Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mens du sov: Personbil pløjer ind i fodgængere i Melbourne og dræber tre

Nyheder fra udlandet.

En klapvogn ligger tilbage på fortovet i Melbourne, hvor en mand tilsyneladende gik amok med sin bil gennem en travl butiksgade. Ifølge lokale medier var gerningsmanden kun iført rødt undertøj, da han blev anholdt kort tid efter.
En klapvogn ligger tilbage på fortovet i Melbourne, hvor en mand tilsyneladende gik amok med sin bil gennem en travl butiksgade. Ifølge lokale medier var gerningsmanden kun iført rødt undertøj, da han blev anholdt kort tid efter.

En bilist har dræbt tre fodgængere i Melbourne - politiet udelukker terror

Melbourne. En personbil er fredag eftermiddag lokal tid pløjet ind i flere fodgængere i den centrale del af Melbourne i Australien.

Mindst tre personer er omkommet, og omkring 20 er kvæstet, skriver australske medier. Blandt de tilskadekomne er fire børn ifølge avisen The Daily Telegraph.

Politiet udelukker, at hændelsen er terrorrelateret og meddeler, at en mand er anholdt.

Angiveligt er det føreren af bilen. Det er uklart, om bilen med fuldt overlæg blev styret ind i tilfældige fodgængere, eller om føreren havde mistet kontrollen med køretøjet.

Australske tv-stationer gengiver optagelser, hvor en rød personbil ses køre op over et menneskefyldt fortov.

Forinden havde flere mennesker alarmeret politiet, fordi bilen lavede såkaldte "burnouts", der går ud på at brænde gummi fra dækkene af, foran en af Melbournes togstationer.

Ifølge Herald Sun har der forud for bilistens sammenstød med flere fodgængere været en politijagt på køretøjet. Angiveligt affyrede politiet skud mod en mand, før han blev lagt i håndjern.

Store politistyrker er på stedet, og helikoptere fra politiet cirkler over området. Flere offentlige og private bygninger i området er af sikkerhedshensyn lukket ned.

- De præcise omstændigheder vedrørende denne hændelse er endnu ikke fastslået, skriver politiet i delstaten Victoria i et tweet.

Situationen er ifølge politiet dog under kontrol, men folk opfordres til at holde sig væk fra området.

Politiet i Melbourne vil på et pressemøde ikke kommentere, hvorvidt den anholdte blev såret under anholdelsen.

Samtidig oplyser politiet, at episoden formentlig har forbindelse til et knivstikkeri tidligere på dagen i byen.

/ritzau/

Joaquin "El Chapo" Guzman blev lagt i håndjern efter et halvt år på flugt. Torsdag er han ifølge Mexico blevet udleveret til USA. Arkivfoto. Scanpix/Alfredo Estrella
Joaquin "El Chapo" Guzman blev lagt i håndjern efter et halvt år på flugt. Torsdag er han ifølge Mexico blevet udleveret til USA. Arkivfoto. Scanpix/Alfredo Estrella

Berygtet narkobaron er sendt fra Mexico til USA

Washington. Den berygtede narkobaron og udbryderkonge Joaquin "El Chapo" Guzman er blevet sat på et fly i Mexico med kurs mod USA.

Det oplyser det mexicanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Allerede sidste år blev vejen banet for, at "El Chapo" kunne blive udleveret fra Mexico til amerikanerne.

Det skete, da Mexicos udenrigsministerium oplyste, at man ville gå med til en udlevering, efter at man havde fået garanti for, at han ikke vil blive dømt til døden i USA. Der blev dog ikke sat en dato for rejsen.

Guzmans advokater har arbejdet hårdt på at forhindre udleveringen, men den kamp ser altså ud til at være tabt.

Mexicaneren vil formentlig komme for retten i de to delstater Texas og Californien. Her er han anklaget for drab og forbrydelser i forbindelse med narkotika.

I sommeren 2015 havde han held til at flygte fra det topsikrede Altiplano-fængsel i Mexico via en lang tunnel, der førte op til hans celle. Flugten skete få uger efter USA's krav om udlevering.

Efter et halvt år på fri fod blev Guzman dog anholdt af mexicanske elitesoldater og sat tilbage bag tremmer.

Det var ikke første gang, at Guzman, hvis Sinaloa-kartel har smuglet stoffer til det meste af verden, har været på flugt.

I 2001 lykkedes det ham at flygte fra et fængsel ved at gemme sig i en vogn med vasketøj. Efter 13 år på flugt blev han anholdt i 2014.

"El Chapo", kælenavnet refererer til hans ringe højde, indledte sin karriere ved som barn at sælge slik og appelsiner i sin hjemby i Mexicos nordvestlige bjerge.

Siden blev han leveringsdygtig i cannabis og opium, før han endte som verdens mest efterstræbte narkoboss.

Under Guzmans ledelse ekspanderede hans Sinaloa-kartel aktiviteterne fra Nord- og Latinamerika til Europa og Asien.

På et tidspunkt havde Guzman en formue, der var stor nok til at få ham ind på magasinet Forbes' liste over verdens milliardærer. Men han brugte så store summer på beskyttelse, at han i 2013 faldt ud af der eksklusive selskab.

Trods topbossens udlevering til USA vil Sinaloa-kartellet sandsynligvis vedblive med at være en magtfaktor, skriver AFP.

Den nuværende leder, Ismael "El Mayo" Zambada, som aldrig har tilbragt en dag bag tremmer, har i årevis været Guzmans loyale medsammensvorne.

