Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

Loppemarkedets mærkværdige tiltrækningskraft

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Sidste søndag kom jeg hjem fra loppemarked med en glaskaraffel formet som en and, hvor vandet kan løbe ud gennem næbbet. Og jeg havde gladelig betalt 300 kroner for anden.

Det lyder måske lidt vanvittigt, men sådan går det, når først loppemarkedsæsonen er over Bruxelles. For her taler vi ikke om små loppemarkeder, hvor en enkelt gade bliver spærret af. Nej, i Bruxelles er loppemarkeder en seriøs begivenhed, der kan spærre syv-otte gader af om søndagen, og hver bydel holder fra slutningen af maj på skift loppemarked, så de mest entusiastiske handlende kan bruge søndag efter søndag på at finde helt uundværlige ting som eksempelvis min and – den kommer vi tilbage til.

Det store Cirkus Loppemarked begynder denne søndag allerede klokken seks om morgenen på pladsen ude foran vores lejlighed. For fuld udblæsning får politiet vækket alle beboere med megafoner, fordi der er bilejere, som endnu ikke har fjernet deres biler fra pladsen.

Og bilejerne gør klogt i at løbe ned i pyjamas og morgenhår og få fjernet bilerne med det samme, hvis de ikke vil hente bilerne 50 kilometer uden for byen for en frigivelsespris på den forkerte side af 2.000 kroner. Officielt begynder loppemarkedet først klokken ni, men flere timer før begynder de første boder at blive sat op, og derfor bliver bilerne fjernet af myndighederne, hvis de ikke er kørt væk flere timer i forvejen.

Det helt særlige – og lidt mærkværdige – ved dette loppemarked i Chatelain-kvarteret er det maritime islæt. Sådan har det været 33 år i træk, og arrangørerne har på forhånd opfordret til at komme tidligt i gang denne søndag, da der ventes mindst 60.000 besøgende, der også er på jagt efter de helt rigtige loppefund. I de maritime boder på selve Chatelain-pladsen er der alt fra dykkermasker til en båd til 100.000 kroner. Men boderne i sidegaderne har nærmest alt andet, man kan forestille sig. Der er de professionelle, som sælger trendy retrolamper og ditto kaffestel, og der er de helt lokale, som tilsyneladende har taget de mest overflødige ting i hjemmet med ned på gaden i håb om, at andre vil betale noget for dem.

Og loppemarkedet er kongen denne søndag. Ikke bare bilerne, men også sporvognene må spille andenviolin, når de assisteret af gående hjælpere forsøger at passere gaderne i sneglefart.

Efter halvanden times vandring rundt på loppemarkedet uden nogen nævneværdige fund går vi i ly til en kop kaffe, da vejrguderne desværre har misforstået det maritime tema og sidst på formiddagen lader regnen begynde at sile ned.

Over kaffen falder en munter bemærkning om, at det heller ikke bliver til en karaffel formet som en and i år. Vi bliver enige om, at vi på grund af regnen lige så godt kan gå hjem og bevæger os ned ad den sidste gade, vi mangler. Og pludselig dér på hjørnet omgivet af den ene rædsel efter den anden troner anden så frem. Jeg går lidt tættere på uden at virke alt for interesseret. Den er god nok. Det er lige den and, jeg vil have.

Her er det nok på plads med en lille forhistorie om anden, og hvorfor jeg i flere år har ledt efter en karaffel til vand formet som en and. Historien fører til Berlin og en af den tyske hovedstads absolut bedste cocktailbarer – Riva ved Hackescher Markt.

Udover at bartenderne på Riva kan lave ekstraordinære cocktails uanset hvor eksotiske ønsker, man har til ingredienserne, så bød Riva oprindeligt også altid på et glas vand serveret fra majestætiske glaskarafler formet som – en gås med en lang hals. Og lige siden det første besøg på Riva har jeg derfor været ude efter en sådan karaffel, eventuelt i en mindre udgave formet som en and. Selv på Riva findes karaflerne dog ikke længere, da de er gået i stykker, som en af bartenderne med beklagelse måtte fortælle under mit sidste besøg i Berlin. Men så meget desto mere spektakulært, at anden står lige dér på det lokale loppemarked i Bruxelles.

Kampen om at få anden til den rigtige pris skal til at gå i gang. Men allerede inden jeg har besluttet mig for, om min øvre grænse er 30 eller 40 euro, har sælgeren luret mig fuldstændig. Han ved, at der står en køber, som har ledt efter sådan en and længe.

Efter en lang introduktion om netop denne ands fortræffeligheder, og hvordan sådanne ænder kan koste over 100 euro, slår han fast, at han simpelthen ikke kan gå længere ned end 40 euro. Jeg forsøger selvfølgelig med 35 euro, men han står fast og sænker kun prisen ubetydelige to euro til 38 euro – knap 300 kroner. Jeg kigger på min kæreste lidt utilfreds med mine egne handelsevner, men jeg skal jo have den, om den så koster 38 euro.

Allerede efter ganske få timer som andeejer, ved jeg, at det var den rigtige beslutning. Anni, som anden af glas foreløbigt hedder, troner nu smukt på spisebordet og giver et ekstra lille løft til glæden ved hvert måltid.

På søndag er der så nye loppemarkeder, fortæller annoncebannere rundt omkring i byen i kampen om at tiltrække flest besøgende til netop dén bydels loppemarked. Spørgsmålet er, om man skal af sted igen, nu hvor anden er i hus?

Men det kunne jo være, at man faldt over en mage til Anni.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.