Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Serbien skriver historie med homoseksuel kvinde som statsleder

Det traditionsrige balkan-land vælger utraditionel regeringcschef. I USA er Donald Trumps omstridte indrejseforbud nu trådt i kraft. Samtidig lægger amerikanerne an til at sælge våben for knap ti milliarder kroner til Taiwan. Kina er ikke glade. Sidste nyt fra udlandet:

Ana Brnabic - utraditionelt valg som ny serbisk premierminister.
Ana Brnabic - utraditionelt valg som ny serbisk premierminister.

Donald Trumps omstridte indrejseforbud er nu  trådt i kraft

Et midlertidigt indrejseforbud mod borgere fra seks lande med hovedsageligt muslimske befolkninger er trådt i kraft i USA. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker, efter at Højesteret mandag i grove træk gav grønt lys til præsident Donald Trumps omstridte indrejseforbud. Forbuddet gælder borgere fra Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Indrejseforbuddet trådte i kraft torsdag klokken 20 i Washington, hvilket er klokken to natten til fredag dansk tid. Ifølge den amerikanske præsident er indrejseforbuddet nødvendigt for at forhindre terrorister i at rejse ind i USA.  Kritikere kalder dog initiativet et forbud mod muslimer, hvilket den amerikanske præsident afviser.

Som noget af det første efter sin tiltræden som præsident underskrev Trump et dekret om et indrejseforbud rettet mod borgere fra syv lande. Men dekretet blev blokeret af en føderal dommer. Det resulterede i, at Trumps folk fjernede Irak fra listen og reviderede forbuddet en smule. Derefter bad Det Hvide Hus i begyndelsen af juni Højesteret om at genindføre præsidentens forbud.

Indrejseforbuddet betyder, at folk fra de berørte seks lande skal kunne bevise, at de har en forælder, ægtefælle, barn, voksen søn, voksen datter, svigersøn, svigerdatter eller søskende i USA for at få visum. Det samme gælder alle flygtninge, der vil ind i landet.  Relationer til bedsteforældre, børnebørn, tanter, onkler, niecer, nevøer, fætre, kusiner, svogre, svigerinder eller forlovede er derimod ikke tætte nok til at udløse et visum.

/ritzau/

Serbien skriver historie med homoseksuel kvinde som regeringschef

Serbien har åbnet et nyt historisk kapitel med en afstemning i parlamentet i Beograd. De folkevalgte i Balkan-landet har stemt for en regering under ledelse af Ana Brnabic, som af oppositionen er blevet kaldt "Vestens spion".

Brnabic er erklæret homoseksuel, hvilket er nyt for serberne, som heller ikke tidligere har haft en kvinde som regeringschef. Homoseksuelle udsættes jævnligt for chikane og overgreb i Serbien.

Regeringen fik støtte fra 157 medlemmer. 55 stemte imod, og dermed kunne premierministeren og hendes ministre godkendes. Serbiens magtfulde præsident, Aleksandar Vucic, nominerede for to uger siden Ana Brnabic som premierminister.

Vucics beslutning tolkes af iagttagere som et forsøg på at nærme sig Vesten og EU, hvor der er bekymring for Serbiens forhold til Rusland. Rusland og Serbien har et militært samarbejde, selv om Serbien officielt har et ønske om at blive medlem af EU.

Brnabic har sagt, at Serbiens indlemmelse i EU er en prioritet. Men samtidig vil man arbejde på at bevare et godt forhold til Rusland, Kina og USA. Blandt hendes ministre er politikere, som åbent er imod medlemskab af EU.

Vucic ventes at forblive landets reelle leder. Han beskyldes for at lede landet nærmest enevældigt ved blandt andet at begrænse friheder for borgere og medier.

Ana Brnabic har tidligere fungeret som minister i Vucics regering. Hun er ekspert i markedsføring, og hun har tidligere arbejdet for ngo'er. Brnabic har også haft en stilling i den amerikanske regerings program for udviklingsbistand, USAID.

/ritzau/AFP

USA klar til at sælge våben for milliarder til Taiwan

USA's præsident Donald Trumps administration har bekræftet, at den vil godkende en aftale om at sælge våben til Taiwan.

Således oplyser talskvinde for udenrigsministeriet Heather Nauert, at administrationen har informeret Kongressen om, at den vil godkende aftaler om våbensalg for 1,42 milliarder dollar. Det svarer til 9,25 milliarder kroner.

Hun påpeger, at aftalerne ikke er i strid med Taiwan Relations Act. Herunder er amerikanerne forpligtet til at sikre, at Taiwan kan opretholde et velfungerende forsvar.

»Dette viser, mener vi, vores støtte til Taiwans evne til at opretholde et levedygtigt selvforsvar. Men jeg må understrege, at dette ikke ændrer vores et-Kina-politik,« siger hun.

Amerikanerne har samtidig blacklistet den lille kinesiske bank Bank of Dandong, fordi den angiveligt har handlet ulovligt med Nordkorea. USA's skridt ventes at provokere Kina, som anser Taiwan som en del af sit område.

Ifølge finansminister Steven Mnuchin er det dog ikke meningen.

»Vi målretter på ingen måde Kina med disse handlinger,« siger han under et pressemøde i Det Hvide Hus.

Nyheden om våbenhandlen kommer, blot få dage efter at præsident Donald Trump syntes at have mistet troen på sin plan om at få kineserne til at hjælpe med at tøjle Nordkorea og landets atomprogram.

I et kryptisk tweet skrev Trump således: »Det gik ikke«.

Det er ikke første gang, at Trump lægger sig ud med kineserne over Taiwan. Således accepterede han i december - kort tid efter han havde vundet præsidentvalget - et telefonopkald fra Taiwans leder. Det skabte vrede i Kina, fordi USA siden 1979 har accepteret politikken om et samlet Kina.

Ét-Kina-politikken går ud på, at USA officielt regner regeringen i Beijing som den eneste lovlige kinesiske regering. Det betyder, at USA ser Taiwan som en del af Kina.

USA's seneste våbensalg til Taiwan blev annonceret i december 2015. Her oplyste daværende præsident Barack Obama til Kongressen, at USA vil sælge våben for i alt 1,83 milliarder dollar til Taiwan.

/ritzau/AP

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.