Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Sydkorea advarer Nordkorea efter missil flyver ind over Japan

Konflikten mellem Sydkorea og Nordkorea spidser til efter tirsdagens missilaffyring, Harveys hærgen i Texas har fået Trump til tasterne på Twitter, og FN beretter om en skræmmende stor vandmangel i konfliktområder. Her får du overblikket over nattens historier fra udlandet.

Nordkorea har optrappet prøveaffyringer af ballistiske missiler de seneste år, men det er første gang med Kim Jong-un som landets leder, at et missil bliver sendt ind i japansk luftrum.
Nordkorea har optrappet prøveaffyringer af ballistiske missiler de seneste år, men det er første gang med Kim Jong-un som landets leder, at et missil bliver sendt ind i japansk luftrum.

Sydkorea advarer Nordkorea efter missil flyver ind over Japan
Fortsætter Nordkorea sine missilprovokationer, vil Sydkorea og USA reagere, meddeler regeringen i Seoul.

Sydkorea fordømmer den missilaffyring, som Nordkorea tidligere tirsdag gennemførte.

Missilet fløj ifølge det sydkoreanske militær 2700 kilometer i en højde på 550 kilometer, før det brækkede i tre dele og styrtede i havet ud for Japans nordligste ø, Hokkaido.

- Hvis Nordkorea fortsætter atom- og missilprovokationerne, vil vi med udgangspunkt i vores urokkelige alliance med USA reagere stærkt, meddeler det sydkoreanske udenrigsministerium i en erklæring ifølge Reuters.

Ministeriet oplyser ikke, hvilken gengældelse styret i Nordkorea i så fald kan forvente.

Samtidig oplyser diplomater ifølge Reuters, at FN's Sikkerhedsråd samles sent tirsdag (New York-tid, red.) for at drøfte missiltesten.

Ifølge den japanske regerings talsmand, Yoshihide Suga, faldt missilet i havet knap 1200 kilometer øst for Hokkaido.

Affyringen kommer samtidig med afviklingen af en stor fælles militærøvelse mellem USA og Sydkorea.

Nordkorea har tidligere påstået, at øvelsens virkelige formål er at træne de to landes soldater i en invasion.

Nordkorea har optrappet prøveaffyringer af ballistiske missiler de seneste år, men det er første gang med Kim Jong-un som landets leder, at et missil bliver sendt ind i japansk luftrum.

Der er mindst to fortilfælde, men de ligger tilbage i 1998 og i 2009. Begge gange hævdede styret i Pyongyang, at missilerne skulle sende satellitter i kredsløb om Jorden.

Det ligger endnu ikke fast hvilken type missil, der blev sendt afsted tirsdag. Det japanske forsvarsministerium mener, at der sandsynligvis er tale om et forholdsvist nyudviklet missil, som Nordkorea kalder for Hwasong-12.

Eksperter har ifølge Reuters vurderet, at Hwasong-12 har en rækkevidde på mindst 4000 kilometer.

/ritzau/

Presset Trump tweeter løs under Harveys hærgen i Houston
Trump besøger Texas tirsdag, men har været ivrig for at vise sin støtte til de ramte på sociale medier.

USA's præsident, Donald Trump, har endnu ikke besøgt det katastroferamte område i Texas, hvor især storbyen Houston er ramt af store oversvømmelser på grund af voldsomme regnmængder.

Men præsidentens øjne hviler tilsyneladende konstant på de ramte og katastrofeberedskabet i området.

Således har præsidenten tweetet 20 gange om stormen siden fredag, skriver nyhedsbureauet AP.

- Er lige ankommet til Camp David, hvor jeg holder øje med orkanen Harveys gøren og laden, mens den bliver opgraderet til en kategori 3, skrev præsidenten blandt andet fredag.

Naturkatastrofer har tidligere vist sig at kunne blive afgørende for amerikanske præsidenters omdømme og popularitet.

George W. Bush's dårlige håndtering af orkanen Katrina i 2005 fulgte ham resten af hans præsidentperiode.

Derimod opnåede Barack Obama stor politisk opbakning for sin håndtering ødelæggelserne efter stormen Sandy.

Donald Trump har hele sin præsidentperiode kæmpet med dårlig opbakning i befolkningen.

Præsidenten har måske derfor virket ivrig for at bevise, at han har styr på situationen i Texas.

Donald Trump har planlagt en rejse til Texas tirsdag. Besøget blev allerede annonceret fra Det Hvide Hus, inden Harvey havde ramt området.

I mellemtiden har præsidenten været flittig på de sociale medier, hvor han blandt andet har kommenteret stormens styrke og beredskabets arbejde.

- Mange siger, at dette er den største orkan/storm, de nogensinde har set. Den gode nyhed er, at de har kompetente mennesker på jorden, skrev præsidenten i et tweet søndag.

