Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Toprepublikanere: Hvidt overherredømme er frastødende

Efter USA's præsident Donald Trump ifølge mange kritikere var for langsom til at fordømme ekstreme højrenationalister efter angrebet i Charlottesville, har republikanernes formand nu valgt at uddybe præsidentens kommentarer.

Donald Trumps udmelinger om landets ekstreme højrefløj var ifølge republikanernes formand Paul Ryan ikke præcise nok. I hvert fald har Ryan valgt at uddybe præsidentens budskab. Arkivfoto.
Donald Trumps udmelinger om landets ekstreme højrefløj var ifølge republikanernes formand Paul Ryan ikke præcise nok. I hvert fald har Ryan valgt at uddybe præsidentens budskab. Arkivfoto.

Toprepublikanere: Hvidt overherredømme er frastødende

Republikanernes formand i Repræsentanternes Hus føler, det er nødvendigt at præcisere præsidentens budskab.

Washington. - Vi må gøre det helt klart. Forestillingen om hvidt overherredømme er frastødende.

Sådan skriver Republikanernes formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, på Twitter.

Udmeldingen er en reaktion på præsident Donald Trumps aktuelle kommentarer om weekendens uroligheder i Charlottesville.

Tirsdag understregede præsidenten, at venstreorienterede demonstranter også var voldelige og angreb højrenationalistiske grupperinger under urolighederne.

Præsidenten er blevet kritiseret for ikke klart at have fordømt nynazister, medlemmer af Ku Klux Klan og ekstremister i forbindelse med urolighederne, der kostede en kvinde livet.

Og Donald Trumps partifælle Paul Ryan føler tilsyneladende, at det er nødvendigt at præcisere præsidentens budskab.

»Fordomme er imod alt, hvad dette land står for. Der må ikke være nogen moralsk tvetydighed,« skriver Ryan på Twitter.

Marco Rubio, der er republikansk senator, mener heller ikke, at Trump har været god nok til at tage afstand fra hvide nationalister.

»Præsidenten kan ikke tillade, at hvide racister kun påtager sig halvdelen af skylden. De støtter en idé, der har kostet nationen og verden så meget smerte,« skriver han på Twitter tirsdag aften.

»Vi kan ikke tillade, at denne gamle ondskab blusser op igen,« tilføjer Rubio.

Sammenstødende mellem hvide nationalister og demonstranter begyndte, da de højreorienterede grupper var samlet i byen for at protestere mod fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.

FN's generalsekretær, António Guterres, tager ligesom Paul Ryan afstand fra weekendens uroligheder i Virginia.

»Racisme, fremmedhad, antisemitisme og islamofobi forgifter vores samfund,« skriver han tirsdag aften på Twitter.

»Vi må rejse os imod dem. Hver gang. Alle steder,« tilføjer generalsekretæren.

/ritzau/

OVERBLIK: Politikere kritiserer Trump for Virginia-kommentar

En række fremtrædende demokrater og republikanere tager afstand fra præsidentens kommentarer om uroligheder.

Washington. Både republikanere og demokrater har været hurtige ved tasterne, efter at præsident Donald Trump tirsdag aften skød skylden på både hvide nationalister og venstreorienterede demonstranter efter urolighederne i Charlottesville.

Flere af dem kritiserer præsidenten på de sociale medier for ikke klart at tage afstand fra tilhængere af et hvidt overherredømme.

John McCain, republikansk medlem af Senatet:

»Der er ingen moralsk sammenhæng mellem racister og amerikanere, der protesterer mod had og fordomme. USA's præsident bør sige det.«

Ileana Ros-Lehtinen, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus:

»Skyder skylden på begge sider for Charlottesville? Nej. Tilbage til relativisme når det handler om KKK (Ku Klux Klan, red.), nazisympatisører, hvide racister? Nej. Bare nej.«

Rob Portman, republikansk medlem af Senatet:

»Vi må udtrykke os klart mod hadet, racismen og tilhængere af hvidt overherredømme, der har ramt #Charlottesville.«