/ritzau/

Torsdag blev den nyvalgte gambiske præsident, Adama Barrow, under stor folkelig bevågenhed indsat i embedet i den gambiske ambassade i Dakar, Senegal.
Torsdag blev den nyvalgte gambiske præsident, Adama Barrow, under stor folkelig bevågenhed indsat i embedet i den gambiske ambassade i Dakar, Senegal.

Vestafrikansk topdelegation rejser til Gambia for at mægle

Banjul. En delegation af vestafrikanske toppolitikere og statsledere rejser fredag til Gambia, hvor de vil forsøge at mægle i den politiske strid i landet.

Yahya Jammeh, Gambias mangeårige præsident, nægter trods et valgnederlag sidste år at trække sig fra posten.

Med i delegationen er præsidenterne for Liberia, Mauretanien og Guinea.

Det oplyser den statslige tv-station i Gambia sent torsdag aften ifølge Reuters.

I håb om en fredelig løsning har militærstyrker fra vestafrikanske lande desuden midlertidigt indstillet deres mission i landet, skriver AFP.

En styrke sammensat af soldater fra lande i regionen indledte torsdag en militæroperation med henblik på at få Adama Barrow indsat som ny præsident og få afsat Yahya Jammeh.

Men nu er styrkerne, angiveligt omkring 7000 soldater, blevet bedt om at holde sig i ro, indtil resultatet af fredagens mæglingsforsøg kendes.

Barrow blev sidste år valgt som præsident, men Jammeh har nægtet at opgive embedet. En indsættelsesceremoni planlagt for torsdag i Gambia blev derfor aflyst.

Adama Barrow blev derfor torsdag taget i ed som sit lands nye præsident på Gambias ambassade i nabolandet Senegal.

/ritzau/

Sene bogeys sender svingende Kjeldsen ned i feltet i USA

La Quinta. Søren Kjeldsen startede flot, men gik ned på de sidste huller under sin første runde ved turneringen Career Builder Challenge i La Quinta, Californien.

Det er Søren Kjeldsens anden turnering på den amerikanske PGA Tour.

Samlet kom Søren Kjeldsen i klubhuset efter en første runde et slag under par. Da der var spillet 13 huller af dagens runde lå Kjeldsen i fire slag under par, men en bogey på 14. hul og siden 17. hul sendte Kjeldsen ned midt i feltet.

Han endte dagen som en delt nummer 79 efter en runde i 71 slag.

Helt i front ligger amerikanske Dominic Bozzelli. Han gik dagens runde i 64 slag, otte slag under par.

Bozzelli følges af fire spillere, der alle ligger i syv slag under par.

Mest opsigtsvækkende på dagens runde var den amerikanske golflegende Phil Mickelson. Han gik runden fire slag under par efter at have været ude af spillet i tre måneder.

Både i oktober og december måned gennemgik Mickelson operationer for sportsbrok og har derfor været ude af stand til at træne.

Men i Californien var han på banen igen og beskriver overfor Reuters sin præstation som fænomenal efter et turbulent efterår.

- Min første runde golf siden operationen var i lørdags, og jeg har kun været i stand til at røre mig de sidste par uger. Mit spil er lidt rustent, men min krop har det godt.

I sidste uge spillede Søren Kjeldsen på Hawaii. Her klarede han ikke cuttet til finalerunden.

Turneringen blev vundet af den 23-årige amerikaner Justin Thomas, der har vundet to turneringer i træk på PGA Touren. Han er ikke med i denne uge i La Quinta.

/ritzau/

Saltvandskrokodille i det nordlige Australien. Arkivfoto.
Saltvandskrokodille i det nordlige Australien. Arkivfoto.

Krokodille dræber mand ved berygtet flod i Australien

Sydney. En over tre meter lang krokodille har dræbt en australsk mand, der ignorerede alle advarsler og forsøgte at krydse en flod berygtet for at være fyldt med de store rovdyr.

Det oplyser politiet i delstaten Northern Territory fredag ifølge australske medier.

Manden forsøgte torsdag eftermiddag sammen med to kvinder at krydse floden East Alligator River på et sted, hvor mennesker tidligere er havnet i kæberne på en krokodille.

Ved overgangen Cahills Crossing er der opsat skilte, som advarer folk mod at komme over på den modsatte bred ved at gå gennem vandet. Stedet kan kun krydses sikkert i et køretøj.

Trods advarselsskiltene vadede den 47-årige mand, der kommer fra et lokalsamfund i området, ud i floden bag to kvinder.

- Det lykkedes de to kvinder at komme over, men kort efter blev manden meldt savnet, siger politiinspektør Warren Jackson ifølge avisen The Courier.

Liget af den savnede mand blev fundet cirka to kilometer længere nede ad floden, der er del af nationalparken Kakadu.

Myndighederne har skudt og dræbt en 3,3 meter lang saltvandskrokodille, der opholdt sig tæt ved liget.

- Cahills Crossing er berygtet for krokodiller. At gå over floden er efter min mening direkte dumt, siger Bob Harrison fra det lokale politi til tv-stationen ABC.

- Kender man størrelsen på krokodillerne i det område, så udfordrer du skæbnen, tilføjer han.

Parkbetjente forsøgte sidste år at få overblik over antallet af krokodiller ved Cahills Crossing. På en seks kilometer lang flodstrækning registrerede de 120 krokodiller.

I Australien er der både ferskvands- og saltvandskrokodiller. "Salties" kan blive op til syv meter lange og er de mest frygtede.

Bestanden af saltvandskrokodiller er mangedoblet, efter at de blev fredet. Flere angreb på mennesker de seneste år har genoplivet debatten om den beslutning.

Myndighederne skønner, at der er omkring 100.000 saltvandskrokodiller i Australien. I snit mister to personer om året livet i et angreb fra en saltvandskrokodille.

/ritzau/

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.