Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

London er skuffeselskabernes paradis

Milliarder af kroner fra skattely bliver i det skjulte brugt til at opkøbe store dele af den britiske hovedstad. Lækkede dokumenter fra Panama giver et indblik i det enorme omfang og afslører en række ejere med tvivlsomt ry.

Mere og mere af London havner i udenlandsk ejerskab. For nylig oplyste britiske myndigheder, at de havde svært ved at få placeret mindeplader for berømte, historiske personer på husmure i London, fordi man skal spørge ejerne om lov og ikke kunne finde frem til dem.
Mere og mere af London havner i udenlandsk ejerskab. For nylig oplyste britiske myndigheder, at de havde svært ved at få placeret mindeplader for berømte, historiske personer på husmure i London, fordi man skal spørge ejerne om lov og ikke kunne finde frem til dem.

LONDON: Få byer udstråler mere historie end London. Man kan følge imperiets forskellige faser og få en fornemmelse af de enorme rigdomme, der lå bag de statelige bygninger i Kensingtong og Chelsea. Fra Big Ben og Westminster op ad Whitehall mod Trafalgar Square kan man mere end fornemme magten, der udsprang af den britiske overklasses kontrol med det meste af verden.

Det sætter også afsløringer i de såkaldte »Panama-papirer« i perspektiv. Anført af The Guardians adgang til lækkede dokumenter fra Mossack Fonsecas advokatkontor i Panama er briterne i den seneste uge blevet præsenteret for det faktum, at store dele af de centrale og fashionable bygninger i deres hovedstad er ejet af diffuse, eksotiske postadresser.

I dag ved man ofte kun, at det ikke er briter, der ejer bygningerne. Mere og mere af London havner i udenlandsk ejerskab. For nylig oplyste britiske myndigheder, at de havde svært ved at få placeret mindeplader for berømte, historiske personer på husmure i London, fordi man skal spørge ejerne om lov og ikke kunne finde frem til dem. Udviklingen vokser eksplosivt, og den afslørende lækage om skattely og skuffeselskaber viser, at det mere er reglen end undtagelsen, at ingen aner, hvem de nye ejere er, hvor de kommer fra, og ikke mindst hvor pengene kommer fra.

Sporene forsvinder

Dokumenterne viser opkøb fra diktatorers familier, sanktionsramte syrere samt kendte kriminelle og korruptionsanklagede politikere. Hvis velhavende briter opkøber boliger, forsvinder sporet af de nye ejere også ofte i selskabskonstruktioner i steder som Jomfruøerne, Bahamas og Jersey.

Alene med besiddelser gennem advokaterne i Panama har De Arabiske Emiraters præsident, Kahlifa bin Zayed Al Nahyan, i al stilhed sikret sig bygninger i London til en værdi af mere end ti milliarder kroner, skriver The Guardian. Besiddelserne går fra »Oxford Street til Bruton Streets designerbutikker og til Mayfairs Berkeley Square, hvor lejere inkluderer Hermés, Stella McCartney og natklubben Annabel«.

Avisen konstaterer, at ejerne har registreret for mere end 1.600 milliarder kroner britiske ejendomme i udlandet. De fleste af de dyre sten udgør mure i London, og mange af de udenlandske ejere er i realiteten et anonymt papir med et brevhoved. Ifølge britiske medier har omkring 2.800 firmaer etableret gennem Mossack Fonseca ejendomsværdier i Storbritannien – og hovedsageligt i London. Angiveligt for mindst 65 milliarder kroner.

I 2015 skrev den britiske afdeling af Transparency International, at 36.342 ejendomme, der udgør 5,7 kvadratkilometer af London, var ejet af skuffeselskaber.

Transparencys ærinde var ikke at rejse en debat om den internationale efterspørgsel og den medfølgende eksplosion i hovedstadens huspriser. Den debat kører i forvejen i højt gear politisk, uden at nogen har et reelt bud på, hvad man skal gøre ved situationen. Omkring 15.000 ejendomme i Londons mest eftertragtede kvarterer blev ifølge Financial Times opkøbt af selskaber registreret uden for Storbritannien i tidsrummet 2010-2015, og finansavisen konkluderer, at »for tre fjerdedele af Londons indbyggere under 35 år er det helt uden for deres rækkevidde at eje en bolig i hovedstaden«.

London er blevet en røverrede

Det muligvis endnu mere kontroversielle problem er, at den britiske hovedstad ikke bare er en »sikker havn« for udenlandsk kapital, men også tilsyneladende er ved at udvikle sig til noget af en røverrede på linje med de gamle pirathistorier. Transparency erklærede i forbindelse med rapporten sidste år, at Storbritanniens boliger er blevet et perfekt og eftertragtet »hjem« for penge fra korruption.

»Der kommer flere og flere beviser på, at det britiske ejendomsmarked er blevet et sikkert tilflugtssted for værdier fra korruption, der er stjålet over hele verden, og som bliver hjulpet frem af lovgivning, der tillader britisk ejendom at være ejet af hemmelige skuffeselskaber,« lød en erklæring fra Transparencys britiske leder, Robert Barrington.

Dokumenterne fra Panama synes at give anti-korruptionsaktivisterne noget at have deres anklager i. The Guardian og andre britiske medier har beskrevet en række kontroversielle navne blandt de reelle ejere af ejendomme i London.

