Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Manden der sætter sig op mod Trump: »Vi fortsætter med at overholde Paris-aftalerne, så må Donald Trump gøre, hvad han vil«

Californien er sammen med andre delstater gået i krig mod præsidentens klimapolitik. Californiens guvernør, Jerry Brown, går så langt, at han indgår aftaler med Kina bag om den føderale regerings ryg.

Foto: Thomas Peter
Foto: Thomas Peter

Californiens guvernør, Jerry Brown, er ikke en hr. hvem som helst i USA. Og Californien er ikke en hvilken som helst amerikansk delstat, for Californiens økonomi svinger mellem at være den sjette og den ottende største i verden. Så når Jerry Brown blæser til kamp mod præsident Trumps klimapolitik, lytter resten af verden.

»Vi fortsætter med at overholde Paris-aftalerne, så må Donald Trump gøre, hvad han vil,« siger Jerry Brown, som dermed er helt på linje med en lang række af sine forgængere – blandt dem Arnold Schwarzenegger, der ligeledes er en stærk miljøforkæmper og i sin tid som californisk guvernør også førte en restriktiv miljøpolitik.

At være guvernør i Californien er på ingen måde en post i lokalpolitik, så når Brown bevæger sig udenlands, rulles den røde løber ud. Californien rummer nogle af USAs mest innovative virksomheder, og når det gælder miljø og vedvarende energi, er delstaten førende.

Derfor lyttes der til Jerry Brown, når han som nu er i Kina og indgår »handelsaftaler« med en lang række kinesiske delstater, der har visse ligheder med Californien og satser stort på vedvarende energi. Når kineserne og californierne går sammen, er det nok klogt at holde øje med, hvad der sker. Især hvis man hedder Trump til efternavn og lige nu har overladt klimascenen til blandt andet Kina og til Californien.

»Hippiestaten«, som USAs vestlige stat med foragt bliver kaldt af bibelbæltets og sydstaternes politikere på grund af statens ofte excentriske politik, har igen lagt sig i førerpositionen blandt de amerikanske stater og byer, der rejser sig i protest mod Donald Trumps klimapolitik. Amerikanske delstater er meget selvstændige på en lang række områder, men alligevel har Californien altid haft ry for at være mere selvstændig end andre delstater.

Jerry Brown forsvarer sin stats meget restriktive miljøpolitik med konkrete begivenheder, som mange i Californien endnu husker. Californien var i 1950erne og 1960erne ved at kvæles i smog og forurening. Borgerne blev syge, vandet var forurenet, og smoggen lagde sig som en tung dyne over Los Angeles og andre af de store byer. Træerne i smukke skovområder gik ud som følge af surregn.

Der blev dengang indgået en kontrakt mellem de folkevalgte og borgerne om, at den tilstand skulle ændres. Og Jerry Brown har befolkningen med sig, for han sidder på posten for anden gang – ganske vist med mange år mellem anden og tredje periode. Han er populær, også selv om californierne må betale skyhøje priser for benzin i modsætning til borgerne i det øvrige USA, hvor priserne holdes på et minimum.

I Californien er man gået så vidt i miljøspørgsmålet, at det er forbudt for køer at bøvse udendørs – køerne slipper for meget metan ud, når de bøvser. Der gives også store tilskud til vedvarende energi til virksomheder og til private for at mindske udslippet af CO2, ligesom der forskes i vedvarende energi på de fleste af delstatens universiteter.

Californien rummer nogle af de mest innovative hjerner i USA inden for en bred vifte af forskningsområder. Mest kendt er Silicon Valley, som er fødested for en lang række af de teknologiske tigerspring, som USA har været førende med – også Tesla hører hjemme i Californien. Og delstaten har ikke tænkt sig at lade præsidenten trække denne forskning og de forretninger, der følger med opfindelserne, ned, siger Jerry Browns folk. Derfor forsøger guvernøren også med sit eget diplomati at indgå separate aftaler med Kina og andre lande for at udvikle vedvarende energi og – ikke mindst – at sælge teknologien bag.

Jerry Browns kinesiske rundtur skal fastholde Californiens samarbejde med Kina på miljøområdet, og der kommer Browns erfaring ind. Som han selv siger, så er han så gammel – 79 år – at han første gang, han var guvernør i Californien, kunne byde den nuværende præsident Xi Jinpings far velkommen til USA. Og alder betyder noget i Kina, ligesom det betyder noget, at man i så mange år har været en nær ven af landet.

»USA har kun meldt sig midlertidigt ud. Markedet og videnskaben vil bringe os videre,« sagde Jerry Brown til journalister, da han underskrev en samarbejdsaftale mellem Kina og Californien om udviklingen af grøn energi.

Og Brown står ikke alene. New Yorks tidligere borgmester, milliardæren Michael Bloomberg, har erklæret, at han vil betale USAs andel til FNs administration af aftalen, mens tre guvernører, 30 borgmester, 80 universiteter og over 100 forretningsforetagender har meldt, at de fortsætter med at opfylde målene i Paris-aftalerne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.