Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mænd der hader kvinder

Elliot Rodger afskyede de kvinder, som ikke ville kysse ham, og han hadede de eksotiske mænd, som de kyssede på. Han følte sig berettiget til kærlighed og rigdom - og da han ikke kunne få det, myrdede han løs. Den følelse af berettigelse er en ny hvid mands byrde.

En blomst pryder et skudhul i et butiksvindue efter 22-årige Elliot Rodgers massakre i Isla Vista-kvarteret i Californien sidste fredag. Her tog den sindsforvirrede universitetsstuderende seks mennesker med sig i døden i et nøje planlagt dræbertogt gennem studenterkvarteret.
En blomst pryder et skudhul i et butiksvindue efter 22-årige Elliot Rodgers massakre i Isla Vista-kvarteret i Californien sidste fredag. Her tog den sindsforvirrede universitetsstuderende seks mennesker med sig i døden i et nøje planlagt dræbertogt gennem studenterkvarteret.

Elliot Rodger betragtede sig selv, og han betragtede verden, og han konkluderede, at der var noget galt med verden.

Eller rettere: Der var noget galt med en hel specifik del af verden, nemlig alle de »forkælede, indbildske blonde tøjter ... Alle de piger, som jeg har begæret så meget.« De affærdigede ham, de viftede ham væk, de kastede de sig i armene på mænd, som der også var noget galt med. Derfor gik han amok, derfor kørte han i sidste uge gennem et universitetskvarter i Santa Barbara, og derfor stak, skød og dræbte han seks mennesker.

»Nu får de at se, at jeg er dem overlegen – at jeg er den ægte alfa-mand,« proklamerede han på et videomanifest.

Vrede hvide mænd

Hvis ikke han til sidst havde begået selvmord, ville han have oplevet endnu en affærdigelse. For siden massemordet har omgivelserne stemplet ham som en mentalt forstyrret kvindehader, en vrangsindet fantast, som forvekslede virkeligheden med en pornofilm.

»Han var bare en smalskuldret taber,« som det hed på en blog.

Det er belejligt at kategorisere ham som et psykiatrisk tilfælde, en asocial udenforstående, for på den måde handler massemordet om Rodger og ikke om os. På den måde er han netop uden for samfundet og ikke en del af det, og derfor reflekterer han ikke andet end sin egen syge virkelighedsfornemmelse.

Men det er også for belejligt, for vi har set det før. F.eks. med en George Sodini og en Marc Lepine, som også følte sig afvist og ydmyget af kvinder, og som derfor skød deres hævn ud, og på internettet er der sites, der betragter dem som martyrer for en sag – og som sikkert også vil kanonisere Rodger for samme sag.

Hvad er det så for en sag? Det er en sag, som ikke handler så meget om kvinder, som den handler om mænd; om mænd, der føler, at de var lovet noget, som – viser det sig – de ikke kunne få, som professor Michael Kimmel sidste år skrev i sin bog »Angry White Men«. I et samfund under forandring er der meget, som hvide mænd ikke længere kan få, blot fordi de er hvide mænd. Og det er, hvad raseriet afspejler, vurderer han.

En anden professor, Nowell Marshall, beskriver samme tema i bogen »Romanticism, Gender and Violence« og forklarer, hvordan nogle mænd betragter den post-feministiske verden som et dystopia; et sted, hvor hvert eneste fremskridt for kvinder er debiteret direkte på deres konto, og hvor de til syvende og sidst også bliver frataget den mest fundamentale mandlige ret – sex.

»De ser sig selv som et eksempel på fejlslået maskulinitet,« skriver han.

»De er ludere«

Men i hvilken kultur kan en massemorder blive en helt?

George Sodini giver brudstykker til et svar. Han var en 48-årig dataanalytiker i et advokatfirma i Pittsburgh, et middelklassemenneske, som var nået til det punkt, hvor han følte hjulene stå stille. Hans karriere ville ikke føre videre, han ville aldrig tjene mere, aldrig få et større hus eller en bedre bil, og forklaringen var – konkluderede han – at han ikke var mand nok til at få en kvinde. Eller at kvinderne ikke var kvinder nok til at se hans kvaliteter.

