Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Landet uden islamdebat — er den spanske undtagelse slut?

Spanien har ikke noget indvandrerkritisk parti, og modsat andre europæere har spanierne de seneste år stort set ikke diskuteret islam. Men efter sidste uges attentat på Las Ramblas er der kommet gang i debatten.

EPA/ALEJANDRO GARCIA
EPA/ALEJANDRO GARCIA

»Nu kan jeg aldrig mere fortælle jer, hvor godt I ser ud; spørge, om I har fået kæreste, eller sige: Hold da op, hvor du er skudt i vejret. Jeg kommer ikke til at se jeres børn vokse op. Jeg vil aldrig kunne omfavne jer, og det gør mig så ondt.«

Det skrev Raquel Rull, og knap havde hun først på ugen offentliggjort sit brev til terroristerne — få dage efter massakren på Las Ramblas — før debatten eksploderede i sociale og traditionelle medier. Rull arbejder i en ungdomsklub i byen Ripoll, hvor de fleste af attentatmændene voksede op. Hun har kendt dem, fra de var børn og som fortrinsvis gode drenge, der måske ikke var fuldt ud integreret i den lille by ved Pyrenæernes fod, men som aktivt tog del i lokalsamfundet. Takket være blandt andet hendes indsats.

Lige indtil Younes Abouyaaqoub 17. august kørte en varevogn ned ad Barcelonas hovedstrøg og myrdede mindst 13, hvorefter fem andre af »drengene« blev dræbt i skudveksling med politiet under forsøget på at udføre endnu en massakre. Og fik deres gamle socialpædagogs verdensbillede til at krakelere:

»I ville være piloter, lærere, læger og arbejde i en hjælpeorganisation. I var så unge, fulde af liv og med tusinde drømme at realisere. Hvad skete der med jer og hvornår? Hvordan kan det passe, Younes, du som virkede så ansvarlig? Hvad er det, vi gør forkert, som får disse ting til at ske?« spørger Rull fortvivlet i sit brev.

Med sin nærmest moderlige omsorg for en bande blodtørstige, religiøse fanatikere er socialarbejderen blevet fremstillet som et skrækeksempel på ukritisk multikulturalisme. Men uanset om man opfatter hende som mere naiv, end politiet tillader, eller mere end almindeligt ærlig i sin selvransagelse, står Rull langt fra alene med sin rådvildhed.

Også spaniere med et mindre idealiseret forhold til landets små to millioner indvandrede muslimer spørger i kølvandet på attentaterne, om deres pragmatiske forhold til det store religiøse mindretal nu også er den rigtige holdning. Og mens debattører i den konservative presse står i kø for at hævde, at de i årevis har advaret mod katastrofale konsekvenser af denne laissez faire-politik, er antallet af hadforbrydelser mod muslimer de seneste dage eksploderet.

»Spanierne kan godt skelne«

Modsat de fleste andre europæiske lande har Spanien ikke noget indvandrer- og islamkritisk parti. Heller ikke i den offentlige debat interesserer ret mange sig for emner, der på nordligere breddegrader i perioder totalt dominerer mediernes dagsorden. Og man kan undre sig over det, for brudfladerne er til at få øje på.

Selv om Spanien i vid udstrækning er styret uden om de seneste års migrationskrise, har landet gennem årtier været mål for massiv illegal indvandring fra den anden side af Gibraltarstrædet, og ved de afrikanske enklaver, Ceuta og Melilla, løber hundredvis af migranter jævnligt storm mod grænsehegnet. Samtidig var Madrid 11. marts 2004 mål for det hidtil blodigste, islamistisk inspirerede terrorangreb i Europa, da 192 mistede livet i forbindelse med en serie bombeattentater. Men hverken den tragedie eller de seneste års jævnlige nyheder om, hvordan politiet har slået ned på jihadist terrorceller og i adskillige tilfælde forhindrede nye terrorangreb, har ført til et mere kritisk syn på indvandring og islam.

»Faktisk har vi efter 11. marts oplevet langt større opbakning fra spaniere end før. De er udmærket i stand til at skelne mellem almindelige muslimer og folk, som er syge i hovedet,« sagde lederen af en muslimsk hjælpeorganisation for år tilbage til Berlingske.

