Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Mand med mulig forbindelse til Manchester-terror anholdt i Heathrow

Politi anholder mand i Heathrow efter Manchester-angreb. Trump støtter saudiarabisk kamp for at isolere Qatar. Sygeplejerske er blandt to døde australiere i London-angreb. Få overblikket over nattens nyheder her.

Lys til minde om de 22 dræbte efter angrebet i Manchester Arena 23. maj.
Lys til minde om de 22 dræbte efter angrebet i Manchester Arena 23. maj.

Politi anholder mand i Heathrow efter Manchester-angreb

Britisk politi har anholdt en mand i Heathrow-lufthavnen i forbindelse med efterforskningen af bombeangrebet ved Manchester Arena.

- Den 38-årige mand blev anholdt på grund af mistanke om brud på den britiske antiterrorlovgivning, skriver Greater Manchester Police på Twitter.

Politiet tilføjer, at der var tale om en planlagt anholdelse. Der var altså ikke nogen trussel mod sikkerheden i lufthavnen i forbindelse med aktionen.

Greater Manchester Police oplyser ikke præcist, hvornår anholdelsen fandt sted, men anholdelsen sker mere end to uger efter angrebet mod Manchester Arena 22. maj.

Her blev 22 mennesker dræbt, inklusive børn, mens flere end 100 andre blev såret.

I alt 19 personer er blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen af angrebet.

12 af de anholdte er siden blevet løsladt uden sigtelser.

Syv personer er stadig i politiets varetægt. Det oplyser Greater Manchester Police.

22-årige Salman Abedi, der har libyske rødder, er blevet udpeget som gerningsmanden af det britiske politi.

Både Abedis far og bror er blevet tilbageholdt i Libyen. Her har myndighederne hævdet, at begge brødre havde tilknytning til den militante bevægelse Islamisk Stat.

Netop Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet mod Manchester Arena.

Det britiske politi forsøger fortsat at skabe sig et overblik over gerningsmandens handlinger op til angrebet.

Tirsdag offentliggjorde politiet et billede af en taske, der ifølge myndighederne indeholdt "væsentlige beviser" i sagen.

Politiet har også offentliggjort et billede af en hvid bil. Ifølge efterforskerne brugte Abedi bilen i forbindelse med fremstillingen af sin bombe.

- Selv om det er positivt, at vi gør fremskridt, så har vi stadig brug for hjælp til at skabe et klart billede af, hvad der gik forud for denne tragedie, lyder det i en meddelelse fra det britiske politi.

Politiet søger stadig vidner, der har set den hvide bil.

/ritzau/

Trump støtter saudiarabisk kamp for at isolere Qatar

Den amerikanske præsident, Donald Trump, arbejder aktivt for at isolere Qatar, og støtter Saudi-Arabiens og dets allieredes bestræbelser på at bryde båndene med styret i Doha, efter at have beskyldt emiratet for at støtte ekstremisme.

Det Hvide Hus siger, at Trump tirsdag havde en "nyttig" samtale med Qatars emir, sheik Tamim Bin Hamad Al-Thani.

Trump roser saudiaraberne og dets allierede for at følge op på et møde i Riyadh i sidste måned.

Saudi-Arabiens udenrigsminister siger samtidig tirsdag, at Qatar må tage adskillige skridt for at genoprette båndene til andre arabiske stat - blandt andet indstille al støtte til den palæstinensiske gruppe Hamas og Det Muslimske Broderskab.

Den saudiarabiske minister, Adel al-Jubeir, siger, at Qatar ved, hvad det nøjagtigt skal gøre for at genoprette forbindelser til sine arabiske allierede.

- Vi vil se Qatar gennemføre de løfter, som det aflagde for få år siden om at bekæmpe ekstremistiske grupper og dets indblanding i andre landes anliggender, siger Juberi, som tirsdag talte med journalister i Paris.

I forsøg på at løse den diplomatiske krise mellem Qatar og en række andre golflande har Kuwait meldt sig på banen som mægler.

Samtidig trækker Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i trådene for at få udbedret forholdet mellem Qatar på den ene side og særligt Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten og Bahrain på den anden.

- En isolering af Qatar vil ikke løse problemerne, siger Erdogan tirsdag.

