Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: To personer er anholdt i Marokko efter angreb i Spanien

To mænd er anholdt i Marokko mistænkt for at have tilknytning til gerningsmændene bag angrebet i Barcelona. Indien er ramt af en ny topafsporing få dage efter en lignende dødsulykke. Og i USA demonstrerer tusindvis i Arizona, hvor hvor Donald Trump har holdt tale. Få overblik over nattens nyheder her.

Blomster på Ramblaen i Barcelona efter angrebet 17 august 20117 / AFP PHOTO / LLUIS GENE
Blomster på Ramblaen i Barcelona efter angrebet 17 august 20117 / AFP PHOTO / LLUIS GENE

To mænd er anholdt i Marokko på mistanke om tilknytning til de formodede gerningsmænd bag varevognsangreb.

To mænd er anholdt i Marokko på mistanke om, at de har forbindelse til de formodede skyldige for varevognsangrebet i Barcelona torsdag i sidste uge, som kostede 13 mennesker livet.

Det oplyser den statslige tv-kanal 2M tirsdag ifølge Reuters.

En af de tilbageholdte har tidligere boet i Barcelona og skal have planlagt et angreb på den spanske ambassade i Rabat i Marokko, oplyser tv-kanalen.

Manden, der blev anholdt i provinsen Nador søndag, mistænkes også for at have tilknytning til Islamisk Stat.

Det er uklart, hvilken forbindelse han mistænkes for at have haft til den "terrorcelle" i Spanien, der menes at have planlagt angrebet i Barcelona samt det angreb, som spansk politi fik standset i opløbet nogle timer senere i en mindre kystby.

Den anden mand blev anholdt i byen Oujda, men til daglig bor han i Ripoll i Spanien.

Ripoll er hjembyen for flere af de personer, som mistænkes for at stå bag angrebene.

I alt omfattede cellen 12 personer, mener spansk politi.

Otte er blevet dræbt, mens de fire andre - alle med marokkanske rødder - tirsdag blev stillet for en dommer i Spaniens højesteret i Madrid.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, men ifølge de internationale nyhedsbureauer fik de fire læst anklagerne op. Anklagerne omfattede terrorisme, drab og våbenbesiddelse.

En af de fire mistænkte fik lov til at gå på en såkaldt betinget løsladelse.

Det kan ifølge Reuters tage måneder eller endda år, før den egentlige retssag begynder.

Tre af de fire mistænkte blev anholdt i Ripoll. Den fjerde blev fundet såret efter en eksplosion i et hus i Alcanar og derefter anholdt.

Politiet mener, at beboerne i huset var i færd med at forberede et stort angreb med gasflasker i Barcelona.

Mandag blev den hovedmistænkte for angrebet i Barcelona, Younes Abouyaaqoub, skudt og dræbt i en politiaktion.

/ritzau/

Her ses billeder fra togafsporingen i Khatauli i Uttar Pradesh 20. august 2017.
Her ses billeder fra togafsporingen i Khatauli i Uttar Pradesh 20. august 2017.

Indien ramt af ny topafsporing få dage efter dødsulykke

Adskillige meldes kvæstet, efter at et eksprestog i Indien onsdag før daggry ramte en lastbil.

Adskillige passagerer meldes kvæstet, efter at adskillige vogne på et eksprestog onsdag før daggry blev afsporet i Uttar Pradesh i det nordlige Indien.

For fire dage siden blev 23 mennesker dræbt i en lignende ulykke i samme delstat.

En talsmand for landets jernbaneselskab, Indian Railways, oplyser, at 12 vogne er væltet, efter at toget havde ramt en lastbil

- Samtlige tilskadekomne er bragt på hospital, siger talsmand Anil Saxena til nyhedsbureauet AFP.

En lokal politichef oplyser ifølge AFP, at 42 personer er kommet til skade. Andre medier nævner tal fra omkring 20 og op til 70.

Lørdag mistede 23 passagerer livet og omkring 150 kom til skade, da et hurtigtog kørte af sporet og ramte ind i flere boliger.

Indiens jernbanenet er målt i skinnekilometer det fjerdestørste i verden, og tog er med omkring 22 millioner passagerer dagligt den foretrukne rejseform i det store land.

Men Indian Railways er ifølge AFP underfinansieret, og det viser sig i kraft af en nedslidt infrastruktur og hyppige dødsulykker.

Eksperter har også påpeget lave sikkerhedsstandarder som årsag til en høj ulykkesfrekvens.

For lidt under et år siden døde 146 personer i togulykke i Uttar Pradesh.

En redegørelse fra 2012 konkluderede, at næsten 15.000 personer dør hvert år på de indiske jernbaner. Og den beskrev det årlige tab af liv som en massakre.

Premierminister Narendra Modis regering har lovet at investere 870 milliarder kroner over fem år i moderniseringen af landets jernbaner.

