Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Manden med moustachen fløj med millionerne

Kim Karapetjan var midtpunkt i en russisk finansfest. Han lovede de højeste afkast om dagen og lejede Moskvas dyreste natklubber om aftenen. Den russiske stjerneinvestor havde kurs mod USA, da krisen rev masken af gulddrengen.

Kim Karapetjan, her gemt bag plastik-moustache og store legetøjsbriller i et muntert lag, formåede at tage fusen på dele af den russiske penge-elite ved hjælp af store ord og masser af champagne. Nu er han forsvundet sammen med 20 millioner dollar. PR-foto.
Kim Karapetjan, her gemt bag plastik-moustache og store legetøjsbriller i et muntert lag, formåede at tage fusen på dele af den russiske penge-elite ved hjælp af store ord og masser af champagne. Nu er han forsvundet sammen med 20 millioner dollar. PR-foto.

MOSKVA: På et af de festlige billeder står Kim Karapetjan sammen med en ung kvinde med en blomst i hatten. Hun smiler med hovedet på skrå. Om han også griner, er umuligt at se. Han skjuler sit ansigt bag en plastik-moustache og et par store legetøjsbriller.

Fotografiet stammer fra en af de løsslupne fester, der gjorde Kim Karapetjan til en populær mand blandt finansfolk i Moskva. Pengene væltede ind i hans investeringsfirma, og det var han ikke bleg for at vise.

Den aften tilbage i 2013 var temaet hentet fra Alice i Eventyrland. Hjerter Dame og Påskeharen var hyret til at underholde gæsterne ved en overdådig fejring på en af Moskvas dyreste natklubber. Fra loftet hang en akrobat i en trapez, mens hun skænkede champagne i slanke glas. Blandt gæsterne var en topchef fra Ruslands største bank, Sberbank, og bossen for et af de største russiske investeringsselskaber, Aton.

Midt i det hele stod dengang 28-årige Kim Karapetjan, grundlægger af Blackfield, en af landets hurtigst voksende investeringsfonde. Karapetjan havde knækket finansmarkedets kode, lød salgstalen. Med avancerede algoritmer kunne virksom­heden registrere udsving på børsen et par milisekunder før alle andre. Det betød gevinst. Blackfield lovede i 2013 investorerne op til 60 procent i årligt afkast, fortæller tidligere kunder til russiske aviser.

»Vores systematiserede investerings­proces udelukker den menneskelige faktor, forudindtagethed og følelsesmæssige handels­fejl,« forklarede selskabet på sin hjemmeside.

Penthouse og Aston Martin

Også Kim Karapetjan virkede nærmest fejlfri. Han var uddannet fra eliteuniversitetet London School of Economics. Han havde arbejdet for finansgiganten Morgan Stanley i USA, stod der på hans CV.

Nu var hans nye virksomhed også på vej fra Rusland til Amerika. Blackfield havde lejet dyre kontorlokaler i New York. Her havde Karapetjan anskaffet sig en penthouse-lejlighed og købt sig en Aston Martin Vanquish til 300.000 dollar. Hans selskab forberedte nu en børsnotering.

Ganske vist var oliepriserne, i midten af 2014, begyndt at vige. Vestlige sanktioner sled stadigt hårdt på Ruslands økonomi, i takt med at en række banker blev udelukket fra vestlige lånemarkeder.

Men Karapetjans medarbejdere anede ikke for alvor uråd. Ikke før tre mænd en dag i oktober sidste år trampede ind på Blackfields hovedkontor i Moskva. De krævede at komme til tale med chefen.

Kim Karapetjan var ikke på sit kontor. Det var han heller ikke næste dag. Eller den næste. Hans lejlighed var også tom, for Karapetjan var forsvundet, og det samme var investorernes penge.

»Han havde adgang til 20 millioner dollar, der er blevet ført ud af vores konti,« fortæller Blackfields finansdirektør Aram Gusjtjan til den russiske udgave af Forbes.

I en første e-mail fra sit skjul hævdede Karapetjan, at han nok skulle levere millionerne tilbage. Han var flygtet på grund af trusler, skrev han til et par af sine nærmeste medarbejdere. Men kort efter blev også den midlertidige e-mail-konto deaktiveret. Hans profiler på de sociale medier blev slettet én for én. Telefonen blev lukket, og han var væk.

Selskabets omkring 50 medarbejdere blev fyret. Den engang så rige fond havde ikke penge til at betale dem så meget som en månedsløn efter bossens spektakulære forsvindingsnummer.

Læs også: IMF: Rusland kan starte ny global finanskrise

Et stort svindelnummer

Siden er også Kim Karapetjans egen historie faldet fra hinanden. Den amerikanske avis Wall Street Journal har kontaktet hans gamle universitet. Men på London School of Economics har man aldrig haft en studerende ved navn Kim Karapetjan. Samme svar kom fra finanskæmpen Morgan Stanley. Der har aldrig været en medarbejder med det navn.

Kim Karapetjan begyndte altså sin karriere på en løgn. Han holdt en fest i eventyrland, der først sluttede, da krisen i Rusland fik strømmen af oliepenge til at tørre ind.

»At stikke blår i øjnene på investorer kræver åbenbart kun, at man lejer et kontor og holder VIP-fester,« skriver den russiske netavis Ruspres.

Det er uvist, hvor den nu 29-årige Kim Karapetjan og de 20 millioner dollar befinder sig. Ifølge russiske medier har politiet indledt et samarbejde med myndighederne i USA om at finde manden bag overskægget af plastik.

Læs også: Ruslands nye virkelighed er inflation og fattigdom

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.