Medierne og Irak-krigen

Journalistikken balancerede faretruende mellem pressefrihed og politisk medansvar i forbindelse med Irak-krigen. Mellem uafhængighed og troværdighed og hensynet til national sikkerhedspolitik og mennesker med livet på spil.

Britiske soldater patruljerer i ørkenen omkring oliefelterne nord for Ramallah under en sandstorm i 2003. Foto: Reuters
Britiske soldater patruljerer i ørkenen omkring oliefelterne nord for Ramallah under en sandstorm i 2003. Foto: Reuters

Det er sagt så tit, at det er en forslidt floskel, at sandheden er det første offer i en krig. Men at moderne krigsførelse handler om lige dele kamp på krudt og kugler og kamp om at vinde mediernes gunst og den offentlige mening, det blev mere end lysende klart med Irak-krigen helt fra starten i marts 2003.

Det var sandt at sige en helt ny situation for de danske medier at befinde sig i, da Fogh-regeringen besluttede sig for med et spinkelt flertal i Folketinget og uden et klart mandat fra FN at sende danske styrker i krig for første gang siden 1864. Pludselig var vi et land i krig. Ændrer det på en kritisk, uafhængig presses opgaver, når en kritisk, uafhængig reportage rent faktisk kan være med til at bringe danske soldaters liv i fare? Når kritisk reportage vil kunne misbruges af modparten, koste danske soldaters liv og skade nationale sikkerhedsmæssige hensyn, hvad havde så mest vægt: pressefriheden eller de nationale hensyn, hensynet til soldaterne og til deres pårørende?

Dele af medierne er blevet kritiseret for at have været ukritiske og alt for positive i dækningen af den kontroversielle krig i Irak. Men meget af den kritik er bekvemme efterrationaliseringer på et nu mere oplyst grundlag, end det medierne havde dengang i marts 2003. For DR som statsejet medievirksomhed med en politisk udpeget bestyrelse blev Irak-krigen den mest afgørende prøve i nyere tid på det såkaldte armslængdeprincip, som skal sikre redaktionel frihed og uafhængighed og forhindre politisk kontrol med journalistikken. For de øvrige danske medier såvel som for DR gjorde koalitionens meget stærke styring af mediedækningen det ekstremt mere vanskeligt at bedrive kritisk journalistik på stedet i forhold til tidligere krige med kraftig mediedækning som i Vietnam, Bosnien og Kosovo. En del af krigshistorien i Irak blev dermed så at sige skrevet og forstået baglæns og netop ikke i nuet.

Der er ingen tvivl om, at selve den hastighed, hvormed Danmark blev kastet ind i krigen på, og manglen på forudgående demokratisk debat om det, kom til at præge den langstrakte splittelse i den danske befolkning om krigens nødvendighed og meningen med den danske deltagelse. Danmarks krigsdeltagelse i Irak er sidenhen blevet genstand for en omfattende debat, men debatten fik ikke mange chancer inden beslutningen. Og efter folketingsvedtagelsen stod oppositionen til forslaget i samme dilemma som medierne: En selvdekreteret forsigtighed og tilbageholdenhed med kritik af hensyn til soldaterne og behovet for nationalt sammenhold i den usædvanlige situation.

Da Danmarks deltagelse i Irak-krigen blev besluttet i Folketinget, var jeg nyhedsdirektør i DR med ansvar for al nyhedsdækningen på radio, TV, magasiner og nettet. Den politiske uenighed om krigsdeltagelsen, som spaltede både Folketinget og befolkningen, spredte sig selvfølgelig også ind i DR og DRs bestyrelse. Jeg besluttede med støtte fra den daværende generaldirektør, Christian S. Nissen, at vi i den helt usædvanlige situation burde afholde en partilederrunde mellem første- og anden-behandlingen af forslaget til folketingsbeslutning om krigsdeltagelsen. Ellers ville vi som public service-station efterfølgende kunne kritiseres for ikke at have sikret den folkelige indsigt i den historiske beslutning om krigsdeltagelsen.

Det blev til en intens nervekrig mellem DR og statsminister Anders Fogh Rasmussen, som ikke ville have partilederrunden og derfor meldte afbud. Vi tog så en markant beslutning. Partilederrunden måtte afholdes uden statsministeren og Venstre, hvis han ikke ville komme, og så måtte vi meddele seerne baggrunden. Men kort efter meldte først den konservative partiformand, Bendt Bendtsen, og senere Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, fra til partilederrunden, selv om de i første omgang havde sagt ja.

Dermed ville DR stå alene med de kritiske partier i Folketinget som deltagere og ingen fra den positive fløj til at forsvare beslutningsforslaget om krigsdeltagelsen. En helt uholdbar situation. Sådan blev den store debat, som kunne have givet danskerne et mere oplyst grundlag at tage stilling til krigen på, lagt effektivt død.

Til gengæld blev opgøret om partilederrunden ikke glemt. Tidligere generaldirektør Christian S. Nissen har i bogen om sin DR-tid offentliggjort en e-mail fra den daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) til DRs daværende bestyrelsesformand Jørgen Kleener. Mailen er fra 25. marts 2003 – fire dage efter vedtagelsen af beslutningsforslaget om dansk krigsdeltagelse i Folketinget – og den handler om DRs dækning af Irak-krigen.

