Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kurderleder undsiger fredsforhandlinger

Det største kurdiske parti i Syrien og dets effektive milits er Vestens allierede i kampen mod Islamisk Stat. Men kurderne er ikke inviteret med til de fredsforhandlinger, som FN forsøger at skyde i gang – efter planen med første møde fredag.

Kampene i Syrien fortsætter med uformindsket styrke, mens der gøres forsøg på at få gang i fredsforhandlingerne mellem parterne i Genève. Senest har styrker, som er loyale over for det syriske styre, generobret byen Sheikh Miskeen i den sydlige Daraa-provins fra oprørsstyrkerne.
Kampene i Syrien fortsætter med uformindsket styrke, mens der gøres forsøg på at få gang i fredsforhandlingerne mellem parterne i Genève. Senest har styrker, som er loyale over for det syriske styre, generobret byen Sheikh Miskeen i den sydlige Daraa-provins fra oprørsstyrkerne.

Saleh Muslim Mohammed giver ikke ret meget for de forhandlinger om fred i Syrien, som FN i disse dage og timer knokler for at få stablet på benene. Og Saleh Muslim Mohammed, som er leder af det største kurdiske parti i Syrien og »præsident« i en selvstyrende enklave i den nordlige del af landet, er ikke kun kritisk over for fredsforhandlingerne, fordi han ikke er inviteret med. Den kurdiske leder har også svært ved at se, at forhandlingerne kan føre til et demokratisk Syrien.

»Vi er ikke inviteret med til forhandlingerne, fordi Tyrkiet ikke vil tillade det. Det er ikke acceptabelt, og det betyder, at de oppositionsgrupper, der er inviteret med, ikke er repræsentative,« siger Saleh Muslim Mohammed, der netop har besøgt Danmark for at få regeringen til at støtte de syriske kurderes enklave i det nordlige Syrien langs grænsen til Tyrkiet.

Et tyrkisk benspænd blev senest sat ind i tirsdags, da landets udenrigsminister gjorde det klart, at hans land ikke er om bord, hvis Saleh Muslim Mohammed og hans syrisk-kurdiske parti, Democratic Union Party (PYD), får en plads ved forhandlingsbordet.

»Selvfølgelig vil vi boykotte,« fastslog den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, fordi PYD ifølge Tyrkiet er en terrororganisation, der samarbejder tæt med Tyrkiets eget kurdiske parti PKK – som den tyrkiske stat i årtier har været i krig med.

Tyrkerne er dog ikke de eneste, der spænder ben for FNs mægler, Staffan de Misturas, forsøg på at få Syriens stridende parter til at samles om en fredpibe efter næsten fem års blodbad.

Forhåndsbetingelser

Efter planen skulle det første forhandlingsmøde finde sted i Genève fredag, men torsdag aften var det fortsat uvist, om de inviterede oppositionsgrupper ville møde op. De har nemlig i de seneste dage skruet op for kravet om, at de kun vil forhandle, hvis det syriske regime og dets russiske og iranske allierede først indstiller luftangrebene og blokaderne af oppositionskontrollerede områder.

Det er kan synes som et rimeligt krav, men ligner alligevel et benspænd, da det er svært at se, hvilken interesse regimet, Rusland og Iran skulle have i at indfri kravet. På slagmarken er det nemlig netop Assad-styret og dets allierede, der i disse måneder er i offensiven.

FNs mægler og generalsekretær Ban Ki-moon arbejdede torsdag aften på højtryk for at få løst striden, men selv hvis det lykkes at få indledt forhandlingerne – fredag eller efter endnu en udsættelse – kan de meget hurtigt bryde sammen, vurderer Saleh Muslim Mohammed.

Udsigten til en islamisk stat

»Islamisterne – salafisterne – er stærkt repræsenterede i den blok af oppositionskræfter, som Saudi-Arabien fik samlet i december. Og husk, at salafisterne afviser en politisk løsning. De er jo jihadister, der vil kæmpe til den bitre ende for at få en islamisk stat eller gå i himlen,« siger den syrisk-kurdiske leder.

En af de vigtigste og militært stærkeste af disse islamistiske grupper er Ahrar al-Sham, der da også er kastet ud i et internt rivegilde, fordi dele af gruppens ledelse har sagt ja til at forsøge at forhandle fred og har skrevet under på, at målet er et sekulært Syrien.

»Mange af al-Shams folk deserterede og sluttede sig til Daesh (Islamisk Stat, red.) og al-Nusra (al-Qaeda affilieret gruppe i Syrien, red.),« siger Saleh Muslim Mohammed.

Mens hvis Ahrar al-Sham og andre grupper i virkeligheden ikke ønsker det Syrien, som ifølge FN er grundlaget for fredsforhandlingerne, hvorfor er de så med?

»Fordi de er klar over, at den støtte, de får udefra, vil blive afskåret, hvis de ikke i det mindste lader som om, at de vil forhandle. Det er bare et trick. Det, man skal gøre, er at kræve en våbenhvile, hvor alle de grupper, der ikke respekterer den, på den måde melder sig ud af forhandlingerne. Så vil vi se, hvem der er seriøse,« siger Saleh Muslim Mohammed.

Trojansk hest

Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er enig i, at den samling af syriske oppositionsgrupper, som Saudi-Arabien har stået bag, er »ret orienteret mod salafisme«.

»På den anden side er det rigtig fornuftigt at få samlet oppositionen, så den kan tale med én stemme. Oppositionen spænder meget vidt, men det er også styrken, hvis der skulle komme en aftale. Problemet har længe været, at Assad-regimets modstandere har været splittede,« siger Helle Malmvig, der peger på et andet og temmelig upåagtet problem.

»Efter at Saudi-Arabien har få samlet oppositionen, har Rusland – Assads allierede – få en anden gruppe af såkaldte oppositionspartier ind i forhandlingerne. Dem kan regimet, russerne og iranerne bruge som en slags trojansk hest, og det vil ikke gøre arbejdet nemmere for FNs mægler,« siger Helle Malmvig.

Heller ikke Mikkel Vedby Rasmussen, professor i militære studier på Københavns Universitet, er optimistisk. For selv om krigen i Syrien nu for alvor er blevet så stort et problem – med flygtninge, terrorisme og Rusland militære indgriben – at Vesten stiltiende accepterer forhandlinger med syriske islamister, skal der nok endnu mere pragmatisme til.

»Spørgsmålet er, om oplægget til fredsforhandlingerne er kynisk nok. For hverken Islamisk Stat eller al-Nusra er inviteret med, og uanset, hvad man mener om dem, så sidder de altså på en pæn sjat af Syrien – tilmed der, hvor olien er,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.