Tirsdag var Kuwaits leder, emir Sabah Al-Ahmad Al-Jaber al-Sabah, også i Saudi-Arabien for at mødes med kong Salman bin Abdulaziz bin Saud.

- Emiren forlod landet igen efter et "broderligt besøg", skriver nyhedsbureauet Kuna, som ikke oplyser detaljer om indholdet af de to lederes samtaler.

En række arabiske lande anført af Saudi-Arabien brød forbindelserne til Qatar mandag. Boykot-landene har hjemkaldt deres ambassadører. Golf-staterne forbyder samtidig deres borgere at rejse til Qatar. Derudover er flere flyvninger til og fra Qatar blevet indstillet fra tirsdag morgen.

/ritzau/Reuters

Landsholdet smed sejr mod verdensmestrene til sidst

Det danske fodboldlandshold fik både resultat- og spillemæssigt en godkendt optakt til lørdagens VM-kvalifikationskamp i Kasakhstan.

På Brøndby Stadion lykkedes det Danmark at få 1-1 mod de tyske verdensmestre, som først i den ordinære spilletids sidste minut fik udlignet.

Før pausen havde Christian Eriksen bragt Danmark i front, men bedømt på spil og chancer kan de danske spillere næppe indvende meget mod den tyske udligning.

I det store hele kan landstræner Åge Hareide dog være godt tilfreds med, at Danmark i perioder pressede verdensranglistens nummer tre.

Det unge tyske hold havde dog også sine perioder med et tungt pres, men Frederik Rønnow var vaks i det danske mål, når det brændte på. Han var dog prisgivet ved udligningen.

Kampen fungerede som 25 års jubilæumskamp for Danmarks EM-triumf. Det blev markeret med en mosaik-tifo på langsiden, da spillerne løb på banen, og med en gengivelse af triumfen på storskærmen i pausen.

Ti af de danske europamestre var også en del af pauseindslaget, hvor de modtog klapsalver fra de 15.488 tilskuere, som havde trodset regnen.

Derudover var også Tommy Møller Nielsen til stede på vegne af sin afdøde far, EM-guldtræner Richard Møller Nielsen.

I det 18. minut kom Christian Eriksen så med sin hyldest til 1992-holdet, da han hamrede Danmark foran med 1-0. Det var i samme minuttal og ikke langt fra samme position, som John "Faxe" Jensens 1-0-mål i finalen for 25 år siden.

Tysklands Antonio Rüdiger begik en fejl i forsvaret, så bolden trillede hen til Christian Eriksen, der sparkede første gang og sendte bolden hårdt, fladt i mål.

Frem til scoringen bar kampen præg af, at der ikke stod point på spil.

Det danske mål satte dog gang i tyskerne, som indledte et tungt pres frem mod pausen. Særligt højre back Jens Stryger Larsen havde det svært i defensiven.

Trods tysk pres slap Danmark fra første halvleg med en føring. Blandt andet takket være et par gode redninger fra Frederik Rønnow og blokeringer fra en glidende Jannik Vestergaard.

Ud over Eriksens 1-0-mål stod der Martin Braithwaite på de bedste danske offensive aktioner i første halvleg.

Toulouse-angriberen viste flere gange prøver på sine rappe fødder, men hans forsøg på afleveringer til en holdkammerat i feltet manglede den nødvendige kvalitet.

Landstræner Åge Hareide havde lov til at bruge seks udskiftninger i kampen. De to første brugte han i pausen på at sætte Lasse Schöne og Mathias "Zanka" Jørgensen på banen.

De var dog ikke involveret i halvlegens første chance, hvor Yussuf Poulsen var tæt på at dirigere et indlæg i mål. Målmand Kevin Trapp fik dog viftet bolden væk fra stregen.

Også Frederik Rønnow fik vist klassen, da han med en formidabel refleksredning forhindrede en udligning efter et hjørnespark.

Debutanterne Frederik Sørensen og Lukas Lerager fik cirka 25 minutter på banen. Førstnævnte fik muligheden på højre back, men også han havde problemer over for de vævre tyskere.

