Marco Rubio: Republikanernes alt for perfekte kandidat

Marco Rubio har alt og vist sig villig til at være alt for alle. Alle insiderne så en republikansk frelser og vinder i ham. Men de republikanske vælgere vælger en uperfekt libertiner med orange hår. Og det er en god nyhed.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

At komme på forsiden af Time er ikke, hvad det har været. Men alligevel. Der er en vis følelse af palmekronet status over at stråle fra alle bladhylderne i USA i syv dage.

Og det gjorde Marco Rubio i februar 2013. Han stod på forsiden af magasinet iklædt, hvad der er enhver politisk konsulents ide om en vinder: mørkt jakkesæt, palisanderfarvet slips, kridhvid skjorte, amerikansk nål i reverset.

Men det bedste var overskriften. I guder! Overskriften var gjort af ord, som spillede på hele marketingsbranchens register af nøje afstemte positive følelser.

»Den republikanske frelser,« stod der med gule versaler og derunder: »Sådan blev Marco Rubio den nye stemme i det republikanske parti.«

Artiklen inde i magasinet var en smule mindre »gør døren høj, gør porten vid,« men ramte det samme budskab om politisk perfektion. »Rubio er en søn af immigranter, men han er også en søn af den konservative bevægelse, en ambitiøs ideolog og en erfaren insider, som taler det partipolitiske republikanske sprog flydende,« skrev forfatteren, Michael Grunwald, som er uddannet fra Harvard University, forfatter af to bøger om politik, seniorkorrespondent for Time og Politico og en af dem, der holder foredrag i de samtalende kredse i Washington.

Magasinets forsider – og Grunwalds artikler – er sjældent banebrydende, men de er gode til at fange en stemning i Washington og udkrystallisere stemningen i potent prosa. Og stemningen på det tidspunkt var, at Marco Rubio var perfekt. Eller som Jonathan Chait fra magasinet New York senere skrev: »Hvis vi bad en computer om at skabe den perfekte republikanske præsidentkandidat, ville den give os Marco Rubio.« Han havde alt. Han passede til alle bokse i fokusgruppernes spørgeskemaer, spindoktorene hvinede af fryd, og gardinfolk begyndte at tage mål til draperingerne i Det Hvide Hus.

For hør bare:

De unge, yngre og latinoerne stemte ikke republikansk – og Marco Rubio var som årgang 1971 ung og latino. Hans personlige historie osede af hardship og kamp og til sidst belønningen, den amerikanske drøm: succes. Han kom fra den ultimative svingstat – Florida – og som han stod der med sin cheer­leader-kone og fire søde børn lignede han et foto, som reklamefolk kunne finde under søgeordene »lykkelig og letsælgelig familie, som bare mangler en golden retriever.«

»Gud er alt, Gud er her, Gud er virkelig«

Rubio var populær hos alle grupper i partiet. Te-aktivisterne bar ham ind i Senatet ved valget i 2010, og de højrereligiøse elskede ham, fordi han i 2008 i statsparlamentet i Florida holdt en ildfuld tale om, at »Gud er alt, Gud er her, Gud er virkelig«, og fanden tage den amerikanske adskillelse af kirke og stat.

De store pengemænd pøsede penge i ham, fordi han var lydhør over for dem og fordi de betragtede ham som et sikkert kort, og milliardærer som Sheldon Adelson og Paul Singer og brødrene Koch dunkede ham i ryggen.

Tjek, tjek, tjek … Marco var manden, og alle er venner med en vinder, og i Kongressen og i stat efter stat fik han støtte af toppolitikerne.

Man kunne hyre et forlænget kystbanetog til alle de store anbefalere, og der ville ikke være plads nok til dem allesammen, og toget ville køre dem i mål og blot 20 minutter forsinket. Han var »den republikanske Barack Obama«, som Time skrev. Den var hjemme.

Men så skete der noget.

Frelseren blev kun nummer fem i New Hampshire. Yndlingen fik så få stemmer i stater som Idaho, Mississippi og Michigan, at han ikke vandt én eneste delegeret. Manden, som alle elskede, viste sig aldeles uelsket af vælgerne, og i tab-vind statistikken blandt staterne er han bagud 22-1. I hans hjemstat, i Florida, hvor 60 pct. af vælgerne sidste år gav ham gode skudsmål, står han på tirsdag til at tabe til Donald Trump. I et gennemsnit af målingerne er han 15 point bagud.

Som føromtalte Chait skrev efter Supertirsdag: »Goodbye, Rubio Tuesday.«

Hvad i alverden skete der?

De samme mennesker, som i fjor udråbte ham til vinder, kan nu fortælle, hvorfor han ikke vinder. Ross Douthat fra New York Times tweetede f.eks. i august, at Rubio stod til at vinde alle primærvalgene – og nu forsøger samme mand at forklare, hvorfor samme Rubio taber alle primærvalgene. Og en række af eksperternes forklaringer går igen: at Rubio og hans folk kørte en dårlig kampagne, at han virkede for robotagtig, at han blev fileteret i en enkelt TV-debat, at han på et tidspunkt sank ned på Trumps niveau og udvekslede penis-fornærmelser, at han skiftede mening lidt for ofte, at det var outsidernes år, at insider-kandidaterne kannibaliserede hinanden. Og så videre. Og så videre.

