Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Magtfuld politiker fældet som sex-forbryder: En djævel, som anklagede andre for horn i panden

Dennis Hastert præsiderede som kongresformand over en æra kendetegnet ved »tough on crime.« Nu skal han i fængsel for sex-misbrug, og han tager sin æra og sine kolleger med sig.

Dennis Hastret blev onsdag idømt 15 måneders fængsel. Foto: Joshua Lott/Getty Images/AFP
Dennis Hastret blev onsdag idømt 15 måneders fængsel. Foto: Joshua Lott/Getty Images/AFP

Der er mennesker, som bruger hele deres liv på at tage livtag med fortiden; som forsøger at holde byrden fra at overmande dem og knuse dem, og som lever hvert sekund som en sejr.

Og så er der Dennis Hastert.

Han var brydetræner på en skole i 1970erne, og her sex-misbrugte han i årevis små drenge. Bagefter rystede han det hele af sig og fortsatte uanfægtet mod de højeste tinder i det amerikanske samfund. Han blev valgt ind i Kongressen og i 1999 valgt til den tredjemægtigste politiske post i USA, kongresformand.

Hasterts tid i Kongressen var kendetegnet ved en uforsonlig kamp mod kriminalitet og ikke mindst seksualforbrydelser. Den politiske filosofi var en filosofi om nådesløshed og de strengeste straffe til de mennesker, som misbruger børn, og Hastert og hans kolleger strammede konstant strafferammerne og brugte al deres kreativitet til at opfinde nye måder, som almenvellet kunne komme efter forbryderne på.

Det virkede efter hensigten. I fængsel med dem og i lang tid og i sex-registrene med dem og for altid, og Dennis Hastert var med til det hele. Han stemte i 1994 ja til flere fængsler, mere politi og dødsstraf; han stemte i 1995 for at gøre det sværere at anke dødsstraffe; han stemte i 1999 for at straffe flere unge og straffe dem hårdere; han stemte i 2007 for at gøre det sværere for forbrydere at blive rehabiliteret, og hele vejen igennem stemte han for en flinthård kurs over for seksualforbrydere, som det fremgår af den politiske website ontheissues.org.

Sådan var tiden, sådan var Dennis Hasterts tid af tough on crime, og det er ikke et tilfælde, at antallet af indsatte i amerikanske fængsler i hans tid steg fra 600.000 til knap 2,5 mio.

Dobbeltmoral

Og så var det hele baseret på den særlige moral, som går under navnet dobbeltmoral.

Det var mest åbentlyst for Dennis Hasterts vedkommende – han var en djævel, som anklagede andre for at have horn i panden – men det var ikke kun Dennis Hastert. For tag retssagen mod ham. Her fortalte ofre om, hvordan han i sin tid havde misbrugt dem seksuelt, og hvordan det havde ødelagt deres liv, og her fortalte en efterladt, hvordan hendes bror levede et skyggeliv efter sex-misbruget og døde af AIDS i 1995.

Retssagen afslørede imidlertid ikke kun grumheden i misbruget, men også, at mange politikere kun betragter deres politik som gyldig for andre end dem selv. Hasterts tidligere kolleger skrev således til dommeren og bad om barmhjertighed, fordi »Denny« var så godt et menneske, fremgår det af brevene, som Chicago Tribune for nyligt offentliggjorde. Hasterts daværende republikanske næstkommanderende skrev f.eks. i ét af brevene, at han havde kendt Hastert i tæt på 30 år, og »han har aldrig skuffet mig på nogen måde«.

»Han er en mand med en stærk integritet. Han elsker og respekterer sine medmennesker (...) Vi har alle fejl, men Dennis Hastert har kun få. Han fortjener ikke, hvad han nu må gennemgå. Jeg beder Dem om at vise nåde,« skrev tidligere gruppeformand Tom Delay til dommeren.

Andre fremtrædende tough-on-crime politikere sendte tilsvarende breve, og alle som én var de i stand til at træde hen over et af de politiske kendetegn fra deres karriere, og uden ironi bede dommeren om det, som de ikke ville give andre.

Sex-serieforbryder

Dommer Thomas Durkin havde modtaget brevene og læst dem, men ifølge live-tweets fra bl.a. Chicago Tribune lod han under strafudmålingen skinne igennem, at han forblev tør-øjet under læsningen. I retten valgte han i stedet at oplæse et brev fra et offer, som ikke havde den mentale overskud til at møde op i retten og fortælle om sit rakkerliv fra psykiater til psykiater og om dét sex-misbrug – og den afmagt – som var kilden til det hele. For Hastert var urørlig i lokalsamfundet. »Kan du forestille dig, hvordan man ville hviske og pege fingre ad mig, hvis jeg anklagede hele byens helt for at være en seksualforbryder,« skrev han til dommeren.

Så dommer Durkin nægtede at gøre, hvad politikerne bad ham om at gøre – ignorere den politik, som de selv havde vedtaget – og i stedet bød han Hastert velkommen til virkeligheden. Den forhenværende toppolitiker var muligvis aldrende og skrantende, men »over 4.500 fanger i forbundsfængslerne er over 65 år,« som dommeren sagde ifølge Tribune, og der var også plads til Hastert bag tremmer.

For Hastert var en »seksuel serieforbryder«, og dommeren ville gerne have dømt ham for det. Men sex-misbruget var forældet, og i stedet måtte dommeren nøjes med at dømme Hastert for forsøg på at betale tys-tys penge til et offer uden om banklovene og for at have løjet over for FBI: 15 måneders ubetinget fængsel, lød dommen, og Dennis Hastert skulle også registrere sig som sexforbryder for resten af livet.

Dermed skal en af de store mænd fra en hård æra i fængsel - og han tager sin æra med sig og de kolleger, som brystede sig af tough on crime og derefter brød sig fanden om det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.