Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Løkke bliver første gæst hos ung ukrainsk regeringschef

Ukraines nyslåede premierminister, Volodymyr Hrojsman, er ivrig efter at bevise, at han er andet end et halehæng til landets præsident.

Ukraines nyslåede premier-minister, Volodymyr Hrojsman, er ivrig efter at bevise, at han er andet end et halehæng til landets præsident. (Foto: Mikhail Palinchak/Sputnik)
Ukraines nyslåede premier-minister, Volodymyr Hrojsman, er ivrig efter at bevise, at han er andet end et halehæng til landets præsident. (Foto: Mikhail Palinchak/Sputnik)

Til det sidste var det usikkert, hvem der som regeringschef skulle trykke Lars Løkke Rasmussen (V) i hånden, når han tirsdag lander på officielt besøg i Ukraine.

For selv om besøget har været under forberedelse længe, så kan en uge være lang tid i ukrainsk politik.

Bare ni dage før statsministerens planlagte ankomst, smækkede landets premierminister siden Majdan-revolutionen for to år siden, Arsenij Jatsenjuk, nemlig med døren. Det skete efter lang tids rivaliseren med landets præsident, Petro Porosjenko.

I fire døgn stod Ukraine uden regeringschef, indtil den bare 38-årige Volodymyr Hrojsman, en nær allieret af Porosjenko, trådte sejrende ud af den seneste magtkamp mellem de stridende, pro-europæiske partier i landet.

Dermed bliver den danske statsminister den første udenlandske gæst hos en nyslået regeringschef, der både ude og hjemme har hårdt brug for at bevise, at landet står fast på den lovede reformkurs, selv om præsidenten tydeligvis har strammet grebet om regeringen.

Ingen tvivler på, at Hrojsman er præsidentens mand. Og godt for det, siger hans støtter. Den nye regering kan dermed gøre en ende på to års ørkesløse magtkamp mellem Porosjenko og Jatsenjuk og endelig sætte skub i kampen mod den altædende korruption, lyder det.

Spørger man Hrojsmans kritikere er risikoen nærmere, at makkerparret lukker både kritikere og de virkelige reformister ude af den nye strømlinede regering.

Dansende springvand

Parløbet mellem Hrojsman og Porosjenko har rødder tilbage til den vestukrainske by Vinnytsja, hvor de begge voksede op. Her blev Hrojsman borgmester i en alder af 28, mens Porosjenko, byens rigeste mand, var i fuld gang med at udbygge den konfektureproduktion, der senere gav ham tilnavnet Chokoladekongen.

I Ukraine er business og politik ofte viklet uløseligt ind i hinanden, og makkerparret blev kendt som frontmænd i forsøget på at forvandle en hengemt eks-sovjetisk provinsby til et europæisk handelscentrum.

Hrojsman havde trods sin unge alder allerede en lang erhvervskarriere bag sig. Som 14-årig begyndte han at arbejde for sin far, der ejede byens største grøntsagsmarked, og Hrojsman junior byggede senere et af byens største shoppingcentre.

Som borgmester blev han en af Ukraines mest kendte bykonger. Han erklærede krig mod bureaukrati og lange svarfrister, og bystyret opførte et skinnende nyt borgerservicecenter i glas og stål. I 2011 skabte Hrojsman overskrifter, da han kvit og frit skaffede 100 ellers udrangerede sporvogne til byen fra Zürich i Schweiz.

På højden af hans borgmestertid rejste delegationer fra andre ukrainske byer på studieture til Vinnytsja for at lære om reformerne.

Men Hrojsman blev også anklaget for et lidt for kammeratligt forhold til lokale industrifyrster, herunder Porosjenko. Ifølge den ansete avis Ukrainska Pravda solgte bystyret byggegrunde til Porosjenko til uhørt lave priser. Til gengæld donerede Porosjenko et gigantisk dansende springvand med både klassisk musik og projektørlys til byen.

Både Porosjenko og Hrojsman gik ind i landspolitik, efter at Majdan-revolutionen i 2014 styrtede Ukraines pro-russiske præsident, Viktor Janukovitj, fra magten, og efter at Vladimir Putin annekterede den ukrainske Krim-halvø. Hrojsman blev valgt til parlamentet, for Porosjenkos parti og blev siden formand for Radaen, det ukrainske parlament.

Nu, to år efter revolutionen, står de pro-europæiske kræfter imidlertid splittet. Jatsenjuks regering skuffede mange med sit fodslæbende reformtempo, og Porosjenko anklages for at holde hånden over en dybt korrupt statsanklager.

Samtidig har den nye Hrojsman-regering kun støtte fra to ud af fem pro-europæiske partier men til gengæld opbakning fra flere parlamentarikere, der tidligere støttede den pro-russiske Janukovitj.

Det viser, hvem den »virkelige koalition« består af, tordnede oppositionsveteranen Julia Tymosjenko i sidste uge.

Hrojsman fremhæver på sin side den nye regering som det bedste håb for de moderate kræfter og for de reformer, der druknede i tidligere magtkampe. I sin tiltrædelsestale advarede han mod ekstremistiske strømninger, der søger at slå politisk mønt på landets dybe krise.

Hrojsman er født ind i en jødisk familie, og han har i et interview fortalt, hvordan hans bedstefar undslap nazisternes massemord på ukrainske jøder under Anden Verdenskrig ved at spille død, da han blev smidt i en massegrav af tyske soldater.

Populismen er »en større trussel end den fjende, der står i den østlige del af landet«, sagde Hrojsman i talen.

Med Hrojsman som regeringsleder bliver det samtidig sværere for Porosjenko at skyde skylden for manglende fremskridt på andre end sig selv og sit eget parti. Det er reformisternes største håb for en regering, der ellers er blevet støvsuget for flere af de kendte reformistiske navne.

Samtidig er den nye premierminister ivrig efter at bevise, at han er andet og mere end et halehæng til præsidenten. Det vil han givetvis forsøge at bruge Lars Løkke Rasmussens besøg i Kiev til. De to skal blandt andet åbne en erhvervskonference, hvor Hrojsman ventes at holde en af sine første programtaler med den danske statsminister ved sin side.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.