Til sidst blev også Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen sparet, så Kasper Dolberg og Lasse Vibe fik chancen for at spille sig i betragtning til endnu en jokerrolle i VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan på lørdag.

Den danske offensiv var dog gået i stå, og tyskerne fik igen lagt et pres rundt om det danske felt.

Til sidst gav presset pote, da Joshua Kimmich akrobatisk fik saksesparket bolden i mål fra nært hold.

/ritzau/

Skæbnesvanger sag for præsident Temer er startet i Brasilien

En domstol i Brasilia indledte tirsdag den første af i alt fire høringer, der kan vælte Brasiliens skandaleramte præsident, Michel Temer.

Høringerne i Supreme Electoral Tribunal (TSE) skal afgøre, om genvalget af præsident Dilma Rousseff i 2014 og hendes daværende vicepræsident, Michel Temer, bør erklæres ugyldigt på grund af korrupt kampagnefinansiering.

Hvis de syv dommere beslutter, at valgresultatet bør forkastes, risikerer Temer - ligesom sin forgænger, Rousseff - at blive fjernet fra præsidentposten, som han overtog fra hende i august sidste år.

Den konservative præsident, som også står over for en anden potentielt ødelæggende korruptionsgranskning, er dog overbevist om, at retten vil frikende ham.

- Temer skal ikke betale prisen for korruptionens historie i Brasilien, siger hans advokat, Gustavo Guedes.

Omvendt mener anklagemyndigheden, at der foreligger et klart misbrug af økonomisk magt.

Bliver Michel Temer fundet skyldig, kan han anke afgørelsen.

Sidste høringsdag er planlagt til torsdag, men vælger en af de syv dommere at hæve retten, kan hele processen komme til at trække i langdrag.

Tirsdag havde en stor politistyrke taget opstilling ved retten i den brasilianske hovedstad, men kun en lille gruppe demonstranter fra venstrefløjen mødte op.

Ifølge flere lokale medier afbrød Temer et officielt arrangement for at følge høringen på tv fra præsidentboligen sammen med flere ministre og kongresmedlemmer.

/ritzau/AFP

Sygeplejerske er blandt to døde australiere i London-angreb

To australske statsborgere er blandt de omkomne i lørdagens attentat i det centrale London. Det bekræfter Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, onsdag.

- Den australske regering er dybt bedrøvet over at kunne bekræfte, at to australiere blev dræbt under terrorangrebet i London, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

Ifølge London Metropolitan Police er det ene af de to australske dødsofre den 28-årige sygeplejerske Kirsty Boden fra det sydlige Australien.

- Kirsty var elsket af sin familie, venner og kæreste. Hun var den mest udadvendte, venlige og generøse person, der elskede at hjælpe folk, udtaler familien i en erklæring ifølge flere australske medier.

- Da hun løb i retning mod faren for at hjælpe folk på broen, mistede hun selv livet.

Myndighederne har endnu ikke sat navn på det andet australske dødsoffer.

I mellemtiden har en 21-årig barnepige fra Brisbane, som flere australske medier har navngivet, været forsvundet, siden hun blev skilt fra sine venner under lørdagens angreb.

Tirsdag sagde den australske premierminister, Malcolm Turnbull, at han var "oprigtigt bekymret for hende".

- Vi fortsætter med at arbejde tæt sammen med de britiske myndigheder, som har bedt os vente med at bekræfte begge ofres identitet, så familierne kan blive underrettet, siger udenrigsminister Julie Bishop.

Angrebet fandt sted lørdag aften, da en hvid varevogn torpederede fodgængere på London Bridge. Herefter stak gerningsmændene tilfældige mennesker ned i et kvarter, der er kendt for dets barer og restauranter.

Gerningsmændene dræbte syv personer og sårede 48 andre. Af dem er 32 fortsat indlagt på hospitaler, og 15 af dem er i kritisk tilstand, var meldingen tirsdag ved middagstid.

En dansker er ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice blandt de sårede. Den pågældende er i bedring og forventes udskrevet fra hospitalet snarligt.

Personen er dansk statsborger, har dobbelt statsborgerskab og er bosiddende uden for Danmark.

Udenrigsministeriets Borgerservice ønsker ikke at oplyse køn eller alder.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.