Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Macron vil stramme kursen over for migranter og flygtninge

Frankrigs præsident spiller ud med fængselsstraf til folk, der kommer illegalt ind i Frankrig og 90 dages tilbageholdelse til udlændinge uden identitetspapirer.

Ikke mindst flygtningene og migranterne i lejren kaldet »junglen« uden for byen Calais fylder en del i den franske debat om udlændingepolitikken./ AFP PHOTO / PHILIPPE HUGUEN
Ikke mindst flygtningene og migranterne i lejren kaldet »junglen« uden for byen Calais fylder en del i den franske debat om udlændingepolitikken./ AFP PHOTO / PHILIPPE HUGUEN

Den franske præsident, Emmanuel Macron, tager nu den fløjlshandske af, som han bar under valgkampen: Landets udlændingepolitik skal strammes op.

Blandt andet vil Macron tilbageholde migranter eller flygtninge, der ikke kan fremvise identitetspapirer, i op til 90 dage i særlige centre. I dag kan det højst ske i 45 dage.

Præsident Macron vil også gøre det strafbart at krydse den franske grænse. Ifølge den franske nyhedskanal France 24 skal straframmen være op til et års fængsel og bøde.

Udspillet vil desuden forkorte den tid, det tager at behandle en asylansøgning, fra 11 måneder til et halvt år.

Integration og hjemsendelse

»Hvorfor vil vi reducere til seks måneder? Fordi det er bedre for dem, der får asyl at kunne påbegynde integrationen i det franske samfund så tidligt som muligt,« siger den franske indenrigsminister Gérard Collomb ifølge flere franske medier.

Samtidig er det også bedre for dem, der ikke får asyl og skal sendes hjem, at det sker så hurtigt som muligt, understreger Gérard Collomb.

»På seks måneder har du ikke mistet dine familierødder, du har ikke mistet forbindelsen med dit land, og på den måde er det bedre, at tidsforløbet er kortere,« forklarer den franske indenrigsminister, der også vil halvere tiden, hvor et afslag på asyl kan appelleres, til 15 dage.

Humanitær kritik

Macrons stramninger kritiseres af en række humanitære organisationer, der blandt andet mener, at de vil svække asylansøgerne og migranternes retssikkerhed.

Organisationen Ofpra fremfører eksempelvis, at 15 dage er alt for kort tid til at appellere et afslag, hvis en asylansøger skal nå at finde en advokat.

Kritikerne minder også Macron om hans løfter om en mere human asylpolitik under valgkampen op til præsidentvalget for et år siden.

Dengang roste Emmanuel Macron den tyske kansler, Angela Merkel, for at åbne døren for flygtningene under den store tilstrømning i 2015. Merkel reddede Europas »kollektive værdighed,« sagde Emmanuel Macron under valgkampen.

Nu taler han som præsident i stedet for om en »human og fast« udlændingepolitik.

Modstand i parlamentet

Macrons stramninger støder også på modstand hos politikere, der ellers er med til at sikre præsidenten et komfortabelt flertal i det franske parlament.

Flertallet er sammensat af politikere med rødder i såvel venstrefløjen som højrefløjen, og en af kritikerne - en parlamentariker fra Macrons eget parti La République en Marche (LREM) - bebuder ifølge France 24, at han vil komme med ændringsforslag til Macrons udspil.

Et andet medlem af Macrons parti, Sonia Krimi, beskylder regeringen »for at spille på befolkningens frygt«.

»Alle udlændinge i Frankrig er ikke terrorister, alle udlændinge snyder ikke med de sociale ydelser,« argumenterer hun.

Antallet af asylansøgninger slog sidste år rekord i Frankrig. Omkring 100.000 flygtninge søgte om opholdstilladelse - 17 procent flere end i 2016.

Cirka hver tredje ansøger fik sidste år asyl.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.