Eksempelvis har Soulieman Marouf mindst seks lejligheder til en værdi af op imod 60 millioner kroner via et selskab på De Britiske Jomfruøer sat op af advokaterne fra Panama. Marouf bliver betegnet som særdeles tæt forbundet til den syriske diktator, Bashar al-Assad. Familien til en afdød syrisk efterretningschef ejer et hus i Battersea Park til omkring 12 millioner kroner gennem et skuffeselskab.

Alaa Mubarak, søn af den afsatte egyptiske diktator Hosni Mubarak og udsat for europæiske sanktioner, bliver i dokumenter beskrevet som ejer af en bolig i Knightsbridge til en værdi af op imod 80 millioner kroner. The Guardian skriver, at Mubarak-familiens fond bag ejerskabet skal have værdier for mere end seks milliarder kroner, og at Alaa Mubarak har opgivet London-ejendommen som sin adresse.

Ayad Allawi, der efter invasionen i Irak en overgang blev indsat som premierminister under den vestlige koalitions overordnede styre, købte i 2008 gennem et skuffeselskab en bolig i Kensington til en værdi af mere end 26 millioner kroner.

Andre ejere af milionværdier beskrevet i de lækkede dokumenter er den pakistanske premierminister, Nawaz Sharifs, børn, der gennem et skuffeselskab har flere boliger i Park Lane til en værdi af omkring 65 millioner kroner. En dommer fra Kenyas højesteret har ejendomme gennem et skuffeselskab på Jomfruøerne. Den nigerianske parlamentsformands hustru kontrollerer et selskab, der har en bolig i Belgravia til omkring 50 millioner kroner, mens han ifølge The Times selv har ejerskab til nabobygningen til omkring 40 millioner kroner. Parret er i Nigeria blevet sigtet for korruption, som de benægter.

Andre ejere nævnt i dokumenterne er de russiske rigmænd, der i stort antal har taget London til sig som deres andet – og måske mere sikre – hjem, og hvor deres børn kan få en international anerkendt skolegang. Døtrene til Aserbajdsjans præsident, Leyla og Arzu Aliejeva, er ifølge The Guardian skjulte ejere til flere boliger end den allerede kendte i Hampstead til omkring 150 millioner kroner.

Der er internationale diamanthandlere og embedsmænd fra afrikanske lande – uden åbenlys adgang til at skabe en formue – nævnt i dokumenterne. Her har the Guardian også fundet britiske og irske rigmænd som ejere af bygninger i London gennem skuffeselskaber. Avisen har desuden nævnt konservative donorer og medlemmer af Overhuset.

Den britiske premierminister David Cameron er selv kommet i politiske problemer gennem oplysninger om sine investeringer i sin fars firmaer i skattely på Bahamas. Cameron har forsvaret sig med, at han har stillet sig i spidsen for en øget international indsats mod skattely, som han har kaldt moralsk forkastelig. I næste måned er Cameron vært for et internationalt møde om emnet.

»Mødet i maj vil være en mulighed for at bringe ledere, internationale organisationer og ikke-statslige organisationer sammen for at se på, om der er mere, som vi kan gøre på det område med skat og gennemsigtighed,« sagde en talsmand til Daily Mail.

Det kniber med politisk vilje

G20-landene, FN, Verdensbanken, OECD og IMF er inviteret til mødet i London. Spørgsmålet er, om Cameron har vilje til at gribe så markant ind, at han risikerer at dræne London for mange milliarder af kroner, som en jagt på skjulte og ulovlige penge kunne resultere i. Hidtil har Cameron i EU kæmpet indædt for at holde restriktioner væk fra Londons finansverden.

Et andet spørgsmål vil være, om han har magt til at gøre op med fordækte penge, hvis han ønsker at gøre det. Den britiske premierminister har for længst bebudet, at han vil træde tilbage senest op til næste valg i 2020. To af rivalerne til den konservative formandspost og en mulig premierministerpost, finansminister George Osborne og London-borgmester Boris Johnson, har begge promoveret udenlandske investeringer uden at skele alt for meget til forholdene hos afsenderen. Osborne har blandt andet givet det topprioritet at tiltrække kinesiske investeringer fra statslige firmaer. Johnson har helhjertet støttet arabiske investeringer i en række udviklingsprojekter i London, der vil skabe endnu flere boliger i hovedstaden, som kun mangemillionærer vil have råd til.

En beskidt karrusel

Sky News’ økonomiske redaktør, Ed Conway, skriver på sin faste kommentarplads i The Times, at skattely har været en særdeles god forretning for London, der har nydt godt af en forretningsfordel i form af »et netværk af oversøiske territorier fra Gibraltar og Bermuda til Cayman Islands og De Britiske Jomfruøer, der var britiske nok til at have stærke forbindelser til fædrelandet men tilstrækkeligt uafhængige til at have deres egne lemfældige skattesystemer«.

Conway konstaterer i sin klumme, at Storbritannien og besiddelserne med de eftertragtede skattely er centrum for mere end en femtedel af verdens finansielle transaktioner. Han argumenterer for, at systemet er ved at komme ud af kontrol til skade for verdensøkonomien med finansielle lempelser for international handel siden 1960erne op imod skattesystemer bygget på nationale suverænitetsprincipper fra 1920erne.

»Det handler med andre ord ikke om Panama, luksusbåde og selv ikke om skatteunddragelse. Det går tilbage til selve den måde, som man har formet det globale finansielle system på. Det er på tide, at vi begynder at tænke på at udsætte det for et eftersyn. Og på tide, at Storbritannien overvejer, hvorfor man har tilladt London at blive hovedstad for denne beskidte karrusel.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.