Over ni måneder førte han en online-dagbog, og som han bl.a. skrev:

»Jeg ser rent faktisk godt ud, jeg forstår at klæde mig, jeg er velbarberet, jeg går i bad, jeg dufter godt og alligevel har 30 mio. kvinder afvist mig over en 25 år lang periode. Sådan ser jeg det. Så mange attraktive enlige kvinder er der. En mand har brug for en kvinde for at få selvtillid. Det giver ham et løft på jobbet, i karrieren, og når han er sammen med andre mænd ... At flyve solo i så mange år ødelægger et menneske.«

På et andet tidspunkt sidder han hjemme og ser en smuk, yngre kvinde forlade nabohuset, og han forestiller sig, at nabomanden har »fået et godt knald med en universitetsstuderende«. Men han får aldrig selv noget, og derfor må der være noget galt med kvinderne. »Studerende er ludere,« skriver han.

Mandige folder

Sodini lagde videoer på YouTube, og i en af videoerne viste han rundt i sit hus, og bloggen The Stranger spottede en af bøgerne på sofabordet: »Date Young Women: For Men Over 35«.

Det er en gør det selv-bog om, hvordan midaldrende og ældre mænd kan fange yngre kvinder, og den er skrevet af en guru inden for genren, R. Don Steele. Han udgiver sine manualer på Steel Balls Press, og i sine bøger, videoer og foredrag fortæller han usikre mennesker, hvordan de skal gøre kropsøvelser og lægge ansigtet og tonelejet i mandige folder – og når de så har lært det, har han endnu flere bøger og videoer at sælge dem, så de kan lære endnu mere. Og så er den der, lover Steele. Så er hun der.

Men hvad sker der, når hun ikke er der? Når guruen lover »100 pct. scoregaranti«, og George Sodini stadig er alene i soveværelset? Som han konkluderede: »Jeg har sovet alene i mere end 20 år ... Der må være noget helt galt med mig.« Han måtte være en fiasko, og det var kvindernes skyld, og kvinderne og ham selv skulle betale for det. 4. august 2009 gik han ind i LA Fitness, et helsecenter i en forstad til Pittsburgh, og han dræbte tre kvinder, sårede ni og dræbte til sidst sig selv.

Billede fra den syv minutter lange video, som Elliot Rodger postede på YouTube forud for sin »mission«.
Billede fra den syv minutter lange video, som Elliot Rodger postede på YouTube forud for sin »mission«.

Morder hyldet som helt

Bagefter holdt sheriffen et pressemøde, hvor han beskrev Sodini som en kvindehader; han hadede ikke specifikt sine ofre, men kvinder generelt, fordi de havde svigtet ham.

»Han havde meget had inde i sig,« sagde sheriffen.

Men i den såkaldte manderetsbevægelse så mange mænd situationen helt anderledes.

»George Sodini er en helt for bevægelsen,« skrev én. En anden skrev, at »kvinder er nødt til at acceptere det som en slags skat på deres fribytteri.« »Han er en helt, fordi han demonstrerer konsekvenserne af at nægte mænd, hvad de naturligt har ret til,« lød en tredje, og en fjerde skrev: »Han havde enhver ret til at reagere mod et samfund, som svigtede ham, og nu kan samfundet føle den smerte, som det har forvoldt ham.«Den sidste blogger fortsatte: »Jeg undrer mig altid over kvinderne her i landet – og i den vestlige verden i det hele taget. Kan de ikke se, at de skaber mænd som Sodini?«Ingen af skribenterne sætter spørgsmålstegn ved en hel afgørende præmis i Sodinis argumentat, nemlig hans ret til at sove duo i soveværelset og afledt – hans ret til sex og til selvtillid. George Sodini var overbevist om, at han havde ret til »de mest attraktive yngre kvinder« i USA, men hvorfor i himlens navn troede han det? Han var en 48-årig mand, der også på andre måder var godt og vel midtvejs i tilværelsen, og selv om han duftede godt og gik regelmæssigt i bad, hvorfor skulle »en ung universitetsstuderende« så vælge lige præcis ham? Hvor står det skrevet?

