Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Medie: Trump presser på for at få solgt CNN

Et år efter, at AT&T tilbød at købe Time Warner, er handlen endnu ikke godkendt. Men er det præsident Trump, der i kulissen presser på for at få solgt sin yndlingsaversion, CNN, mod at blåstemple handlen?

Kendt er det, at Donald Trump igen og igen har anklaget TV-kanalen CNN for at være rejsende i »fake news« – ikke mindst når stationen har påpeget, at præsidenten ikke har holdt sig til sandheden eller på anden måde stillet sig kritisk over for Trumps håndtering af præsidentembedet.

Men forsøger Trump nu også at få TV-stationen solgt?

Hans justitsministerium har endnu ikke blåstemplet televirksomheden AT&Ts købstilbud på Time Warner, der ejer CNN. Ifølge CBS News har justitsministeriet under et møde mandag informeret AT&T om, at for at aftalen kan gå igennem, må selskabet sælge CNN.

Allerede inden præsidentvalget for et år siden sagde Donald Trump, at han var imod sammensmeltningen af de to giganter, og at han ville blokere for handlen, hvis han blev præsident.

Trump og andre repræsentanter for Det Hvide Hus har ifølge CBS News under flere møder gjort det klart, at de er utilfredse med CNN.

Et af møderne skulle have fundet sted i Trump Tower 12. januar, hvor Trump ifølge CBS News rejste spørgsmålet direkte med AT&Ts adm. direktør, Randall Stephenson.

Det Hvide Hus afviser på nogen måde at være involveret i processen.

Hvis AT&T køber Time Warner – en handel til en værdi af 85 mia. dollar, der blev annonceret i oktober 2016 – vil en ledende serviceudbyder af internettjenester smelte sammen med et selskab, der står bag nogle af verdens mest succesfulde satsninger inden for underholdning, herunder »Harry Potter«.

Da de to selskaber ikke ses som direkte konkurrenter, har eksperter vurderet, at justitsministeriet næppe ville blokere aftalen.

Bag kulisserne er der ifølge CBS News forskellige opfattelser af forløbet: AT&T har presset på for en afklaring ved at lade forstå, at sammensmeltninger af denne karakter ikke er blevet blokeret i 40 år.

Men justitsministeriet siger, at det var AT&T, der tilbød at afhænde CNN, og at regeringen blankt afviste dette.

I en erklæring har Randall Stephenson til gengæld fastslået, at han »aldrig har tilbudt at sælge CNN og ingen intentioner har om at gøre det«.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.