget bekymrede for børnene, og vi kunne ikke få et nyt lokale af kommunen, selv efter de mange ubehagelige ting, vi har været udsat for, så vi har været nødt til at lukke,« siger Carinne Sjöberg til Kristeligt Dagblad.

»Det er et sørgeligt nederlag, at nazisterne får lov til at sejre.«

Også i Malmø og Göteborg har de jødiske miljøer i mange år været udsat for hærværk, trusler og vold.

I december sidste år blev synagogen i Göteborg angrebet med molotovcocktails, som en gruppe mænd med mellemøstlig oprindelse er sigtet for at stå bag.

Ritzau

Dødelig vold eskalerer i løsrivelsesparate dele af Cameroun

En bølge af dødelig vold er eskaleret i flere regioner i det vestafrikanske land Cameroun. Det oplyser Amnesty International tirsdag.

Bevæbnede separatister skyder militærpersonale, brænder skoler ned og angriber lærere. Det viser en ny rapport baseret på interview med flere end 150 ofre og vidner samt satellitbilleder.

Samtidig bliver folk tortureret af sikkerhedsstyrker, ligesom at soldater skyder mod folkemængder. Der bliver også foretaget vilkårlige anholdelser og ødelagt landsbyer i de engelsktalende regioner i nordvest og sydvest.

Voldsofre beretter om at få bind for øjnene af sikkerhedspersonale og blive banket med forskellige genstande, herunder stave, ledninger og skydevåben samt at få sat strøm til sig.

»Gennem tre dage slog de os med skovle, hammere, planker og kabler. De sparkede os og hældte varmt vand på os,« fortæller en mand, der blev anholdt i december 2017, til Amnesty International.

Ifølge organisationen er talrige mennesker døde i forvaring.

Amnesty International har også dokumentation for flere ulovlige drab, som blev udført af hæren under tre sikkerhedsoperationer i december 2017.

Yderligere dræbte væbnede separatister mindst 44 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne mellem september 2017 og maj 2018, oplyser Amnesty International.

Cameroun har været plaget af voldsomme uroligheder, siden de to engelsktalende regioner i nordvest og sydvest meddelte, at de ønsker at løsrive sig og danne et nyt land under navnet Amazonia.

Under urolighederne er mindst 33.000 mennesker flygtet til nabolandet Nigeria.

Engelsktalende camerounere i den tidligere franske koloni har længe klaget over, at de bliver behandlet som andenrangsborgere og får færre statslige midler.

De engelsktalende camerounere udgør omkring en femtedel af landets indbyggere.

Ritzau/DPA

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.