Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

Kultur og modkultur i Den Hellige Stad

Berlingskes­ korre­spondenter skriver hver søndag i klummeform om eksotiske oplevelser og sære skikke fra både fjerne og knap så fjerne egne. I dag fortæller Karl Kühlmann Selliken, journalist på Berlingskes udlandsredaktion, om den politiske debat i Jerusalem efter mørkets frembrud.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Jerusalem er en enestående by. Hvad end man interesserer sig for religion, politik, historie, arkitektur eller mad, er der rigeligt at give sig i lag med. Der er få steder i verden, hvor man konstant får så mange indtryk smidt i hovedet.

Desværre er en række af ovenstående emner med til at skabe en allestedsnærværende spænding, og selv i fredelige tider mindes man altid om den israelsk-palæstinensiske konflikt.

På samme måde er der dele af byen, hvor man hurtigt finder ud af, at her henholder de lokale sig til religiøse love først og verdslige siden. Og der er ikke lagt op til en teologisk debat om det rimelige i at kvinder skal holde sig på den ene side af gaden og for øvrigt være tækkeligt klædt på, uden bare arme og den slags.

Bevares, så kan man jo holde snuden ude af de nabolag, og det gør fruen og jeg da også troligt, når vi er i Den Hellige By. Men selv på helt almindelige barer og restauranter i mere verdslige kvarterer skal man passe på, hvad man taler om. En hyggelig samtale med de lokale kan tage en meget kedelig udvikling, når der pludselig falder en kommentar om, hvordan »det palæstinensiske problem« (som nogle kalder det i de jødiske kvarterer) eller »det israelske problem« (i de arabiske kvarterer) skal løses. Spoiler alert: Det har typisk noget med automatvåben at gøre.

Heldigvis møder man mange indbyggere fra begge parter, der aldrig kunne drømme om at komme med slige ytringer, og den konstante spænding har skabt en modkultur af folk, der vil have lov til at gå ud og spise, drikke, møde folk og more sig uden at tænke på konflikt og dogmer. Og de fleste gør det ikke halvt:

Barood er et gammelt hebraisk ord for bombe, og det er det navn, som Daniella Lerer har givet sin restaurant, efter at hun mistede sin søster til et bombeangreb. Fru Lerer er led og ked af folk, der vil pådutte hende deres dogmer, og restauranten er som en af de få åben under sabbatten (hvorfor man altid skal bestille bord, hvis man vil have plads fredag aften), og en af retterne på kortet lader til at være opfundet mere for at være så langt fra kosher som muligt, end for smagens skyld: Pasta med rejer og svin i flødesovs.

I årevis havde byen en Heavy Metal-bar, der lå ca. 20 minutters gang fra Tempelbjerget. Her havde man ti bud hængende bag baren, hvoraf det første var: »Baren er dit #¤*% tempel«.

Et af de øvrige var, at det var strengt forbudt at diskutere politik, og det skulle tages alvorligt. Den ukrainske bartender var ikke karrig med at give gratis smagsprøver af sit hjemlands vodka, men ve den der begyndte at tale om bosættere eller de arabiske israeleres forhold – ligegyldigt, om man mente det ene eller det andet. Baren genopfandt for øvrigt sig selv som vel nok Mellemøstens eneste vikingebar, inden den lukkede efter ejerens voldelige død i lejligheden over beværtningen.

En aften var fruen og jeg kommet sent frem til Jerusalem efter turen fra det vinterkolde Danmark. Vi besluttede os for at nyde den lune aften ved at tage en spadseretur ned ad Jaffa Street, der kan sammenlignes lidt med Strøget i København, og så fik vi lyst til en øl.

De fleste etablissementer var lukket, men vi fandt da nogle lokale, der kunne fortælle os om to barer, der var åbne. De var begge drevet af russere, som der er mange af i Israel. Den første hed Putin Bar. Og ja, det var Vladimir, den var opkaldt efter. »Den er altså fuld af russiske nationalister,« advarede de flinke lokale, og det kunne vi ikke lige overskue. Så lød det straks bedre med den anden, hvor det lod til at nationalister aldrig ville drømme om at sætte deres ben.

I den lille beværtning i kælderen talte man nemlig gerne politik, længe og inderligt, men det lå ligesom i luften, at alle de folkevalgte var nogle forfærdelige forbrydere og idioter. Det gjaldt både dem i det israelske parlament, Knesset, og det palæstinensiske selvstyre. Midt i al den civile utilfredshed med autoriteterne havde man dog en gentlemanaftale med politiet, som ikke kontrollerede, at rygeloven blev overholdt, når bare det blev sent nok på aftenen.

Således sad en broget flok – de to danske turister inkluderet – i den tilrøgede bar og diskuterede landets tilstand i en sådan grad (fruen og jeg lyttede mest), at det blev for meget for den veldrejede unge kvinde, der havde fået nok af al den snak om politik, og dansede alene rundt på det beskedne dansegulv.

Skønheden indså, at der måtte drastiske metoder til, hvis hun skulle have opmærksomhed og hev resolut sin kjole af og dansede videre kun iklædt dansesko og et par yderst beskedne trusser.

Men ak, hun havde forregnet sig. Aldrig så snart havde vi alle drejet vore hoveder i hendes retning, før debattørerne trak på skuldrene og vendte tilbage til den hårde opgave med at løse verdens tilstand. Og den stakkels kvinde måtte danse afklædt videre uden et publikum.

Nogle steder er fri og åben tale mere værd end alverdens herligheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.