Brian Mikkelsen skriver: »Blot til orientering så blev DRs dækning af regeringen og specielt Irak- krigen taget op på ministermødet i dag, først under morgenmaden af mange ministre og dernæst under det formelle møde. Der er meget stor utilfredshed med DRs dækning, som er meget ensidig – de har specielt set sig sure på et par kvindelige værter og Ole Sippel (som mange nævnte som ekstrem i sine udtryk mod koalitionen).«

Mailen fortsætter med, at Brian Mikkelsen nævner muligheden for at privatisere DR, hvis situationen ikke ændrede sig. Brian Mikkelsen har bekræftet, at han havde sendt mailen for at orientere DRs bestyrelsesformand om stemningen i regeringen, og bestyrelsesformanden har udtalt, at han opfattede det som en orientering.

Under invasionen og i de efterfølgende måneder var det splittede folketing og den splittede befolkning en stadig kilde til pres på DR og i DRs bestyrelse. Særligt to politisk udpegede medlemmer af DRs bestyrelse, Søren Espersen (DF) og Karsten Madsen (V), gik til angreb på navngivne reportere i DR Nyheder for ensidig dækning af Irak-krigen og forlangte dem fyret. Til det måtte jeg som nyhedsdirektør forklare, at så kom man til at fyre mig først, hvis man i bestyrelsen ville drive personalepolitik i forhold til udvalgte medarbejdere – i dette tilfælde TV-avisens mangeårige Mellemøstkorrespondent, Ole Sippel, og Radioavisens Lars Ranggaard. Kritikken forstummede først, da tre forskere i 2004 påtog sig at lave en solid gennemgang af både avisernes, TV 2s og DRs dækning af Irak-krigen og fandt frem til, at der ikke var en finger at sætte på DRs upartiskhed – måske kunne man ligefrem sige, at DR havde haft allerflest repræsentanter fra militæret inde i studiet for at udlægge teksten om koalitionens fremgang i Irak.

Mediedækningen gik efter folketingsbeslutningen ind i en ny fase. Krigen blev til dagligt stof i medierne ofte uden meget konkret substans. Som noget nyt nu med journalister »embedded« hos de amerikanske soldater og med meget stærke restriktioner på dækningen af tab og ofre – alt sammen styret fra et amerikansk militært hovedkvarter i Qatar.

Militæreksperter i deres uniformer myldrede ind i TV-studierne og spalterne i aviserne med analyser af situationen ude i felten kombineret med politikerne og eksperterne og deres vurderinger af den politiske udvikling under og efter Saddam Hussein. Begrundelserne for krigen trådte i baggrunden. Nu handlede det om, hvor hurtigt slaget kunne vindes. Amerikanerne vidste, at de skulle vinde slaget om den offentlige mening og styrede informationerne benhårdt. Mediedækningen i forhold til selve krigen blev meget klinisk af mangel på billeder. Amerikanerne vidste, hvad det ville betyde for stemningen hjemme, hvis der dukkede masser af billeder op af døde og sårede. Medierne forsøgte at finde andre veje massivt at dække det civile liv i krigens skygge.

Irak-krigen blev på mange måder et vendepunkt i mediedækningen – også når det gjaldt mediernes kritiske selvindsigt. Misbrug af medier til propagandaformål blev et særligt tema, fordi den arabiske TV-kanal Al Jazeera kom på banen med andre sider af sagen end de amerikanske kilder. Der var stor opmærksomhed på forbehold for tabstal, oplysninger om sejre og nederlag og fremgang for besættelsesstyrkerne.

På et tidspunkt blev det klart, at USA nok havde forregnet sig på en forholdsvis hurtig afslutning af krigen og indsættelse af en ny oppositionsregering. Dækningen af krigen skiftede fra at jagte Saddams masseødelæggelsesvåben til at jagte Saddam Hussein selv. Fra at jagte frontberetninger på slagmarken til at dække den politiske og militære virkelighed efter invasionen i et meget mere kritisk perspektiv. Den politiske dagsorden herhjemme blev skærpet mellem støtterne til dansk krigsdeltagelse og modstanderne efterhånden, som den store sejr udeblev, masseødelæggelsesvåbnene ikke blev fundet og forbindelsen til terrornetværket al-Qaeda ikke kunne dokumenteres. Så meget desto mere som medierne blev styret hårdt af amerikanerne under selve invasionen, har medierne efterfølgende både herhjemme, i Storbritannien og i USA kigget særdeles kritisk på krigsprojektet. Både dets pris, dets menneskelige omkostninger og de afledte historier om totur med Abu Ghraib-fængslet og dets rædsler som værste eksempel.

Krigen kostede Danmark 2,4 mia. kr. Den kostede otte danske soldater livet. Lærte vi noget i medierne af krigen i Irak? Ja, vi lærte efter en famlende start at håndtere et Danmark i krig. Vi lærte at fortælle åbent om de restriktioner på den frie pressedækning, som krigsreportagen var underlagt. Vi lærte at levere forbehold for ikke-verificerede oplysninger og at håndtere den selvpålagte balance i forhold til de udsendte soldaters liv og de pårørendes følelser. Vi lærte en mere kritisk tilgang til krigens informationer og efterspillet til krigen, fordi der ikke viste sig at være en plan for freden. Vi lærte, at krigsreportage rummer enorme risici. Naturligvis dem, som reporterne udsætter sig selv for, men derudover også risikoen for at blive manipuleret. Vi lærte, at statsejede og politisk styrede medier som DR kommer i en særlig klemme, når et splittet politisk landskab vælger at gå i krig. Vi lærte, at der var rigtigt mange bedrevidende skrivebordsgeneraler og kritikere efter krigen, som fandt anledning til at kritisere mediedækningen for at være for ukritisk. Og vi lærte, at selv en krig med danske styrker involveret kunne blive så meget daglig rutine i nyhedsstrømmen, at befolkningen til sidst mistede interessen for den.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.