Forklaringerne er ikke nødvendigvis forkerte, de er måske endda rigtige, men de går alle uden om, hvad der formentlig er nærmere kernen:

At der ikke i et dynamisk demokrati findes en Mr. Perfect. At konsulenter, insidere, rigmænd, lobbyister og senatorer ikke kan designe en vinder. De kan ikke bare foretage et udtræk af gennemsnittet i enhver politisk hitliste – et mål af ungdom, af latinsk teint, flot fyr, Gud og masser af penge – og så kan flyttebilen parkere foran 1600 Pennsylvania Avenue i Washington.

Den går ikke. For deres vinder vinder ikke. Det gør i stedet en smågammel libertiner med et orangefarvet hentehår. Han har erklæret betalingsstandsning lige så mange gange, som han har været gift – tre gange – og han lægger sig ud med republikanske læresætninger, præsidenter og Fox News, han skifter mening, som det passer ham, og han giver den frække finger til partiets lobbyister og rigmænd. Han har betalt for sin egen valgkamp, og det hele foregår på et fedtet budget med billige moteller, campingvogne, få TV-reklamer og masser af gratis medietid.

En vinder uden sejr

Vinderen vinder ikke. Det gør i stedet antitesen af en vinder. Det gør Donald Trump.

Trump er uperfekt, menhar en autenticitet, som Rubio kun kan drømme om, og det gør tilsyneladende forskellen. Da Rubio angreb Trumps hår og sagde, at han havde små hænder og en ditto penis, virkede det programmeret og fortænkt, altså uautentisk.

Det virkede som noget, hans rådgivere og donorerne havde sagt, han skulle sige. Når Trump gjorde det, var han bare Trump.

Psykologer, neurologer og robotforskere bruger udtrykket »uncanny valley« til at beskrive den følelse af udefinerlig uro, som fylder mennesker, når de står over for en naturtro og menneskeagtig robot. Umiddelbart vil vi møde sådan en robot med empati, men vi vil på et tidspunkt sanse, at et-eller-andet ubestemmeligt er forkert, og det vil fylde os med afsky.

Marco Rubio er ikke en robot, han er et 37 grader varmt menneske, men han har vist sig villig til i valgkampen at optræde som en politisk androide, der som smartphone-styresystemet af samme navn modtager stadige og omkalfatrende opdateringer og nyversioneringer, konstant tilpasser sig en ny konkurrencesituation, og sømløst fortsætter som »Rubio 5.11.«

Når vælgerne står over for ham, føler de umiddelbart empati, og de føler det, ind til de rammer en »uncanny valley« af udefinerbar uro. De savner den faktor, som er vigtigere end alle perfektionerne, og det er autenticiteten, og autenticiteten er netop uperfekt.

Ingen kandidater gør autentisk og uperfekt bedre end Donald Trump, og han bliver dermed – som forfatteren Marilynne Robinson har udtrykt det – »den store utilsigtede konsekvens af processen.«

Og personer og politik desuagtet - et eller andet sted i det alt sammen er der en god nyhed for demokratiet.

MARCO RUBIOS MANGE FORDELE

  • Ung: Rubio er 44 år gammel og vil være den yngste præsidentkandidat nogensinde og kan appel­lere til amerikanere under 45 år, som ellers overvejende stemmer på Demokraterne.
  • Skandalefri: Rubio har ført et næsten skandalefrit liv, og akkurat som med Barack Obama i 2008 har komikerne svært ved at spidde ham. Saturday Night Live gjorde kun grin med, at han var ung og fotogen.
  • Latino: Rubio er latino. Antallet af latinoer i USA er vokset knap 50 pct. over ti år og udgør 17 pct. af befolkningen, og kun 22 pct. af dem stemmer på Republikanerne.
  • Flot fyr: Rubio er ifølge medierne »en flot fyr«, og i forholdet to-til-én ligestiller vælgerne et fordelagtigt ydre med kompetence, viser forskning, og den mest attraktive kandidat vinder.
  • Familie: Rubio har en fotogen familie. Han er gift med en tidligere cheerleader og har fire børn, og den slags er vigtigt. »USA vælger ikke kun en førstemand, men en førstefamilie,« siger forsker.
  • Rige venner: Rubio er dus med de rige. En kampagne i fuld skala kræver over én milliard dollar, og de største republikanske donorer – brødrene Koch, Paul Singer og Sheldon Adelson – støtter Rubio.
  • Florida: Rubio er valgt i Florida og populær. 60 pct. af vælgerne i staten gav ham i 2015 godt skudsmål – og Florida er den tredjemest folkerige stat i USA og den ultimative svingstat.
  • Konservativ: Rubio er konservativ. Han får topkarakter hos våben-, skatteyder- og erhvervslobbyerne og hos de højrereligiøse og appellerer således til de 70 pct.  af republikanerne, som er konservative.
  • Neokonservativ: Rubio er også neokonservativ og får støtte fra magtfulde insidere som Stephen Hadley, Bill Kristol og Elliott Abrams, der præger partiets udenrigspolitiske tænkning i Washington.
  • Tea Party: Rubio blev i 2010 valgt til senator med støtte fra de såkaldte te-aktivister og konservative i partiet. New York Times kaldte ham dengang »den første senator fra Te-Partiet«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.