Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

Linsegryde som herreret

Globetrotter 15. jan
Globetrotter 15. jan

Der bredte sig øjeblikkelig en ubehagelig fornemmelse i maven, da jeg i mandags bladrede om på side to i Berlingske. På et foto i det nederste højre hjørne lå en klat linser, der var kogt til smat, splattet ud over en tallerken. Oven på tronede ganske vist hvad der lignede to chorizopølser, men de var tilsyneladende stegt halvt ihjel og så ikke stort mere indbydende ud.

Billedet illustrerede et citat af journalist Lasse Jensen. Den tidligere chef for TV Avisen var af Information blevet interviewet om venstreorienteret madkultur og i den forbindelse mindedes han med lede de »mærkelige, bastante og røvsyge linseretter«, man næsten altid fik serveret i 1970ernes kollektiver.

Få vil være uenige. Jeg er heldigvis for ung til at have været med dengang, men forkærligheden for trist vegetarmad baseret på bælgfrugt levede i visse kredse videre til langt op i 1980erne. Selv som medlem af et punkband ved navn »Slagterne« måtte man æde sig gennem enorme mængder af linsegryde, der i bedste fald smagte af bouillonterninger og timian, i værste af slet ingenting. Det forhindrede imidlertid ikke voldsom gasudvikling under fordøjelsen.

Jeg havde derfor svært ved at skjule min skepsis, da en af drengene i min sydspanske studenterhybel første gang satte »lentejas« på middagsmenuen. Her var jeg nogle uger forinden flyttet ind i forbindelse med et Erasmus-ophold, og god mad i rigelige mængder havde hurtigt fået en central rolle i bofællesskabet.

Det viste sig senere, at drengene bag min ryg var blevet enige om at sætte lidt sul på kroppen af den stakkels tynde dansker. Et projekt, der ved juletid måtte opgives, fordi min vægt var uændret, mens de selv havde taget så meget på, at de knap længere kunne se »den«, når de var ude at tisse. Men det er en anden historie.

Det væsentlige i denne forbindelse er den gastronomiske åbenbaring, det var at se, hvordan linser og diverse grøntsager – heriblandt et helt hvidløg – i gryden fik selskab af såvel chorizo og morcilla (krydret blodpølse) som rester af en jamón, der fungerede som suppeben. Resultatet var en bombe af nærmest brutal velsmag. Det ligeledes voldsomme kolesterolindhold skænkede vi som 24-25-årige ikke en tanke. Og selv om de obligatoriske prutter fik selskab af sure chorizo-opstød – især hvis man spiste to-tre portioner – virkede det som en rimelig pris at betale for en så intens madoplevelse.

Min bofælles fattigmands­udgave af lentejas a la riojana (linser som i La Rioja) var, skulle det vise sig, blot én i et nærmest uendeligt repertoire af sammenkogte retter med bælgfrugter i hovedrollen.

I Madrid koger man kikærter af fineste kvalitet med pølse, kalveforskank og høne samt en række grøntsager til en cocido, som serveres i to tempi – først suppen og så ingredienserne. Hestebønner får selskab af blodpølse, flæsk og hvidvin i en gang myntekrydret habas a la catalana. Og i nordspanske Asturias laver man den nærmest livsfarligt velnærende ret fabada på hvide bønner og alt godt fra grisen: pølse, spæk og skinke samt, i hardcore-versioner, øre, hale og tryne.

Hvert hjørne af landet har, som det fremgår, sine bidrag. Det er i sig selv en fornøjelse. Men det bedste er næsten, at bælgfrugter i Spanien hverken i 1970erne, før eller siden, har skilt linseædende hippier fra bøf med bearnaisesauce-borgerlige. Tværtimod er smagen for cocidos, ollas og pucheros en af de få ting, som de allerfleste spaniere kan forliges om på tværs af såvel geografi som ideologi.

I hvor høj grad det er tilfældet, viste sig, da et TV-program for et par år siden fik den geniale idé at invitere den catalanske separatistleder Oriol Junqueras til debat hos en andalusisk familie over en god middag. Afstanden mellem Spaniens to folkerigeste regioner er stor målt i såvel kilometer og BNP som politisk. Hverken Junqueras eller familien Parejo fik da heller overbevist modparten om, hvordan Spanien bør organiseres. Til gengæld havde den madglade separatistleder mere end svært ved at skjule sin begejstring for den cocido andaluz, der blev serveret – en voldsom sag med kikærter, kalveskank, skært svinekød, pølse og græskar som eksotisk ingrediens – mens andalusierne åbenlyst nød den catalanske rødvin, han havde med.

Ikke et øje var med andre ord tørt, og bagefter gik Mamá Parejos opskrift sin sejrsgang i køkkener over hele Spanien. Om Lasse Jensen, der i interviewet med Information fortæller om sin interesse for det noget mere letfordøjelige vietnamesiske køkken, også ville synes om den bastante bælgfrugtret er ikke godt at vide. Men den ville helt sikkert tage sig bedre ud end de selvdøde linser på Berlingskes side to.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa

BMINTERN - Globetrotter 15. jan
BMINTERN - Globetrotter 15. jan

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.