Både Kimmel og Nowell Marshall fokuserer på den forudsætning som afgørende for at forstå den mandlige frustration, nemlig den mandlige følelse af berettigelse.

Vrede og forurettelse er betinget af, at man ønsker, hvad man ikke har, og føler sig berettiget til, hvad man ikke har, som psykologen Carol Tavris har sagt. Men hvorfor føler mænd som Sodoni og Elliot Rodger sig berettiget til kvindeligt selskab – eller til noget som helst?

Svaret skal ikke findes i, at de har mistet noget, men tværtimod, at de har fået så meget. Det er udtryk for et privilegium, som Kimmel skriver. Ved simpel tilfældighed fik Sodini foræret to enestående privilegier i dåbsgave – han var mand, og han var hvid. I USA har hvide en lønfordel på 22 pct. i forhold til sorte og 37 pct. i forhold til latino, og mænd har en lønfordel på 28 pct. i forhold til hvide kvinder, på 35 pct. i forhold til sorte kvinder og 47 pct. i forhold til latino-kvinder.

I debatten hører man ofte – og ofte camouflereret som et politisk hundefløjt – hvordan hvide mænd klager over, at »andre« stjæler deres kvinder eller deres job. Men, spørger Kimmel, hvorfor troede de, at det var »deres« kvinder og »deres job«?

Problemet er ikke, at andre »tager« deres kvinder eller job; problemet er, at de overhovedet i 2014 føler sig berettigede til begge dele og ikke kan komme over følelsen af tab.

»Følelsen af tab fører til en idealisering af det tabte privilegium og til vrede – og under vreden en dyb, dyb følelse af tristhed,« som psykologen Carol Gilligan har sagt.

»Jeg er smuk, jeg er hvid...«

Derfor er det også forkert, når bloggere beskriver Elliot Rodger som »en taber«. Han var ikke efter en objektiv skala en taber.

Han var en dreng, han var søn af en filminstruktør i Hollywood, hans familie var velhavende og veluddannet, han havde rejst i tre verdensdele, han gik på et glimrende universitet og blev betragtet som hvid. Der var meget få privilegier her i livet, som Elliot Rodger var snydt for.

Men problemet var, at han følte sig berettiget til mere, som hans 141 siders manifest afslører. Han følte sig berettiget til alt, hvad han ikke havde. Rodger var f.eks. plaget af, at hans mor var malaysisk, og at han derfor ikke var »rigtigt hvid«. Han forsøgte at kompensere ved i en periode at afblege sit hår, fordi »blonde mennesker er så meget smukkere«, og han gjorde altid alting for »at indpasse sig i grupper med normale hvide mennesker«, fordi de er meget mere »cool« end alle andre mennesker, som han skrev i sit manifest.

Hans familie var heller ikke så rig som de rigeste, hans universitet var ikke så godt de bedste, og han var heller ikke så meget mand som andre mænd, for hvorfor kyssede alle pigerne ellers på andre i stedet for på ham? Flere gange beskrev han med blodet kogende, hvordan han så »smukke hvide kvinder«, som kyssede og befamlede sorte mænd og latino-mænd.

»Hvordan kan en inferiør og grim sort dreng score en hvid pige, når jeg ikke kan,« spurgte han. »Jeg er smuk, jeg er halvt hvid. Jeg stammer fra britisk aristokrati. Han stammer fra slaver. Jeg er mere berettiget, end han er,« skrev Elliot Rodger og karateriserede sig som en »kysseløs, 22-årig jomfru«.Derfor hadede han minoriteter, som stjal, hvad der var hans, og han hadede kvinder, fordi de ikke gav ham, hvad der var hans. Det døde de af, og det døde han til sidst også selv af.

De døde for en verden, som var »den hvide mands verden«, og tragedien er ikke kun, at de døde; tragedien er, at den samme verden lever videre som et ideal, der nærer en følelse af berettigelse, og at den hver dag så mange gange så mange steder slår sjæle ihjel.

Det er en ny hvid mands byrde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.