Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Macron: »Jeg forstår raseriet, tvivlen og frygten«

Emmanuel Macron rakte i sin første tale hånden ud mod sine mange modstandere. Men det bliver ikke let for Frankrigs nye præsident at opnå sit mål om at samle et dybt splittet land.

Det var en alvorstung Emmanuel Macron, som søndag aften i sin første tale som præsident rakte hånden ud mod sine modstandere.  AFP PHOTO / POOL / Lionel BONAVENTURE
Det var en alvorstung Emmanuel Macron, som søndag aften i sin første tale som præsident rakte hånden ud mod sine modstandere.  AFP PHOTO / POOL / Lionel BONAVENTURE

De første TV-billeder Frankrigs nye præsident viste en koncentreret og næsten lidt knuget Emmanuel Macron.

Transmissionen af hans sejrstale var - formentlig ved en fejl - begyndt, mens sminkningen og justeringen af de tekniske detaljer endnu var i gang. Men det ufrivillige kig bag kulissen afslørede ingen highfives eller friske bemærkninger. Kun dyb alvor.

Med god grund, for der venter Macron en Herkulesopgave, som trods hans komfortable sejr over Marine Le Pen klart fremgår af valgresultatet.

Ikke blot fik Front National med 10-11 millioner stemmer markant flere end nogensinde før ved et præsidentvalg. Også antallet af blanke og ugyldige stemmer satte ny rekord med 12 pct.

Franskmændene sendte med andre ord en klar advarsel til Macron om ikke at se sin sejr som andet og mere end et valg af det mindste onde. Et budskab, som han i sin omkring 10 minutter lange tale hævdede at have forstået.

»Jeg ved alt om de vanskeligheder, som for længe har tynget os økonomisk og moralsk. Jeg ved, at splittelsen i vores nation har drevet mange til at stemme på de politiske yderfløje. Jeg forstår raseriet, tvivlen og frygten,« proklamerede Macron og tilføjede, at han vil gøre alt for at samle landet igen.

Et arbejde, der begyndte med afsendelsen af en »republikansk« hilsen til Le Pen og en forsikring om, at Frankrigs nye præsident respekterer hendes vælgere. Samt at han vil gøre en højere grad af pluralisme og moral i det politiske liv til en af sine hovedprioriteter.

Macron lovede også at kæmpe for Europa og en europæisk »civilisation, som er i fare«.

»Men det skal være et EU, der står i tættere forbindelse med de europæiske folk og de europæiske borgere,« pointerede den nye præsident flankeret af et fransk flag og et EU-banner.

Hvor meget - eller lidt - han vil være i stand til at gennemføre, afhænger i høj grad af valget til Nationalforsamlingen. Det finder sted 11. og 18. juni. Og knap var resultatet af præsidentvalget blevet kendt, før en ny kampagne gik i gang.

Mens adskillige socialister og enkelte konservative meldte sig parat til at arbejde sammen med den nye præsident, lovede andre ham kamp til stregen.

Marine Le Pen udnævnte i en kort tale umiddelbart efter nederlaget sig selv til leder af opposition. Også Jean-Luc Mélenchon fra venstrepartiet La France insoumise tog helt usædvanligt ordet på valgaftenen og kaldte sine godt syv millioner støtter fra første runde af præsidentvalget til kamp mod den nye præsident.

Macron får brug for al sin legendariske charme, hvis hans ambition om at samle franskmændene skal lykkes. Kun en fjerdedel af dem har stemt på ham. Og de andre tre fjerdedele har, som Le Figaro pointerer i en leder, alle gode grunde til at ville ham det ondt:

»Socialisterne er ydmygede, de konservative hævngerrige, mélenchonisterne indignerede og lepenisterne rasende. Alle de politiske partier har, ligesom passagererne i Orientekspressen, et regnskab at gøre op med Emmanuel Macron.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.