Jerry Moran, republikansk medlem af Senatet:

»Hvidt overherredømme, fordomme og racisme har absolut ingen plads i vores samfund og ingen - især ikke Potus (præsidenten, red.) - bør tolerere det.«

Chuck Schumer, Demokraternes leder i Senatet:

»Ved at sige at han ikke tager nogens parti, så er det præcis, hvad Donald Trump gør. Når David Duke (hvid nationalist og politiker, red.) og hvide racister jubler over dine kommentarer, så gør du noget meget, meget forkert.«

Nancy Pelosi, Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus:

»Der er kun et parti, man kan tage, når en gruppe af hvide racister er voldelige og myrder i USA. Det amerikanske folk fortjener en præsident, der forstår det.«

Elisabeth Warren, demokratisk medlem af Senatet:

»USA's præsident har lige forsvaret nynazister og skudt skylden på dem, der fordømmer deres racisme og had. Det er sygt.«

Brian Schatz, demokratiske medlem af Senatet:

»Som jøde, som amerikaner, som menneske, ord kan ikke beskrive min væmmelse og skuffelse. Dette er ikke min præsident.«

Terry McAuliffe, demokratisk guvernør i Virginia:

»Nynazister, klanmedlemmer og hvide racister kom til Charlottesville væbnet til tænderne, spredte had og søgte et slagsmål,« skriver han på Twitter og fortsætter:

»En af dem myrdede en ung kvinde i en terrorhandling, og to af vores bedste betjente blev dræbt i en forfærdelig ulykke i forsøget på at beskytte dette samfund. Dette var ikke begge siders skyld.«

/ritzau/AP

40 år efter sin død regerer kongen af rock 'n' roll stadig

For fyrre år siden døde Elvis Presley, men han hyldes stadig som en af de største stjerner nogensinde.

København. Elvis Presley, kongen af pop og rock eller ganske enkelt bare kongen.

Selv om det er 40 år siden, at den amerikanske sanger, guitarist og skuespiller døde, bliver han af mange stadig husket som et af de største navne i musikhistorien.

Med over en milliard solgte plader er rockstjernen Elvis Presley den bedst sælgende solist nogensinde ifølge Guinness rekordbog. Dermed efterlod han ved sin død i 1977 også en del fans verden over.

En af dem er den danske musiker og sangskriver Keld Heick, der kalder Elvis Presley "den største stjerne i pop og rock nogensinde".

»Han kunne synge vild rock 'n' roll og smækkende ballader, som ingen andre kunne det. En sanger som Elvis er jeg ikke sikker på, at vi nogensinde får igen,« siger han.

Elvis Presley nåede at optræde mere end 1100 gange.

Især hans koncert 14. januar 1973, der er blevet døbt "Aloha from Hawaii", bliver husket af mange. Den blev livetransmitteret til 40 lande og er blandt de mest sete underholdningsprogrammer nogensinde.

Ifølge Keld Heick var det Elvis Presleys evne til at fange publikum med sin særegne stemme, der gjorde, at rockstjernen var så populær, og at hans musik stadig lever.

»Når han synger, kan man helt undvære musik til. Rytmen er ikke bare i hans krop, men i hans stemme. Selv hvis der ikke havde været noget akkompagnement, er jeg sikker på, at man stadig ville sidde og hoppe i stolen, når han sang,« siger han.

Elvis Presleys tolvte album, "His hand in mine", har gjort et så stort indtryk på Keld Heick, at han har lp'en i tre eksemplarer derhjemme.

»De to første er simpelthen slidt op, og den tredje er begyndt at knase, så nu har jeg den heldigvis på cd. Det er og bliver min favoritplade. Den kan jeg høre døgnet rundt, og jeg bliver aldrig træt af den,« siger han.

Om vi altid vil huske den populære sanger, tør Keld Heick ikke spå om. Men hjemme hos familien Heick vil Elvis-pladerne ikke stoppe med at spinne.

»For mig vil han leve evigt. Så længe jeg lever, så er Elvis der i hvert fald,« siger han.

/ritzau/

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.