Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lev nu bare i nuet

»Kan du ikke køre beruset – kan du ikke køre bil.« Der bliver grinet højlydt af mig, når jeg endnu en søndag morgen efter en bytur prajer en taxa alene og forlader fællesskabet i dødsfrygt. I Grækenland lever laissez-faire-kulturen – på godt og på ondt.

Maria Arcel
Maria Arcel

»Jamen, der er jo ingen biler!« insisterer min græske kæreste med to store spørgsmålstegn placeret midt i de dybe, brune øjne. Jeg har stadig et fast greb i hans underarm og venter desperat på, at der bliver grønt lys på Islands Brygge, så jeg kan slippe taget og lade ham flyve.

Min græske, frie fugl, som i kærlighedens navn forlod den varme sol, blåt bølgebrus og finanskrise for at komme til København med mig, nåede at få fire bøder i sin første måned i hovedstaden.

En parkeringsbøde: Der var jo god plads der foran porten, hvor der alligevel aldrig kører biler ud. En metrobøde: Det der rejsekortsystem er simpelthen for besværligt. En bøde for at køre uden lys på cyklen: Der er jo for fanden lys på vejene over alt i København alligevel. Og en bøde for at gå over for rødt: Der var jo vitterligt ingen biler i miles omkreds.

Min kæreste havde forladt syden, men formåede alligevel i det kolde nord at flyve for tæt på solen og brænde sine vinger. Han pakkede vingerne sammen, gemte dem i kufferten til vi igen skal til Grækenland og rettede ind i Danmark. Det der bødecirkus var alligevel i længden for åndsvag en udgift.

Nu bor vi i Grækenland, de store baskende vinger er placeret solidt mellem skulderbladene igen, og nu er det mig, der er hende den fjollede, når jeg ikke kan finde ud af at flyve – Greek-style.

Lørdagsnætter bliver brugt svedende og dansende under diskokuglens stråler – og kun en tåbe forlader festen, før solens tager over. Her kan jeg sagtens være med.

Men når vi beduggede slentrer ned af gaden i solopgangen, for at komme hjem under dynerne, opstår problemet. Hele min vennegruppe sætter sig ind i stationcaren og venter trygt på, at chaufføren, som jeg lige har lavet shotskonkurrence med på klubben, sætter i gear og trykker på speederen. »Kan du ikke køre beruset – kan du ikke køre bil«.

Der bliver grinet højlydt af hende den forskræmte danske fugleunge, der endnu en søndag morgen prajer en taxa alene og forlader fællesskabet i dødsfrygt. Taxachaufføren prøver også insisterende at forklare mig, at jeg ikke behøver at tage sele på, da man altså ikke får bøder for at køre uden. Og min prædiken om, at jeg skam tager sele på for min egen overlevelses skyld, hvis uheldet skulle være ude – afstedkommer kun trækken på smilebåndet og hovedrysten.

På samme måde bliver der grinet kærligt af mig, når jeg smører min blege danske krop ind i faktor 30 og 50 på næsen i stedet for alternativet – sololie. Der bliver sendt overbærende blikke, når jeg igen stædigt står alene tilbage i fodgængerovergangen og venter på grønt, når resten af gruppen for længst har zigzagget sig over gaden mellem de dyttende biler. Eller de trøstende klap på skulderen jeg får, når jeg irriteret konfronterer mine venner med, at jeg altså nu har stået og ventet i over en halv time – eftersom vores aftale var klokken 20 nul dut. Det står der altså i min kalender.

»Skal vi ses på onsdag til frokost kl. 12?« er et spørgsmål jeg aldrig stiller længere, men som jeg naivt og optimistisk blev ved at stille med min kalender klar i hånden i min første tid i Grækenland.

»På onsdag? Altså om fire hele dage?! Da har jeg da ingen jordisk chance for at vide, hvor jeg er, eller hvad jeg har lyst til at lave! Jeg kan endda nå at dø inden,« er standardsvaret, jeg kan forvente, hvis jeg begiver mig ud i sådan et tåbeligt projekt.

Til gengæld har jeg aldrig før haft så impulsivt og spontant et eventyrliv som her i Grækenland. En smuttur på ski til Bulgarien bliver arrangeret ti minutter inden afrejse. Verdens bedste bytur angreb mig bagfra, midt imens jeg var overbevist om, at aftenen stod på binge-watching på Netflix. Et spontant solnedgangsstop ved stranden med en flaske vin fra kiosken blev pludselig realiteten, da jeg stresset og forsinket ellers var sikker på, at vi skulle skynde os som død og pine for at nå restaurantreservationen: »De holder altså bordet til os. Også selv om vi kommer tre kvarter for sent.«

For med forkærlighed for at hade regler og for at elske at bryde dem, kommer der også en enorm evne til at leve i nuet. Hver dag. Som var det den sidste. Og det kan en bekymret danskermus som mig alligevel godt se charmen i. Også selv om min venstre hjernehalvdel skriger til mig, at der er en reel risiko for, at dagen virkelig bliver den sidste, hvis jeg altså sætter mig ind i den bil der søndag morgen.

Kulturen rummer en fleksibilitet og en tilgivelse, der varmer mit nordiske hjerte, når restauranten holder vores bord en time efter, vi skulle have været der. Eller når bageren forsikrer mig om, at han stoler på, jeg kommer tilbage en anden dag, hvis jeg mangler en euro i kontanter. Eller når nye venner overøser mig med kærlighedserklæringer, komplimenter og hjemmelavede store, græske middage med hele deres familie – fordi generøsitet og kærlighed ikke kun er forbeholdt familien og de allernærmeste.

Det er jo nok også derfor, vi danskere elsker at snuppe det første lavprisfly til Grækenland, når ni til 17-jobbet endelig går på sommerferie. Her kan vi lege, at vi er en del af laissez-faire-kultur i 14 dage, glemme bekymringer, rigtigt og forkert, regler og retningslinjer – og for en gangs skyld bare – leve.

Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Grækenland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.