Demonstranter var massivt til stede ved center i Phoenix, hvor præsident Donald Trump talte tirsdag aften.
Demonstranter var massivt til stede ved center i Phoenix, hvor præsident Donald Trump talte tirsdag aften.

Politi adskiller demonstranter før Trump-tale i Arizona

Demonstranter var massivt til stede ved center i Phoenix, hvor præsident Donald Trump talte tirsdag aften.

Tusindvis af demonstranter var mødt op uden for Phoenix Convention Center i den amerikanske delstat Arizona, hvor USA's præsident, Donald Trump, talte tirsdag aften lokal tid.

De mange Trump-kritikere råbte blandt andet "skam, skam, skam" og "ingen Trump, ingen Ku Klux Klan, ingen fascister i USA", skriver nyhedsbureauet AP.

Over for demonstranterne stod tusindvis af Trump-støtter, der råbte slagord mod de fremmødte Trump-kritikere.

Politiet var massivt til stede, beretter CNN. Ifølge tv-stationen blev der ved med at komme demonstranter til stedet, mens præsidenten gennemførte sin tale.

Efter nogle episoder, hvor stemningen mellem præsidentens støtter og kritikere blev ophedet, måtte politiet adskille de to grupper, så de ikke stødte sammen.

Der opstod ikke alvorlige sammenstød hverken før eller under talen.

Donald Trump talte klokken 19 lokal tid (klokken 4 i Danmark, red).

Dermed så præsidenten stort på, at byens demokratiske borgmester, Greg Stanton, havde bedt præsidenten om ikke at tale i Phoenix kort tid efter problemerne i byen Charlottesville.

Charlottesville, der ligger i delstaten Virginia, blev tidligere på måneden ramt af voldsomme uroligheder.

Det skete, da en stor gruppe nynazister og højrenationale stødte sammen med moddemonstranter. En kvinde blev dræbt, og 19 personer blev såret i optøjerne.

Begge senatorer fra Arizona, der lige som Trump er republikanere, har takket nej til at deltage ved Trumps event.

Præsidenten er blevet kritiseret for, at han ikke har taget klar nok afstand fra højrenationalister.

Det afviste præsidenten under sin tale i Phoenix.

- Jeg tog afstand fra start. Det er de uærlige medier, der ikke skriver, når jeg tager afstand fra nationalister og nynazister, sagde Trump til stor jubel.

Trump er i Arizona, fordi han tidligere tirsdag besøgte byen Yuma, der ligger på grænsen til Mexico.

Det er blandt andet her, at Trump mener, at hans omtalte grænsemur vil hjælpe mod illegal indvandring.

Muren var en central del af Trumps kampagne frem mod præsidentvalget i fjor.

/ritzau/

Den amerikanske flåde vil fritage viceadmiral Joseph Aucoin fra tjeneste efter en række kollisioner, hvor amerikanske flådefartøjer har været involveret.
Den amerikanske flåde vil fritage viceadmiral Joseph Aucoin fra tjeneste efter en række kollisioner, hvor amerikanske flådefartøjer har været involveret.

Medie: Flåde fritager admiral fra tjeneste efter kollisioner

Der er akut behov for ny ledelse i den amerikanske flåde, siger embedsmand efter flere pinlige uheld.

Den amerikanske flåde vil fritage viceadmiral Joseph Aucoin fra tjeneste efter en række kollisioner, hvor amerikanske flådefartøjer har været involveret.

Det oplyser en embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Flåden er stadig i færd med eftersøgningen af ti søfolk, der savnes efter den seneste kollision øst for Singapore mandag.

- Der var brug for en akut udskiftning i ledelsen, siger embedsmanden ifølge Reuters om beslutningen om at fritage Aucoin fra tjeneste.

Den amerikanske flåde har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

Kilden oplyser til Reuters, at det bliver admiral Scott Swift, der erstatter Joseph Aucoin på posten. Han er trestjernet admiral og står i spidsen for den amerikanske stillehavsflåde.

Det er endnu uklart, hvornår nyheden bliver bekræftet officielt.

Beslutningen om at erstatte Aucoin er truffet, få dage efter at den amerikanske destroyer USS John S. McCain kolliderede med et handelsskib øst for Singapore.

Det var det fjerde alvorlige uheld med skibe fra den amerikanske stillehavsflåde alene i år.

En stor international rednings- og eftersøgningsaktion søger stadig efter de ti savnede søfolk efter mandagens kollision.

Her deltager fly, dykkere og skibe fra USA, Singapore, Malaysia, Indonesien og Australien.

Tirsdag fandt flådens dykkere ligrester inde i en aflukket sektion af skroget på USS John S. McCain.

Flåden har endnu ikke bekræftet identiteten på de bjærgede lig.

Imens arbejder flåden på at identificere et lig, der blev fundet otte sømil fra ulykkesstedet i Malaccastrædet.

På grund af rækken af uheld har den amerikanske flåde varslet en pause i samtlige operationer i forbindelse med en omfattende granskning af episoderne.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.