Præsidenter skal ifølge AP ofte træde varsomt, når de besøger katastroferamte områder.

At mobilisere en præsident med et stor sikkerhedsopbud er et stort logistisk arbejde, der kræver mange ressourcer fra de allerede pressede lokale myndigheder.

Ifølge kilder i Det Hvide Hus ville Donald Trump alligevel tidligt annoncere en rejse til Texas. Det er dog endnu uvist, præcist hvilke områder og byer han vil besøge.

Som præsidentkandidat var Donald Trump et skridt foran sin rival, da han hastede til Louisiana for at tilse ødelæggelserne efter store oversvømmelser.

Trump ankom til de oversvømmede områder før den demokratiske kandidat, Hillary Clinton, og den daværende præsident, Barack Obama, der var på ferie.

/ritzau/

FN: Skræmmende stor vandmangel i konfliktområder
Har verdenssamfundet viljen, kan det sikre rent vand til alle, mener ekspert og FN's Børnefond.

Over 180 millioner mennesker i konfliktzoner mangler adgang til rent drikkevand.

Det oplyser FN's Børnefond (Unicef), som understreger, at der er et alvorligt problem med vandforsyninger, der bliver udset som mål for angreb i krige.

Steen M. Andersen, generalsekretær i Unicef Danmark, siger:

- Det er et skræmmende stort tal, som baserer sig på relativt få kriseramte lande. Det betyder, at situationen dér er frygtelig, siger han.

Blandt de værst ramte lande er Syrien, Yemen, Sydsudan og det nordlige Nigeria. Tilsammen er omkring 30 millioner mennesker ifølge Unicef i akut mangel på rent drikkevand i disse områder.

Flere af landene har oplevet direkte angreb på vandforsyningen som en del af de konflikter, der raser.

Mangel på rent vand og dårlige sanitære forhold baner vejen for potentielt dødelige sygdomme som kolera, og det gør civilbefolkningen ekstra sårbar, forklarer Steen M. Andersen.

- De krigsførende parter skal helt klart forstå, at et direkte angreb på vandforsyningen er meget ødelæggende. Den type af angreb er faktisk på vej mod krigsforbrydelser, siger han.

Et af FN's verdensmål for bæredygtighed er at sikre rent vand til alle mennesker inden 2030.

I lyset af de nye tal for vandmangel, kan det lyde som et overambitiøst mål, men generalsekretæren, understreger, at flere og flere får adgang til rent vand.

- Det går den rigtige vej, men det går bare ikke hurtigt nok, siger Steen M. Andersen og fortsætter.

- Vi skal have de krigsførende parter på banen og også verdenssamfundet, siger han.

Helle Munk Ravnborg, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), er enig i, at verdenssamfundet kunne gøre noget ved problemet, hvis viljen var der.

- Det er bestemt inden for det økonomiske råderum at skaffe rent drikkevand til alle. Det handler om viljen til at gøre det, siger hun.

Fra 27. til 31. august løber World Water Week af stablen i Stockholm, hvor der bliver sat fokus på problemer med vand verden over.

- Hvis man ser på, hvor mange gange, der har været afholdt Water Week, så er det klart, at ugen i sig selv ikke er nok til afhjælpe problemerne, siger Helle Munk Ravnborg og fortsætter.

- Men World Water Week sætter fokus på problematikken og er med til at samle praktikere og politikere, så vi kommer målet om at sikre rent drikkevand til alle en lille smule nærmere, siger hun.

/ritzau/

To dræbt og fire såret i skyderi på bibliotek i New Mexico
En person er blevet anholdt efter et skyderi mandag, oplyser myndighederne i byen Clovis.

To personer er blevet dræbt, og fire andre er såret i et skyderi på et bibliotek i byen Clovis i den amerikanske delstat New Mexico.

Det oplyser chefen for brandmyndighederne i byen ifølge Reuters.

En person er blevet anholdt efter skyderiet, der fandt sted mandag.

De fire sårede er alle blevet bragt til hospitalet efter skyderiet.

Snesevis af politibetjente omringede det offentlige bibliotek, efter at have modtaget anmeldelser om et skyderi.

Ifølge Carl Christiansen, talsmand for delstatspolitiet i New Mexico, fik politiet en anmeldelse omkring klokken 16 lokal tid om, at en bevæbnet gerningsmand befandt sig inde på biblioteket.

Vanessa Aguirre var inde på biblioteket med sin søn, da manden pludselig kom ind ad døren og begyndte at skyde.

- Det hele skete så hurtigt. Vi flygtede med det samme. Min taske er stadig derinde, siger hun til The Eastern New Mexico News. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Clovis, der har omkring 40.000 indbyggere, ligger omkring 300 kilometer øst for Albuquerque og tæt på flyvebasen Cannon Air Force Base.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.