Mens nogle fremhæver den mauriske kulturarv og naboskabet med den arabiske verden som forklaring på fænomenet, peger andre på, at spanieres flugt fra politisk undertrykkelse og fattigdom under diktaturet med Franco-regimet har skabt større forståelse for immigration. Mindre idealistiske sjæle tilføjer, at spanierne ganske enkelt har så travlt med at skændes indbyrdes — om catalansk separatisme og korruption eksempelvis — at problemerne i forbindelse med indvandring og jihadisme får lov til at passe sig selv.

Spørgsmålet er, om det vil ændre sig efter angrebene i Barcelona og Cambrils. Umiddelbart kunne noget tyde på det.

Dolkestød og medansvar

Allerede få timer efter massakren på Las Ramblas angreb en gruppe unge moskéen i Granada med fyrværkeri. Den andalusiske by var i århundreder hovedstad i det mauriske Spanien og er et spirituelt centrum for vore dages spanske muslimer.

Også moskéer og halalbutikker flere andre steder i landet har været udsat for hærværk de seneste dage, og der er blevet rapporteret om enkelte voldelige episoder. I forvejen er antallet af hadsforbrydelser mod muslimer steget markant de seneste år, og især på de sociale medier får den ikke for lidt.

Netop internettets adgang til at kunne publicere selv de mest ekstreme synspunkter og sprede konspirationsteorier med lynets hast er med til at forklare den langt voldsommere reaktion på terroren i Catalonien end efter massakren i den spanske hovedstad i 2004, vurderer eksperter, som avisen El País har talt med. Samtidig gyder det ikke ligefrem olie på vandene, når en række højreorienterede debattører insisterer på at sætte jihadismen i forbindelse med såvel den catalanske løsrivelsesproces som det nye venstreparti Podemos.

Eksempelvis argumenterer journalisten Hermann Tertsch for eksistensen af en uhellig alliance og »dolkestødslegende« mellem de tre aktører:

»Separatister, islamister og kommunister fører i fællesskab kniven mod Spaniens forfatningsmæssige orden,« skriver Tertsch i ABC, som er landets tredjestørste avis. Han tilføjer, at de alle nærer samme »had til Spanien, friheden og til Vesten«.

Også mere moderate stemmer i debatten advarer mod at vende tilbage til »business as usual«, når det handler om forholdet til islam.

»Et sted midt mellem islamofobien, som bør fordømmes, og tendensen til altid at undskylde muslimerne bør der være en mellemvej: nemlig uden komplekser, frygt og fobier at tale åbent om de spanske muslimers medansvar i forbindelse med indsatsen for at forhindre nye attentater,« skriver Javier Caraballo i netavisen El Confidential og understreger, at kampen mod jihadismen ikke længere blot er en politiopgave.

Et knus til en muslim

Betyder det alt sammen, at den spanske undtagelse er forbi med den stadig mere spændte konflikt mellem nationalkonservative og verdslighedsaktivister på den ene side og muslimske indvandrergrupper samt multikulturalister på den anden? Vil attentaterne i Catalonien bane vejen for et »Frente Nacional«, »Alternativa por España« eller »Spansk Folkeparti«? Eller vil det konservative regeringsparti for at undgå det slå ind på en mere islamkritisk kurs?

I så fald bliver det uden Javier Fernández under fanerne. Fernández er far til attentatets yngste dødsoffer. Den kun treårige Xavi var på udflugt med et ligeledes dræbt familiemedlem, da varevognen kom tordnende ned ad Las Ramblas. Et næsten ubærligt tab, som faderen imidlertid insisterer på at vende til noget positivt:

»Jeg deler min smerte med alle. Også med terroristernes familier. Vi er alle mennesker frem for alt. Og det siger jeg ikke, fordi jeg er dopet og på lykkepiller. Jeg taler fra hjertet,« sagde Fernández torsdag i et interview med avisen El Periódico og tilføjede:

»Jeg trænger til at give en muslim et knus. Hverken vi eller de må være bange.«

Og som sagt så gjort. Senere på dagen mødte han op ved en mindehøjtidelighed i sin hjemby Rubí, der ligger i omegnen af Barcelona, for at give den lokale imam en omfavnelse, der fik den muslimske leder til at bryde grædende sammen.

Endnu et offer for »el buenismo« (godheds-ideologien) vil islamkritikere givetvis mene. Men andre vil se en mand med en sjælden grad af sine meningers mod i et Spanien, der vægrer sig ved at træde ind i resten af Europas »religionskrig«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.