Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mellemøstekspert: Assad kan ende i Moskva nu

Efter det amerikanske angreb er stort set alle scenarier mulige i Syrien. Mellemøstekspert ser en mulighed for, at Rusland og USA bliver enige om at snige Bashar al-Assad til Moskva , men hun tvivler på, at Rusland vil eskalere situationen.

Den amerikanske destroyer USS Porter tog del i et angreb på det syriske regime i nat.
Den amerikanske destroyer USS Porter tog del i et angreb på det syriske regime i nat.

Fremtiden for syrerne og Syrien kan nu byde på hvad som helst.

Det mener mellemøstekspert og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Helle Malmvig, efter at USA i nat angreb en syrisk luftbase.

»Alt er vendt på hovedet. Det er en helt ny situation, for krigen i Syrien er flere krige inden i hinanden. Donald Trump - og før ham Barack Obama - havde egentlig lovet at fokusere på krigen mod Islamisk Stat og ikke den oprindelige krig mellem regimet og oprørerne. Det har været linjen,« forklarer Helle Malmvig. Hun fremhæver, at Trump-administrationen så sent som i sidste uge mente, at Bashar al-Assad kunne blive siddende, ligesom Donald Trump under sin valgkamp sagde, at han ville koncentrere sig om kampen mod terror.

»Efter det direkte angreb på det syriske regime befinder vi os i en helt ny situation i forhold til både Assad-regimet, de politiske forhandlinger, krigens gang og oppositionens og oprørsgruppernes position. Det er et helt nyt spil på alle fronter, og jeg tror, at Assads rolle og fremtid vil afhænge af, hvordan Rusland reagerer. Hidtil har Rusland holdt hånden under ham militært, og uden Rusland har Assad kun en masse militser,« siger Helle Malmvig.

Ifølge mellemøsteksperten er der på nuværende tidspunkt flere konfliktende meldinger om, hvorvidt Rusland var advaret om det amerikanske angreb.

»Hvis Rusland var advaret på forhånd, men valgte ikke at reagere, så kan vi også forestille os en situation, hvor USA og Rusland bliver enige om en ordning i forhold til Assad. Det er for eksempel en mulighed, at han bliver listet fra Syrien til Moskva eller til Ukraine. Så det er en ganske anden situation end hidtil, hvor der er blevet talt om, at Assad kunne sidde denne periode ud, og måske endda stille op til næste valg. Alt er nu åbent i Syrien,« forklarer Helle Malmvig.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har ifølge et russisk nyhedsbureau meddelt, at han anser USAs angreb i Syrien for at være en aggression mod en suveræn stat og en krænkelse af folkeretten.

»Det skal han sige på nuværende tidspunkt. Sådan er spillet, og det udelukker på ingen måde, at USA og Rusland går i forhandlinger om Assads rolle. Det er et helt usandsynligt scenarium, at Rusland på nuværende tidspunkt siger, at Assad da også er en værre en, som skal skibes af sted hurtigst muligt,« siger Helle Malmvig.

Er man med USAs angreb kommet nærmere eller længere væk fra en mulig fred i Syrien?

»I denne meget åbne situation, er det selvfølgelig spekulativt, men der har allerede været meldinger fra syriske oppositionsfolk, der naturligvis er meget begejstrede og påpeger, at situationen åbner for reelle fredsforhandlinger, hvor Assad tidligere har forhandlet på skrømt, fordi han følte sig så sikker i sadlen. Så den nye situation åbner altså for, at oppositionen står helt anderledes i fredsforhandlingerne, end tilfældet har været i flere år. Men alt afhænger af, hvordan de forskellige aktører reagerer, og om det hele nu eksploderer. Men jeg tror ikke, at vi vil se Rusland eskalere situationen, så krigen bliver værre, og jeg tror ikke, at vi kommer til at se et gengældelsesangreb fra Rusland.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.