Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kulørt retssag skal afgøre fremtiden for mørkenettets bagmand

Den kulørte retssag mod hjemmesiden »Silk Road«, hvor man anonymt kunne købe kokain og anden narko, er nu i gang. Udfaldet vil vise, om myndighederne kan vinde over »mørkenettets« bagmænd.

En af Ross Ulbrichts støtter, Max Dickstein, foran retsbygningen på Manhattan. Ulbricht er ikke kun et symbol på salg af stoffer, men ses som en frihedsaktivist, der har skabt en platform, hvor man anonymt kan handle med hinanden uden statens og myndighedernes indblanding. Foto: Spencer Platt/AFP
En af Ross Ulbrichts støtter, Max Dickstein, foran retsbygningen på Manhattan. Ulbricht er ikke kun et symbol på salg af stoffer, men ses som en frihedsaktivist, der har skabt en platform, hvor man anonymt kan handle med hinanden uden statens og myndighedernes indblanding. Foto: Spencer Platt/AFP

Det skulle have været en fejlfri operation. Men det planlagte lejemord, bestilt på den mørke del af internettet, endte ikke som planlagt.

Den formodede bagmand i online-narkoimperiet Silk Road med online-navnet »Dread Pirate Roberts«, fik ifølge anklagerne i begyndelsen af 2013 mistanke om, at en af hans samarbejdspartnere havde snydt ham.

Samarbejdspartneren blev anholdt med kokain til en værdi af 27.000 dollar på sig, og Silk Road-bagmanden fik mistanke om, at partneren havde stjålet bitcoins fra brugerne af Silk Road. Derfor kontaktede han en lejemorder. Få dage og 80.000 dollar senere modtog han et foto, der forestillede den døde fodsoldat.

»Jeg er skidesur over, at jeg blev nødt til at dræbe ham, men sket er sket (...) jeg kan bare ikke tro, at han var så dum,« skrev »Dread Pirate Roberts« ifølge et anklageskrift til lejemorderen efter at have modtaget beskeden om operationens succes.

Bagmanden er mere end et alias. Han er ifølge de amerikanske myndigheder den 30-årige amerikaner Ross William Ulbricht, og hans samarbejdspartner døde ikke for en lejemorders hånd. Fotoet var opstillet. Og lejemorderen, som Ulbricht havde fået kontakt til, var en undercover FBI-agent, der efterforskede Ulbricht for at stå bag online-narkoimperiet Silk Road.

Episoden er en af ingredienserne i retssagen mod Ross William Ulbricht, der i denne uge er begyndt i New York, og kaldes for den både største og vigtigste retssag i kampen mod forbrydere på mørkenettet.

Her står Ulbricht i skikkelse af sit formodede alter ego »Dread Pirate Roberts« tiltalt for at have skabt og drevet hjemmesiden Silk Road, hvor kokain, LSD, nervemedicin og andre stimulerende substanser kun var få klik væk.

Desuden anklages han for at have brugt tjenesten til at bestille lejemord.

»Vi vil fjerne tæppet under denne mørke og hemmelige verden. Ulbricht og hans bærbare computer står bag,« sagde anklageren i sagen, Timothy Howard, under retssagen ifølge mediet Wired.

Ulbricht begik måske en fodfejl

Selv benægter Ulbricht at være »Dread Pirate Roberts«, men indrømmer, at han opfandt systemet bag Silk Road. Men han arbejdede udelukkende med at opbygge sitet i nogle måneder og bliver nu brugt som syndebuk, lød det fra Ulbrichts forsvarer i retten.

Det store spørgsmål i retssagen er, om Ulbricht er den samme som »Dread Pirate Roberts«?

Silk Road kan bedst beskrives som et eBay for narkotika, hvor man i stedet for tøj, musik og køkkenmaskiner kan købe hårde stoffer, falske ID-kort og bestille hackerangreb.

Her blev brugere verden over – også i Danmark – sat i kontakt med pushere, mens stofferne blev sendt af sted med posten. Der har i mange år eksisteret sådanne netværk, men Silk Road var yderst velorganiseret.Betalingen foregår med den digitale valuta, Bitcoin, som sikrer anonyme transaktioner.

Samtidig kører netværket på det såkaldte mørkenet, hvor man via den gratis tilgængelige Tor-browser kan surfe i skjul for myndighederne og tilgå sider som Silk Road. Netværket er udviklet til bl.a. at hjælpe politisk forfulgte, journalister eller andre, der vil skjule deres færden for myndighederne, men også våbenhandlere, pædofile og pushere udnytter den mørke krog af internettet.

Tor-netværket hyldes i kølvandet på Snowden-lækagerne af aktivister og privatlivsforkæmpere verden over. Derfor er et væsentligt spørgsmål i Silk Road-sagen også, om netværket alligevel ikke er så skjult, eller om anholdelsen skyldes en fodfejl fra Ulbrichts side.

Der spekuleres i, at Ulbricht har sjusket med et brugernavn, som kunne kobles til både hans e-mailadresse og brugeren »Dread Pirate Roberts«, mens FBI har afsløret meget få detaljer om opklaringen

.I det lys vil retssagens udfald for alvor vise, hvad myndighederne kan stille op med forbrydelser begået på mørkenettet. Det forklarer Henrik Kramshøj, ekspert i kryptering og direktør i IT-virksomheden Solido Networks.

»Det er kun, hvis politiet kaster ekstra mange ressourcer ind i efterforskningen, at de for alvor kan gøre noget ved forbrydelser på mørkenettet. Ved brug af de her tjenester forhindrer man en masse efterforskning. Derfor vil det også ofte kræve spor i den fysiske verden at opklare forbrydelserne,« siger Henrik Kramshøj.

Da Ulbricht blev anholdt i science-fiction-afdelingen på et bibliotek i San Francisco i oktober 2013 var det et resultat af lang tids efterforskning. Agenterne anholdt Ulbricht, inden han nåede at slukke – og dermed måske kryptere – sin bærbare computer. Her så myndighederne, at Ulbricht var logget ind på en side ved navn »Mastermind«.

Ifølge myndighederne blev der fundet en række filer relateret til Silk Road samt regnskabsbøger, der tilsammen viser personlige indtægter på 80 millioner dollar.

»En slags digital våbenkapløb«

Selv om det hidtil bedst organiserede narkonetværk på internettet nu er lukket, lever fundamentet med anonyme tjenester som Tor videre. Siden Silk Road lukkede, er der kommet en række afløsere. En del af dem blev i november lukket i en stor fælles aktion mellem FBI og Europol, herunder Silk Road 2.0.

Men så sent som i denne uge beskriver et blogindlæg på et online-forum, hvordan en række andre og mere sikre alternativer til Silk Road nu er tilgængelige.

I Nationalt Cyber Crime Center (NC3) forklarer chef Kim Aarenstrup, at vi i fremtiden vil se flere sager, hvor kriminalitet på mørkenettet kommer for retten:

»Det er en slags digitalt våbenkapløb, hvor forbryderne forsøger at gemme sig bag en række mekanismer, mens vi prøver at finde nye måder at fange dem på. Sagen er vigtig i forhold til at markere den skråsikkerhed, som der er i hackermiljøet om, at politiet ikke kan finde ud af noget. Dér er vi ikke længere.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.